Kommentaren

"Man skal ikke personligt stå inde for trosbekendelsen for at være kristen"

Ens egen tro bliver til, idet man bekender den, for man påvirkes selvfølgelig af, hvad man således er trådt ind i, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist. Foto: Birgitte Rødkær.

Trosbekendelsen er ikke forsøg på at slå søm i troen og begribe det ubegribelige. Det er tværtimod et forsøg på at anbringe sig midt i det, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

”Jeg har brug for en tvivlsbekendelse”, lød en overskrift i Kristeligt Dagblad. Nedenunder fulgte et oplysende interview med organist og komponist John Frandsen, hvor han sammenligner den kristne tro med kunst, musik og kærlighed.

”Den skal gribes og ikke begribes. Troen forsvinder nemlig mellem fingrene på os, når vi prøver at holde den fast.”, siger John Frandsen og fortsætter længere nede i interviewet, at han altid har haft det svært med dogmatiske læresætninger, og at han ikke ved, om han kan stå inde for trosbekendelsens ord, ”hvor vi som mennesker forsøger at slå søm i troen og prøver at gøre det ubegribelige begribeligt, at definere det udefinerlige.” Derfor har han brug for en tvivlsbekendelse.

John Frandsen har ret i, at troen ikke kan begribes; den er en stor nåde, som Luther kaldte den, et mysterium, som melder sig selv. Trosbekendelsen er imidlertid ikke et forsøg på at holde noget fast, som ikke kan holdes fast eller måske en art kompensation for, at man ikke er blevet grebet af mysteriet.

John Frandsen synes grebet af den temmelig udbredte misforståelse, at man personligt skal stå inde for trosbekendelsen ord til anden, for at kunne sige den. I denne opfattelse ligger tillige, at man bør have styr på sin tro for at lade sine børn døbe og modtage nadveren. Man kan altså ikke være kristen, hedder det sig, uden at have et afklaret forhold til trosbekendelsen, som om den er en slags kontrolforanstaltning.

Det er ganske rigtigt en uheldig opfattelse, som skygger for det helt centrale forhold, at troen er en gave, som man skal have igen og igen. Trosbekendelsen er ikke forsøg på at slå søm i troen og begribe det ubegribelige. Det er tværtimod et forsøg på at anbringe sig midt i det.

Når vi bekender troen er det ikke i første omgang vores egen tro, men Jesu tro, vi bekender. Eller vi bekender Jesu liv og hans forkyndelse som troens kilde. Jesus troede på Gud. Hans liv gik ud på at vise, hvordan et sådant liv i troens vold ser ud, og det er denne tro, som er centrum i Det nye Testamente. Herfra udgår et nyt liv, som Jesus altså gerne vil dele med andre. Denne virkelighed er troens virkelighed.

Idet man siger, synger eller blot hører trosbekendelsen, som er Jesu liv og forkyndelse i kortest mulige form, træder man ind i troens virkelighed. Ens egen tro bliver til, idet man bekender den, for man påvirkes selvfølgelig af, hvad man således er trådt ind i. Noget vil ske, og det kan være både usikkerhed, tvivl og nyt mod, der kaldes frem i et menneske. Det ved vi fra disciplenes historie, og fra de senere menigheder historie. Den bekendende er objekt. Jesu tro er subjektet. Det er bekendelsens orden.

Herfra og måske endda gradvist og temmelig langsomt vil man opdage, at også ens egen tro ændrer sig. At man ved at blive påvirket af Jesu tro, kan blive en anden undervejs, at man i et eller andet omfang blevet erobret af Jesu tro, sådan som meningen er.

Troen er altså ikke en forudsætning for at sige, synge eller høre trosbekendelsen. Troen bliver til bag om ryggen på os, som en impuls der skaber hjertets liv. Troen er i sit udspring skjult og ubevidst. Den viser sig som almindelig tillid og frimodighed til at kaste sig ud i livet. Den kristne tro er ikke noget, man først og fremmest bruger til at gå i kirke med. Man får den i kirken, hvorefter den kan vise sig i alle mulige, almenmenneskelige forhold, for eksempel, hvor vi viser hinanden tillid, hvor vi opmuntrer hinanden til at holde ud, hvor vi aldrig opgiver håbet for i morgen, og hvor vi selvopofrende og selvforglemmende kan vise hinanden kærlighed.

Morten Kvist
Valgmenighedspræst, skriver kommentaren på kristendom.dk