Præst: Kulturkristne danskere vil være kristne og ateister på samme tid

Kan man være kristen og samtidig ateist? Mit første og umiddelbare svar er: Nej, selvfølgelig ikke! Hvad tænker man dog på? Men der er alligevel nogle mellemregninger, der skal med

Det sker ofte, at jeg taler med dåbsforældre om tro. Det har slået mig, at en del af forældrene er kristne på en måde, så kristendom og ateisme nærmer sig hinanden. For mange betyder det noget med at leve efter de kristne værdier.

Gud som overnaturlig eller som "kærligt nærvær"?

En del giver udtryk for tvivl i forhold til Gud som en overnaturlig Gud, der eksisterer som en person. Derimod kan man bedre forholde sig til det guddommelige som kærlighed eller nærværet af den gode kraft mellem mennesker og i verden.

Samtalerne har ikke fået mig til at overveje, om jeg kunne døbe deres børn. Jeg elsker den brede folkekirke og disse spændende samtaler! Men det har fået mig til at overveje: Hvor langt skal den kristne forkyndelse gå for at imødekomme nutidens forestillinger om at være kristen?

Har de ret - disse kulturkristne dåbsforældre? Er det ikke rigtigt, at Gud er kærlighed og et nærvær af det gode i verden? Eller går de helt forkert i byen?

Debatten fra bispevalgkampen i Ribe

I Kristeligt Dagblads spalter har noget af det samme været debatteret i forbindelse med det forestående bispevalg i Ribe. En af kandidaterne til bispeembedet i Ribe Stift er medforfatter til en bønnebog, hvor der i efterordet skrives om et opgør med den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturlig magt uden for verden

Forfatterne vil i stedet for fokusere på nærværet mellem Gud og menneske. Der var den igen! Der er et nej til tro på det overnaturlige uden for verden og et fokus på nærværet. Og jeg spørger igen: Har han ret, bispekandidaten, i at kristentro bør fokusere på nærværet: på Guds nærvær hos os?

Især da, når det klinger med mange folks tro i dag? Eller er han helt på afveje? Bispekandidaten er blevet stærkt angrebet for dette, men kalder sig selv for troende.

Kristen ateisme?

Også i Præsteforeningens blad raser debatten for tiden. Her har Lars Sandbeck i en dobbeltartikel skrevet om Kristen ateisme. Her er positionen skærpet og teologisk gennemført. Igen tales der om en afvisning af den form for teologi, der placerer Gud som et objekt uden for verden. Gud eksisterer ikke, siges det.

Gud er en begivenhed, som sker midt iblandt os og forvandler. Dér var den endnu engang men nu i en skærpet form! Gud eksisterer ganske enkelt ikke. Gud er kun i nærværet, i det, der sker.

Konsekvenserne ses her tydeligt: det er en afvisning af den form for religiøsitet, der forestiller sig, at en særlig praksis, tro eller anden form for menneskelig aktivitet er nødvendig for, at forholdet til Gud er i orden.

Tværtimod er evangeliet en god nyhed for dem, der ikke tror på Gud fordi Gud har forsonet sig med tvivlerne og de vantro.

Gud er til og er nær!

Der er to ting, der med forskellig vægt - går igen i de iagttagelser, jeg har gjort her. Det første er: Et opgør med troen på en overnaturlig Gud uden for verden. Det andet er som konsekvens heraf: Et fokus på nærværet.

Jeg vil gerne medgive: Jeg tror heller ikke på en overnaturlig Gud, der er uden for verden. Men det er som om, at man i sin iver efter at tage et opgør med dette naive billede af Gud går lige i den anden grøft. Når Gud ikke sidder et sted deroppe og styrer alting, så er han kun i relationen, i nærværet, siger man. Så bliver den almægtige Gud til den svage Gud: kærligheden og godheden iblandt os.

Tænkes det igennem, som Sandbeck gør, så er konsekvensen krystalklar og skræmmende: Hvis Gud ikke egentlig er til, så betyder tro og kristen praksis ingenting mere. Så er evangeliets gode nyhed retfærdiggørelse af de vantro. Og så er både Paulus og Luthers pointering af troen med ét afskaffet!

Jeg er enig i, at det vigtigste i kristentro er Guds nærvær! Men jeg vil sige: Det nærvær forudsætter, at Gud virkelig er til, og derfor kan tiltales som et du. Troen på bønnens mulighed og virkelighed forudsætter, at Gud virkelig er til og har al magt og hører bønnen. Troen på dåb og nadver forudsætter, at Gud virkelig er til og er særligt nær i sakramenterne.

Hvis man trækker Gud forstået som en virkelig, eksisterende, almægtig, skabende, opretholdende Gud, der kom os nær i Jesus Kristus og i Ånden er nærværende hos os nu Hvis man trækker den Gud, der virkeligt eksisterer, ud af kristendommen, er det som hvis man punkterer en bold. Den kan ikke bruges til noget mere. Og så bliver talen om nærvær til ligegyldig snak.

Men når det er sagt, så kommer den kristne forkyndelse ikke uden om hele tiden at overveje, hvordan evangeliet skal lyde ind i nutidens kulturkristne verden. Vi kommer ikke uden om at tale om forskellige billeder af, hvem Gud er.

Vi må naturligvis også knytte til ved de billeder af Gud, der er blandt folk i dag. Den ateistiske kristendom og argumenter i slipstrømmen af den position er bare ikke vejen!

"Der er brug for, at kirken igen vender sig udad mod hele vores folk, og ser sig som en del af Guds mission, sendt til netop de danskere, som de er i dag. Der er brug for, at hele kirken arbejder med både selvforståelse og arbejdsformer og prøver nye metoder og tilgange af. Og der er brug for en ny form for tydelighed: at vi vedkender os, at, hvad kristentroens sandhed er", skriver sognepræst Carsten Haugaard Nielsen. Foto: Privatfoto