”Lad 2017 blive konvertitternes år”

Lad os minde hinanden om de store og små omvendelser, der har formet kirken og samfundet i dag, smide mistænksomheden over bord og give omvendelsen den plads, den fortjener, skriver cand.theol og ph.d Elisabeth Engell-Jessen

Her er mit nytårsønske: lad 2017 blive konvertitternes år. Lad os bringe dem ud af skyggerne og frem i lyset, og lad os finde fælles fodfæste i, at den danske folkekirke ikke tjekker hudfarve ved indgangsdøren. For godt nok er Luther utroligt bleg på malerier, men Jesus, må man formode, var da så sandelig noget mellemøstlig i gløden.

Jeg følger altid bekymret med i medierne, når Flygtningenævnet træffer afgørelse om, hvorvidt en asylansøgers konversion er genuin eller ej. For de nye konvertitter bliver så stedmoderligt behandlet, at man finder det svært at tro, at den danske folkekirke netop er et produkt af omvendelser: omvendelse på omvendelse på omvendelse. Som biskop Peter Skov-Jakobsen sagde det i et interview med Berlingske lige før jul:

”Der synes jeg (…) vi er grumme. Der er alt for lidt agtelse for dem, der ofrer så meget for at konvertere (…) Hvorfor er det, vi hele tiden regner med, at nogen kan rende os over ende?”

Det, der på dansk nogle gange deles op i konversion (at vende sig fra én tro til en anden) og omvendelse (at blive åndeligt vækket inden for den samme tro) kaldes med ét ord bare ”conversion” på engelsk, afledt af det latinske ”conversio” (at vende om). Det er belejligt, for det understreger, at de to ting slet ikke er så væsensforskellige igen.

Baggrunden for, hvornår vi kalder det ene konversion og det andet omvendelse skal nogle gange findes i, hvilken kontekst vi taler ud fra. Tag nu for eksempel Luther. Konvertit eller bare én, der så lyset og omvendte sig? Og hvad så med Paulus? Augustin? Alle vel konvertitter – men på den gode måde, forstår man, for de valgte jo ”den rigtige vej”, set med evangelisk-lutherske øjne. Men så Jesus, da? Var han ikke nærmere et sted på omvendelsesspektret? En nytænkende, omvendt jøde?

Det er et velkendt fænomen i forskningen, at konvertitter forbliver konvertitter. De får godt nok en ny religiøs identitet, men vil også altid forblive dem, der konverterede. Konversionen bliver dermed ikke en fase, de går igennem, men en del af den religiøse identitet i sig selv – til frustration for mange. For hvornår bliver man så helt accepteret? Og hvornår kan andre vide sig sikre på, at man ikke bare skifter mening igen?

Konversion og omvendelse handler om religiøs udvikling, og begge er båret ud af en personlig erfaring, der kan ligge så dybt i en, at man enten ikke kan eller ikke vil sætte ord på den. Og mange, der oplever en banebrydende religiøs ændring, vil erfare, at omverdenen reagerer med rynkede bryn og et ”var det nu også nødvendigt?” Eller ”gik det nu ikke lidt vel hurtigt?”

Som forsker i omvendelsestekster vil jeg mene, at på spørgsmålet om, hvorvidt det nu var nødvendigt, så svarer kilderne ”ja”. Svaret på det andet spørgsmål – om det gik for hurtigt – bliver derimod oftest ”nej”. For selvom beslutningen kan træffes på et splitsekund, så er en omvendelsesproces langsommelig og tager gerne årevis.

Til gengæld lader det til, at det er kvalitativt ligegyldigt, om man først bruger årevis på at overveje sit spring og derefter springer. Eller om man konverterer med det samme og derefter bruger tid på at bevæge sig ind i den nye trosmæssige kontekst.

Virkelig? Ja, virkelig.

Så lad os gøre 2017 til året, hvor vi minder hinanden om den lange række af store og små omvendelser, der har formet kirken og samfundet i dag. Hvor vi smider mistænksomheden over bord og giver omvendelsen den plads, den fortjener: undersøger den i historisk og nutidigt perspektiv, fordyber os i dens udtryksformer, rehabiliterer den og gør den stueren.

Elisabeth Engell-Jessen 
Cand.theol, ph.d og kommentarskribent