"På Caminoen indså jeg, hvor dejlig jorden er"
Jeg er vendt tilbage til mit job som leder af Folkekirkens Nødhjælp med en ambition om at møde denne verdens frygt og forfærdelighed med kærlighed og fred, skriver generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen
I september rev jeg tre uger ud af min kalender for at vandre sidste del af pilgrimsvejen til Santiago de Compostela, den berømte Camino eller på dansk: Jakobsvejen.
Som protestant har helgener ingen betydning, men for mig har min pilgrimsfærd haft stor betydning menneskeligt, fagligt og ikke mindst spirituelt.
Ordene i Ingemanns salme ”Dejlig er Jorden” har aldrig været mere vedkommende:
Dejlig er Jorden
Prægtig er Guds himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de fagre
riger på jorden
går vi til Paradis med sang
(Den Danske Salmebog nr. 121).
Trætte vandrere bliver belønnet
På Jakobsvejen drager man afsted om morgenen, mens det endnu er køligt og ser solen stå op over de nøgne bjerge. Man ankommer udmattet til endemålet op ad eftermiddagen og tager som det første et bad og en iskold øl inden pilgrimsmiddag og pilgrimsgudstjeneste, hvor der er skruet helt op for røgelsen – sikkert for at dæmpe lugtgenerne fra hundredvis af trætte vandrere, der alene har det tøj de går og står i.
Stort set alle pilgrimme har den samme guidebog, der hver dag har et lille vers til at inspirere til turen. Den hårdeste og samtidig smukkeste dagsvandring på 29 kilometer fra Villafranca til O’Cebreiro har også det måske smukkeste vers. De sidste ti kilometer af turen byder på en klatring på 600 meter – en stigning som selv i Tour de France sammenhæng ville være skræmmende. Og belønningen er ikke kun stolthed over egen formåen. Den giver, hvad guidebogens vers opfordrer os til at finde:
“Dette er fredens vej; bekæmp had med kærlighed”.
Det var præcis den følelse, jeg havde den eftermiddag: Opfyldt af fred i sindet og kærlighed til verden. Og det er, hvad jeg er vendt tilbage til mit job som leder af Folkekirkens Nødhjælp med: En ambition om at møde denne verdens frygt og forfærdelighed med kærlighed og fred.
Vi gør en reel forskel
Min dagligdag er fyldt af katastrofer, af nød, af sult og konflikt. Overgreb på menneskerettigheder, undertrykkelse, korruption og bomberegn. Mangel på politisk handling, nedskæringer og snæversyn.
Men min hverdag er også fyldt af engagerede medarbejdere, frivillige, danskere, der deler stort og småt, engagerer sig, bekymrer sig, rejser ud og kommer hjem opfyldt af indignation og en vilje til at gøre verden til et bedre sted. Og det er den energi, vi skal blive bedre til at fokusere på: At det vi gør, faktisk gør en forskel.
Der er håb, tilgivelse og lys i verden
Når vi bekæmper fattigdom, så skaber vi jo faktisk rigdom. Når vi kæmper imod undertrykkelse, så kæmper vi jo faktisk for frihed. Når vi arbejder med mennesker på flugt fra krig og undertrykkelse, så redder vi ikke blot liv: Vi deler jo ud af den kærlighed, fred og værdighed, som vores egne liv er fyldte af. Vi praktiserer næstekærlighed.
For jorden er dejlig. Det skal vi huske at minde hinanden om – særligt når vores ører bliver fyldt af ultimative krav, opdeling af mennesker i mere, mindre - og slet ikke - danske, totalitære præsidentkandidaters ubehageligheder og tilbagetrækning fra det globale fællesskab.
Jeg vil forsøge at fastholde den følelse, jeg havde på grænsen mellem Leon og Galicien – i den lille landsby ved navn O’Cebreiro. Fastholde, at det er næstekærligheden – i ordets bredeste forstand, der binder os mennesker sammen. At der er håb, tilgivelse og lys i verden. At kærligheden i sidste ende vinder over alt – også over krig, sult og korruption. Over undertrykkelse og intolerance.
Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og kommentarskribent på kristendom.dk