Stender: Ligegyldigheden er parforholdets og folkekirkens værste fjende

Vi skal glæde os over at være vor elskedes vrede værd. Det værste, der kan ske i et forhold, er ligegyldigheden. Det gælder også i vort forhold til Gud, skriver sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender

Det bedste ved at være rejseleder, som jeg er i mine ferier, er at man møder mange virkelig interessante mennesker. Sidste mandag kom jeg hjem fra Kristeligt Dagblads olivenrejse til det sydlige Grækenland.

På rejsen havde jeg Dan med mig. Han er omkring 80 år. Han har været håndværker i sit arbejdsliv og altid været vildt interesseret i latin, som han taler flydende. Men ikke nok med det. Han kan en masse latinske citater.

En morgen sagde han til mig: "Ira amántium renovátio est amóris." Ja, svarede jeg, det synes jeg bestemt også! På en eller anden måde kunne han se, at jeg ikke havde forstået ham. Så han oversatte venligt: ”De elskendes vrede er kærlighedens fornyelse”.

Lad os se det i øjnene. Kærligheden kan tåle vreden. Men ikke ligegyldigheden. Vi skal slet ikke være så kede af, at blive skældt ud af vor elskede. I virkeligheden skal vi glæde os over at være vor elskedes vrede værd. Det værste, der kan ske i et forhold, er ligegyldigheden. Det gælder også i vort forhold til Gud.

Vorherre kan godt tåle, at vi skælder ud på ham. Vi kan også tåle at blive revset af Vorherre. Men der er én ting, som kan ødelægge vort gudsforhold totalt: Ligegyldigheden.

Lad bare folk blive vrede på kristendommen. Lad dem skælde frejdigt ud på Bibelen. Lad unge og gamle brokke sig over stive dogmer og langsomme salmer og elendige prædikener og dårlige præster. Alt det vil holde ild i folkekirken og skabe grobund for fornyelse. Det eneste, kirken ikke kan tåle, er ligegyldigheden.

Desværre fornemmer jeg mere og mere, at ligegyldigheden er begyndt at brede sig. Folkekirkens og kristendommens værste fjende er hverken ateisterne eller muslimerne eller materialismen. Det er ligegyldigheden, som også er demokratiets værste fjende. Hvis vi først bliver ligeglade med, hvem der har magten, er vi et skridt på vej mod en diktaturstat.

Kirken og militæret har meget tilfælles. Hvis et land skal overleve som et suverænt land, må vi være parat til at forsvare os. Kamp skal der til, hvis en fjende angriber os eller hvis vi, for at bevare vor frihed, blive nødt til at angribe en fjende, som vi i øjeblikket gør med de internationale aktioner mod Islamisk Stat. Men der skal også kamp til, hvis kristendommen skal bevares, hvis ligegyldigheden ikke skal få overtaget. Det har de gamle kristne altid vist.

Derfor har vi i troens verden ord, der er helt militære. Vi har Frelsens hær. Vi har Kirkens korshær. Og prøv at lægge mærke til, hvor mange militante ord der er i såvel Bibelen som i vore salmer. Ord som kamp og kæmpe står i kø for eksempel salmerne ”Mod synden skal jeg stride”. ”Kæmp for alt hvad du kær”. ”Lad fast mig stå i troens kamp”.

Hvorfor bilder vi os ind, at det ikke er en kamp at være kristen? Der er masser af fred og ro og salighed og kærlighed i kristendommen. Men vi skal hver dag kæmpe mod vor egoisme. Kæmpe mod alle de former, som ondskaben kan forklæde sig i. Kæmpe for at skabe et godt Gudsforhold og godt forhold til hinanden - og kæmpe mod ligegyldigheden. Vi er soldater. Og Jesus Kristus, Guds søn er med os!

Poul Joachim Stender
Sognepræst og forfatter
Ny bog: Stop op - fjumreår for voksne