Kommentaren

Skal gudstjenesten være en højtid eller et event?

Selvfølgelig skal man som præst øve sig i at tale så klart og erfaringsnært som muligt, og her kan man selvfølgelig lære nogle pædagogiske greb. Men en bamse på prædikestolen ved højmessen er efter min mening ikke et af dem, mener valgmeninghedspræst Morten Kvist. Foto: Birgitte Rødkær.

Folkekirken forsøger at møde den stigende interesse for tro og religion gennem enten en pædagogisk tilgang, hvor alt moderniseres, eller gennem en højtidelig tilgang, hvor der holdes fast i gudstjenesten som en højtid, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

At kristendommen er på et vist tilbagetog i Danmark viser dåbstallene, som falder. Det skyldes ikke indvandring, men at et stigende antal unge forældre ikke lader deres børn døbe. Mange af disse forældre er ikke selv døbte, eller de har kun haft sporadisk kontakt med kirke og kristendom i deres opvækst. Argumentet for at fravælge barnedåb til sine børn er ofte, at børnene så selv kan vælge det til senere, hvis de føler for det.

Samtidig er der mærkeligt nok en stigende interesse for religion i almindelighed, herunder for kristendommen, men ikke for folkekirkens gudstjeneste. Den stigende interesse for religion ses af den offentlige debat og skyldes i nogen grad islams tilstedeværelse. Efterhånden som islams væsen viser sig tydeligere, spørger flere, hvad kristendommen i grunden har at sige?

At interessen for kristendommen går udenom folkekirken og dens gudstjeneste skyldes sandsynligvis, at mennesker har brug for at erfare sig ind i kristendommen igen. Man overtager ikke noget per tradition, og så kan vejen jo være lang.

Der ser ud til at være to måder, som kirken kan imødegå den udfordring, at der er en stigende interesse for tro og religion. Det er den pædagogiske og den højtidelige tilgang.

Den pædagogiske tilgang moderniserer
Den pædagogiske måde møder udfordringen ved at gøre kristendommen og ikke mindst gudstjenesten så forståelig som mulig og ved at gøre tærsklen til kirkedøren lav. Gudstjenesten moderniseres, der tages forskellige hjælpemidler i brug som powerpoint, rock’n roll og i visse tilfælde har præsten en dukke eller andet med på prædikestolen for at illustrere en pointe.

Gamle ord udraderes, og det berømte slogan ”Don’t tell it, show it” (”sig det ikke, vis det”, red.) synes at være en ledetråd. Det har i visse ekstreme tilfælde ført til, at præsten ikke holder en prædiken, men forsøger at danse den i stedet. Det er prædikenen endnu ikke blevet bedre af.

Det er al ære værd at holde sig for øje, at såvel prædiken som gudstjeneste skal være i hvert fald til en vis grad forståelige. Forbeholdet ’til en vis grad’ skyldes, at gudstjenesten jo udfolder et mysterium, og derfor umuligt kan være fuldt ud forståelig.

Selvfølgelig skal man som præst øve sig i at tale så klart og erfaringsnært som muligt. Det er klogt at betragte denne bestræbelse som én lang efteruddannelse, og her kan man selvfølgelig lære nogle pædagogiske greb. En bamse på prædikestolen ved højmessen er efter min mening ikke et af dem.

Den pædagogiske måde er meget udbredt, men der er fire farer forbundet med denne tilgang. Faren ved den pædagogiske måde er for det første, at præsten let kommer til at tale ned til menigheden. For det andet at både det teologiske, retoriske og æstetiske niveau bliver for lavt. For det tredje at man reelt kommer til at skygge for mysteriet, for eksempel hjertets forvandling fra fortvivlelse til håb, skønt hensigten er den modsatte. For det fjerde at en gudstjeneste kommer til at ligne alt muligt andet, som eksempelvis finder sted i en skole.

Den højtidelige tilgang holder fast
Den højtidelige måde går en anden vej, når den skal imødekomme de kristendomsinteresserede mennesker. Den holder netop fast ved, at gudstjenesten er en højtid, som gør en forskel i verden. Gudstjenesten er en fremstilling af det hellige, som adskiller sig fra det almindelige. En gudstjeneste er en begivenhed, som ikke findes andre steder.

Det er nyt, at det kan siges så tydeligt igen. Vi har brugt cirka 150 år på at gøre op med det hellige, men nu melder det sig så småt igen. En del mener – herunder jeg selv, at let voksende højtideliggørelse er det rigtige gudstjenestelige svar på den gryende interesse for religion og kristendom.

Det bør medføre en fornyet tydeliggørelse af, hvad en gudstjeneste er, for eksempel ved hjælp af nye salmer, skærpet fokus på musikkens betydning, skærpelse af den liturgiske bevidsthed hos præst og menighed og måske en ’opritualisering’, hvor menigheden gør lidt mere end at synge med og rejse sig op. Det vil for en del være grænseoverskridende, men at forny er vel netop at overskride grænser.

Den højtidelige måde rummer tre farer. For det første at højtideligheden kan bliver overspændt og verdensfjern. Den kræver en vis sans for mysteriet og det hellige, eller en vis indforståethed. For det andet at man kan stivne i tradition. For det tredje at der tales hen over hovedet på folk.

At vælge den pædagogiske eller højtidelige vej er altså begge forbundet med en vis risiko. Man kan vælge risiko, men man kan ikke vælge at stå stille. Det er nødvendigt at imødekomme tidsåndens udfordringer, men hvis højmessen ikke samtid er netop højtid, kan det næsten være lige meget. Denne dobbelthed kan udtrykkes med ordene tydelighed og imødekommenhed. Tydelighed i forhold til hvad en gudstjeneste er og skal være. Imødekommenhed overfor hvad folk har brug for.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk.