Respekten for bispestanden er i frit fald

Bispestanden er under angreb fra flere sider. Aktiv debat uden filter i de nye såvel som i de traditionelle medier er med til at devaluere embedet i den almindelige borgers øjne. Det er beklageligt, mener tidligere sognepræst Ole Juul

I Kristeligt Dagblad har man i januar måned kunnet læse, at biskopperne ønsker teologiske rådgivere. Hvad rådgiverne i grunden skal bruges til, fremgår ikke tydeligt.

Ganske vist har Henrik Wigh-Poulsen i Aarhus nævnt, at de mange præstesager om eksempelvis reinkarnation og synet og troen på opstandelsen (eller mangel på samme) kalder på teologisk bistand. Men Viborgbispen Henrik Stubkjær tilbageviser dette og peger i stedet på, at ønsket om ekspertbistand skyldes finansieringsmodeller af stiftsmidlerne. 

Det er ikke til at blive helt klog på, hvad det dybest set er, at biskopperne har behov for - om det i virkeligheden er en slags spindoktorer - og debat- og kronikredaktør Jakob Holms leder i avisen den 12. januar peger da også på den opståede uklarhed.

Samtidig hilser han dog ideen om teologisk bistand velkommen, hvis den da vel at mærke kan styrke folkekirken og dens medlemmers tillid til biskopperne angående de mange præstesager, der i nyere tid har præget debatten.

Som almindeligt folkekirkemedlem kan man retteligt forvente, at biskopperne er på hjemmebane, når det gælder svære og dybsindige teologiske spørgsmål, og det kan derfor forekomme besynderligt, at der nu skal afsættes midler til lønning af teologisk bistand til bispekollegiet, en bistand man hidtil har kunnet hente på landets teologiske fakulteter. Det er ikke ligefrem med til at fremme respekten for standen eller understøtte dens pondus. 

Da der i den verserende præstesag på Fyn, der har sat alle disse tanker i gang, ikke er nedlagt navneforbud, kan jeg her bekræfte, at det drejer sig om et stridsspørgsmål mellem sognepræst Anders Kjærsig og biskop Tine Lindhardt.

Sagen drejer sig om tjenesteforsømmelse, men det er i denne sammenhæng underordnet. Det, det handler om her, er, at en præst – selv om han offentligt beklager forsømmelsen - på et socialt medie, nemlig facebook, og i al offentlighed i dén grad nedgør sin foresatte og henter støtte fra dem, der i forvejen er enige med ham. Da det for biskoppen er et sagligt anliggende, kan hun ikke tage til orde og forsvare sig. Og hvordan skal hun også forsvare sig imod en opdatering på facebook, der handler om alt andet end saglighed, men om præstens antipati overfor sin biskop? 

På samme måde kunne biskoppen i Ribe Stift ikke tage til genmæle, da sognepræst Claus Thomas Nielsen i en kronik, der blev trykt både i Kristeligt Dagblad og i Jyllands-Posten, beskyldte biskopperne for at ”have blod på hænderne”. Beskyldningen udsprang af én politisk uenighed i indvandrerdebatten. 

Måske handler det dybest set om, at den pondus, som mange af os ældre præster har forbundet bispestanden med, ikke længere er der. I den seneste tid har biskopperne indadtil i stifterne afgivet en del administrativ og lokal magt til provsterne, der på den måde har fået meget mere magt i stifterne, og der spørges derfor ikke så meget mere til den magt og anseelse, der tidligere var indbygget i embedet.

Dertil kommer, at en kritik af embedet i almindelighed og af enkelte navngivne biskopper i særdeleshed er blevet daglig kost i medieverdenen.

Jeg gik i sin tid (1978) op til den afsluttende biskoppelige eksamination hos salige Biskop Høirup i Aarhus og blev efterfølgende ordineret af ham. Hvad vi ordinander måtte mene om vores foresatte, da vi senere sad i vore embeder, holdt vi for os selv, men skulle det endelig ud, skete det på ”lukkede møder” over et glas rødvin eller to, når vi var sammen i de hedengangne konventer.

Der kunne en sådan aften ryge et par finker af panden, og vores biskop ville nok have rynket lidt på brynene, om han havde hørt, hvad der blev sagt. Men det kom ham aldrig for øre. Jeg erindrer heller ikke, at nogen blev indkaldt til "tjenstlig samtale", og var der problemer, hvad der naturligvis også var dengang, blev de ordnet internt. 

I dag bliver tidligere kolleger i ét væk indkaldt til tjenstlige samtaler med mere eller mindre saglig begrundelse, hvilket medierne øjeblikkelig bliver gjort opmærksom på. Der er i det hele taget en offentlighed, hvad angår stridigheder mellem præst og biskop, som ikke tidligere har været kendt. Når en præst indkaldes, bliver det ikke længere "i familien". Nej, omverdenen skal vide det, og her har de præster, der skal stå skoleret for deres biskop, nu et medie, hvorigennem de kan lufte deres utilfredshed og frustrationer: facebook. 

Respekten for bispestanden er i frit fald, og medierne gør da også deres til, at det sker. Ingen er længere fredet, men det, der er grund til at reflektere over, er, at en tilsvarende udfarende aktion fra en eller flere biskopper mod medierne og mod de præster, der på de sociale medier driver hetz mod standen, ville afstedkomme en uhørt kritik. 

Der er al mulig grund til at beklage, at debatniveauet på samme måde som respekten for biskopperne er i frit fald. Og her må mediers manglende respekt for embedet og omgangstonen på eksempelvis facebook bære en stor del af skylden. 

Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk.