"Sproget i børnehaven er grænseoverskridende"

En af de ting, der kendetegner børnehavebørns sprog er, at det er uden blusel. På den måde er det dansk, der tales i en gennemsnitlig, dansk børnehave blot et billede af det sprog, som trives i det danske samfund generelt. Det bliver bare udstillet i dets nøgenhed og skam, når man hører det gennem en barnemund, skriver generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende Robert Bladt. Foto: Mette Frandsen

Måske skulle vi være mere blufærdige og genetablere helligheden omkring kroppen, religionen og det seksuelle, mener generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende Robert Bladt

For nylig blussede debatten om etniske børns mangel på danskkundskaber atter op i medierne. En del børn af indvandrere og flygtninge er for dårlige til at tale dansk, når de begynder i børnehaveklassen.

LÆS OGSÅ: Integration begynder i børnehaven

Pas på med tvang!

Det er et stort problem, som følger dem gennem hele deres skoletid og i værste fald forhindrer dem i at erhverve sig en god uddannelse efter grundskolen. Skal man leve og bo i Danmark, skal man selvfølgelig lære dansk.

En af grundene til de manglende danskkundskaber er, at en del af disse børn aldrig kommer i børnehave eller først kommer i børnehave, når de er fyldt tre år. Dermed er de allerede sat tilbage i deres udvikling af danskkundskaber. Modtrækket synes at være at tvinge flere etniske børn i børnehave.

Gør man det, risikerer man imidlertid at skabe et andet problem. Det er let at forestille sig, at tvang vil øge forældrenes uvilje imod det danske samfund og det danske sprog.

Inden man griber til tvang, kunne det derfor være en god idé at undersøge, hvorfor etniske børn kommer senere i institution end danske børn. Jeg kan se adskillige muligheder for mig. Det kan handle om kultur, familiemønster eller økonomi. Og så kan det måske netop have noget at gøre med det danske sprog, børnene lærer i børnehaven.

Sproget i børnehaven er hæmningsløst
En af de ting, der kendetegner børnehavebørns sprog er, at det er uden blusel. På den måde er det dansk, der tales i en gennemsnitlig, dansk børnehave blot et billede af det sprog, som trives i det danske samfund generelt. Det bliver bare udstillet i dets nøgenhed og skam, når man hører det gennem en barnemund.

Lad mig give nogle eksempler. En pædagog råber hen over legepladsen til en anden pædagog:

"Alfred har lavet lort, vil du give ham ren røv?"

Der er ikke nogle grænser for det latrinære sprog blandt de voksne, hvilket Alfred på to år selvfølgelig samler op, så ved aftensmaden sidder han og øver sig på disse to spændende ord: "Røv" og "lort."

Når det gælder det religiøse, er der heller ingen grænser. Fanden og Helvede bliver flittigt anvendt sammen med eddermame, sgu og sataneme.

Denne grænseflade af sproget har jeg mest overhørt mellem børnene indbyrdes. Det kommer formentlig primært fra deres forældre og søskende, der som regel godt kan høre, at det skurrer i ørerne, når en purk på tre siger "Fanden-galeme."

Men som en forælder sagde til mig:

"Det er ikke så let, for der sker jo ikke noget ved, at jeg fyrer en ed af, men det lyder altså ikke godt, når han gør det."

Skolerne tager ikke problemet alvorligt
Vi skal i min erfaring op i indskolingen, inden de seksuelt vulgære gloser kommer i brug. Men at hente sit barn i SFO'en kan være et mentalt forhindringsløb mellem udtryk som "motherfucker," "knep" og "pik."

Jeg har endnu til gode at opleve en almindelig folkeskole, hvor man gør en aktiv indsats for at dæmme op for den slags sprog.

Det fælles for de nævnte eksempler er, at de omtaler det tabubelagte uden blusel. Efter min mening er det ødelæggende for os som mennesker, når der ikke står noget tilbage, som er helligt.

Vi bør genetablere helligheden
Min erfaring fra samtaler er også, at når samtalen krydres med tillægsord som nævnt overfor, bringer det en distance ind i samtalen. Der kommer til at køre en krig om at være grænseoverskridende og rap i replikken frem for at lade sproget etablere forståelse og relation.

Mine fire børn har alle gået i børnehave og folkeskole. Hvis de etniske forældre er skeptiske over for det dansk, deres børn kan lære i børnehave og folkeskole, så forstår jeg dem godt.

Måske skulle vi danskere holde igen med at være så selvfede og tvinge etniske børn i børnehave for at lære dansk. Måske skulle vi bruge deres skepsis som en anledning til at genoverveje, hvad det er for et sprog, vi er ved at udvikle.

Måske skulle vi blues noget mere, genetablere helligheden omkring kroppen, religionen og det seksuelle. Måske vi derved igen kan få et sprog, som vi ikke skal tvinge børn af indvandrere og flygtninge til at lære. Robert Bladt
Generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende

Børn, opdragelse, piger, legeplads, sjov, børnehave, rutsjebane, lege Foto: Martin Kierstein.