Kirkens liv er som et moderskib med mange små både

Det sunde kirkeliv er kendetegnet ved, at der er en tæt kontakt mellem moderskibet, der via højmessen følger en fastsat kurs, og de små både, der bringer anderledes tilbud ud i sognet, skriver tidligere sognepræst Ole Juul

Første søndag i advent til familiegudstjeneste i min sognekirke: ”Vær velkommen, Herrens år…..” klinger i kirkerummet. Det første lys er tændt. Og ordet forkyndes med gode ord, for som den hellige Frans sagde: ”evangeliet skal forkyndes, om nødvendigt med ord”. Det blev det den dag, for ord er nødvendige, da ”Det første lys er Ordet, talt af Gud”, som Johannes Johansen skrev i en salme i sin tid.

Men ord alene kan ikke gøre det. Så efter en god prædiken kom meddelelserne om, hvad der skal ske i sognet de næste mange dage. Ja, det var lige før ”meddelelserne” fyldte lige så meget som prædikenen. Overdrevet, nuvel, men overdrivelse fremmer forståelsen, og vi ”gamle” forstod i alt fald den dag, at ordet alene er ikke nok. Der skal ske noget mere. Så der blev budt ind til julekoncert, plejehjemsgudstjeneste, ”kirke i børnehøjde”, julebasar, julestue, og hvad ved jeg. Et sandt overflødighedshorn af tilbud her i december. Som om folk ikke har nok at se til i en travl adventstid. Men nej, kirken ligger ikke på den lade side og slet ikke op til jul.

Og jeg sad og funderede over min egen barndoms kirkejul. Her skete ikke alverden – ud over gudstjenesterne på adventssøndagene og så naturligvis juleaften og juledag. Det var så det. Andet hændte ikke. Og slet ikke for børn og gamle.

Men som barn savnede man ikke andet fra kirken, for så meget mere skete derhjemme og i skolen. Og var det ikke nok, så kunne man glæde sig til to-tre ”juletræer” (juletræsfester, red.) mellem jul og nytår. Men i dag vil kirken være med - nu på hele paletten. For det skulle jo nødig hedde sig.

For de aktive kirkefolk er søndagens højmesse ikke nok. Der skal mere til for at få folk ”i tale”. Og sandt er det, at evangeliet kan forkyndes på andre måder end ved en ordrig højmesse.

En god ven og tidligere kollega gav mig i sin tid et interessant ”billede” af det lokale kirkeliv i sit sogn: Sognets søndagsgudstjeneste er som et skib, hvor kursen er sat. Her er et fast ritual og et udvalg af tekster og salmer, som følges. Men med et skib af en sådan størrelse, er det vanskeligt – for ikke at sige umuligt - at lægge til ved de små øer uden havne. Så hvad gør man? Ja, man sender små både ud fra moderskibet, som har lettere ved at lægge kursen om, hvis det er nødvendigt. Disse småbåde i form af andre tilbud end højmessen finder ind til øer uden havne, lægger til og bringer åndelig proviant ind til øen, hvis indbyggere måske længe har kigget langt efter det store skib derude i horisonten.

Billedet kan fortælle os meget om, hvad der er hændt over en generation i dansk sognekirkeliv. Søndagens gudstjeneste kan ikke gøre det alene, og selv om der er folk nok, der har sikret sig plads på dækket, så er der altså andre folk på de afsides øer, der også skal tilgodeses og høres. Men der ligger en forkyndelsesmæssig fare i, at de små afstikkerbåde glemmer det moderskib, de udgik fra, og hvorfra provianten hele tiden skal hentes. Det kunne se ud til, at nogle af de små både, der har sat deres egen kurs, efterhånden ligger højt i vandet, da de ikke har mere at give af, og de sejler nu formålsløst rundt mellem øerne uden længere at have noget at bringe ind. Moderskibet har mistet kontakten, småbådene er ikke længere at se på radaren, men det er umuligt at vende den store skude og søge tilbage i farvandet. De må klare sig selv nu.

Jeg mener helt bestemt, at det kan være en kirkelig berigelse for et sogn og for sognets liv, at kaptajnen (sognets præst) og hans besætning (menighedsråd og sognemedhjælpere) hele tiden har blik for, hvordan der kan bringes proviant ud til småøerne, hvordan evangeliet kan forkyndes på anden måde end blot ved ord.

Men der sker et traditionstab, når moderskibet ikke længere er i kontakt med de småbåde, der udgik fra det, når forkyndelsen bliver teologisk tynd og næringsfattig. Eller når besætningen, der blev sendt afsted, glemmer, hvorfra de kom eller får den trodsige tanke, at det er deres lille båd, der er moderskibet.

Det sunde sognekirkeliv er kendetegnet ved, at der er en sammenhæng mellem moderskibet og de små både, at besætningen ved, hvorfra den er sendt, og at kaptajnen har den på sin radar. Og sådan forholder det sig da også i langt de fleste kirkesogne landet over. Evangeliet forkyndes med ord fra rituelle tekster og de autoriserede salmer og i en gennemarbejdet prædiken – samtidig med, at der vises hen til evangeliet på andre måder og i andre sammenhænge. Sådan er det moderne sognekirkeliv, og når det lykkes, bliver det et levende ord- og oplevelsesrigt eksperiment, der hele tiden søger fornyelse for at sikre, at så mange som muligt mættes.

Og langt de fleste ved, hvor vigtigt det er, at forbindelsen til moderskibet er der. Dette er bestemt ikke nyt. Nej, sådan har det været siden den ”unge kirke”, som Martin A. Hansen kalder den i sit pragtværk ”Orm og Tyr”, blev en del af folkelivet herhjemme. For som han skriver om de første kristen nordboere: ”Menneskenes hellige pligt er at feste nyt livsmod i planter og dyr. Men selv må de have kirken, hvorfra Guds rige breder sig ud over gårde og marker, et lyst land i dødsnaturen. Selv må de have kulten, messen, bønnen, syndsforladelsen, velsignelsen, hvorfra varm kraft når det valne blod. Her står håb, tro, livsglæde op fra det døde”.

Ja, fra søndagens gudstjeneste med dens faste rituelle led, dens salmer og tekster, dens gennemarbejdede prædiken hentes der åndelige næring og fornyelse til de små både. God vind og glædelig advent.

Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk.