Thranholm om det første år: Pave Frans er en radikal kristen

Politisk er paven hverken til højre eller venstre, han er derimod en radikal kristen, som ikke går på kompromis med evangeliet, skriver teolog og debattør Iben Thranholm om pave Frans' første år som den katolske kirkes overhoved

På årsdagen for pave Frans indsættelse er næsten umuligt at finde en ny vinkel på paven, der ikke allerede har været omtalt af begejstrede kommentatorer verden over.

Der er blevet peget på hans ydmyge stil, autenticitet, enkle budskaber, hjertevarme, omsorg for syge og fattige som årsag til at tre gange så mange mennesker kommer i en lind strøm til Peterspladsen, som før Frans kom til. Paven er blevet en superstjerne, som rydder forsiderne på alverdens medier og samtidigt en figur som verdensledere og storpolitikere ser op til.

LÆS OGSÅ: Pave Frans har ændret fordomme om katolikker

Men måske er der alligevel en vinkel, som har fået knap så megen opmærksom som pavens mere personlige kvaliteter. Det er hans opfordring til, at lægfolket, som er helt almindelige mennesker og kirkegængere, begynder at evangelisere, det vil sige at sprede evangeliet i såvel ord som handling.

Der har været megen spekulation om og ikke mindst enorme forventninger til, hvad paven selv skulle ændre i kirken, dens lære og i kurien og i langt mindre grad hvad lægfolket selv kunne gøre for at hjælpe paven og kirken.

Indtil videre har paven har ikke ændret et eneste komma i kirkens lære eller beordret markante ændringer i kurien. Hvad paven derimod har produceret, er hans første rundskrivelse med titlen Evangelii Gaudium (Glæden ved evangeliet).

Hovedbudskabet er et wake-up call til evangelisering. Frans største vision er, at kirken spreder det glade budskab. Det gælder ikke kun præster, biskopper og paver, men i høj grad også lægfolket. Og det er vigtigt, skriver Frans, at de, som spreder evangeliet, ikke ligner nogen, der kommer fra en begravelse. De skal strutte af livsglæde og være billeder på, hvor godt det gør at tro.

SE OGSÅ: Billedserie: Et år med den folkelige pave Frans

Det er denne gennemgribende, energiske og fornyende glæde, der løber som en tråd gennem Frans pontifikat. Det handler først og fremmest om glæde over Guds kærlighed. Det er denne smittende glæde, som Frans ønsker at lægfolket skal vise en verden, hvor den moralsk relativisme og hård kapitalisme hersker, som paven også langer ud efter i rundskrivelsen.

Frans opfordring til lægfolkets personligt engagement i kirke og samfund går også igen i hans prædikener og taler. Mange af pavens morgenprædikener fra kapellet i Casa Santa Martha er en form for direkte åndelig vejledning og formaning. Som da Frans advarede om, hvor skadelig sladder kan være.

Når paven taler på Peterspladsen ved Angelus bønnen om søndagen, sker det næsten hver gang, at han går ud over sit manuskript og taler direkte og spontant til de fremmødte masser.

Kort tid efter Frans var blevet pave, stod jeg selv på Peterspladsen en søndag blandt en jublende og klappende skare. Da begejstringen over il Papa var på sit højeste, afbrød Frans sig selv og sagde direkte til os: I skal ikke råbe Frans, Frans. Gå hen i kirken og jubl over Jesus i stedet for.

Det er denne direkte og kontante stil, som gør at Frans og hvad han siger, går rent ind hos de fleste i en verden, hvor mange er vante til spin og manipulerede budskaber fra politikere.

LÆS OGSÅ: Dansk katolik i Rom: Paven Frans puster liv i vores kristne tro

Mange analytikere har skrevet om, at Frans popularitet skyldes at han ikke står så hårdt fast på dogmerne og måske trækker i en mere liberal retning. Men Frans har understreget klart og gentagne gange, at han er en søn af kirken.

Paven er hverken til højre eller venstre, men derimod en radikal kristen, som ikke går på kompromis med evangeliet, der også er radikalt.

Når pave Frans er så populær verden over også blandt ikke-kristne er det fordi han formår i en helt særlig grad at udtrykke det moderlige aspekt af kirken: det omfavnende, livgivende og uselviske.

LÆS OGSÅ: Paven kan ændre socialisters syn på kirken

Paven omtaler også kirken som en mor, der aldrig glemmer sine børn uanset, hvor langt væk de er. Det er denne moderkærlighed, som Frans er blevet en kanal for og som hele verden tilsyneladende hungrer efter.

Iben Thranholm er katolik, teolog, forfatter og foredragsholder.