Tonen i bispevalgkampen har været for blød

Det kunne jo være, at offentligheden ville få mere respekt for kirken, hvis den gav et indtryk af, at der faktisk er noget på spil? skriver stud.mag. Rasmus Vangshardt

Nu hvor bispevalgkampen i Aarhus befriende nok nærmer sig sin afslutning, er det igen blevet tid til, at folk klynker over ”tonen” i debatten. Det er jo mildt sagt ingen overraskelse, men det gør det bare heller ikke mindre enerverende.

Denne gang er det en eller anden støtte til Jens Maibom Pedersen, der 23. april i Kristeligt Dagblad fortæller os, hvordan seks-otte Henrik Wigh-Poulsen-støtter har ødelagt flere af møderne mellem de to bispekandidater gennem ”dybe suk og latter.” 

Ja, det lyder godt nok også ondskabsfuldt og forfærdeligt, at en håndfuld mennesker i en sal med 3-400 folk ikke andægtigt har bøjet sig i støvet for deres kommende, moderne leder, som man åbenbart ikke tiltror ret hård hud. Det var uden tvivl også dybt traumatiserende at være vidne til for de mange voksne mennesker, der er involveret i kampen for at få valgt Jens Maibom.
 
Læs også: Anklager om chikane ved bispedebatter

Efter sidste bispevalg i Viborg var det samme fortælling. Tonen havde været unødvendigt hård, og det ”fremmede ikke forståelsen for folkekirken i den offentlige debat,” mente en lektor efterfølgende på Kristendom.dk. 

I den nuværende valgkamp har Christian Roar Pedersen, der ud over en stilling som sognepræst også er noget så ulideligt klægt som ”mediekonsulent” i Aalborg Stift, antydet, at stærkt optrukne teologiske fløje ”ikke er løsningen” og tilmed er ”skadeligt”. 

Nu er det jo ikke synderligt slemt, hvad en mediekonsulent mener om management, og man kunne hurtigt spørge, hvad der i øvrigt udgør udfordringen, hvis endegyldige ”løsning”, man søger. Men det er et problem, hvis disse moderne branding-idéer vinder indpas i toppen af den kirkelige magtstruktur.

Læs også: Kirkelige fløje er skadelige for folkekirken

For en lægmand som undertegnede ser det ud, som om vi ved valgene i både Viborg og Aahus har stået med to meget forskellige kandidater, og at ingen af dem har turdet sige det. Jens Maibom Pedersen drømmer – præcis som vinderen fra Viborg, Henrik Stubkjær – om ”moderne ledelsesprincipper” i folkekirken, at kirken skal lære at være ”uenig på en ordentlig måde” og lignende i samme fraser.

I disse drømme om at kirken kunne tage sig bedre ud i den brede offentlighed, hvis den bare var i mere intern balance, eller i tanker om at den skal idealiseres efter moderne ledelsesprincipper, ender vi med sikkerhed i en blanding af meningstyranni (tænk blot, hvordan moderne ledelsesprincipper har hjulpet sognepræst Søren E. Jensen) og mødehyæner, der vil lave oplæg om den empatiske leder og den gennemsigtige organisation.

Pointen er så, at det er dybt skadeligt for kirken, hvis de moderne får lov til at spille erhvervsledere, for det virker aldrig. Som i sagen om pædagogiklektoren Thomas Rømer, der nu skal til tjenstlig samtale med juridisk bisidder, fordi hans moderne, strukturalistiske kollegaer føler, han mobber dem, når han offentligt skriver, hvorfor han er ideologisk uenig i deres filosofi.

De moderne kan slet ikke holde den slags ud, fordi de ser sig som repræsentanter for et system, der skal forsvares, ikke for et frisind, der skal bevares, og som de mødehyæner, de er, skriver de en juridisk klage til ledelsen i stedet for at forklare, hvorfor Thomas Rømer tager fejl. Intellektuel kritik bliver ikke til at skelne fra illoyalitet, og den samme vej går det i kirken, når de svage moderne appellerer til tonen i debatten i kirkens fremtids navn.

Læs også: Savnes: Teologiske forskelle blandt biskopper

Det kunne jo også være, at offentligheden ville få mere respekt for kirken, hvis den gav et indtryk af, at der faktisk er noget på spil? At tonen er hård, fordi der er noget afgørende på spil, og at kirken – i modsætning til universitetet – kan finde ud af at lade teologiske og kirkelige debatter rase, uden at det ender i juridiske stridigheder og forsøg på at knægte de uartigt umoderne.

Jeg er langt tryggere ved Henrik Wigh-Poulsen end ved Jens Maibom Pedersen, fordi Henrik Wigh-Poulsen giver indtryk af en åndshistorisk forbindelse til det gamle, danske frisind, ikke til moderne ledelse – selvom hans sprog indimellem også er syltet ind i defensive og friserede ligegyldigheder.

De sidste to bispevalgkampes problem er ikke, at de har været for hårde i tonen. Problemet er det modsatte. Hvis man skulle kritisere Henrik Wigh-Poulsen og hans folk for noget i denne valgkamp, er det, at de ikke har været hårde nok. Sig dog fra i tide, og stå fast på, at synodedrømmere, ledelseseksperter og papirtigre er det modsatte af den folkekirke, vi burde kæmpe for. Også hvis tonen støder de sarte moderne.

Rasmus Vangshardt er boganmelder ved Kristeligt Dagblad, stud.mag. og skriver kommentaren ved kristendom.dk.