Overskudsforældre fravælger kristne værdier for deres børn

Charlotte Baunbæk Dyremose er medlem af Folketinget (MF) - Det Konservative Folkeparti (K). Hun er ...

Men danskerne er frygteligt blufærdige, når det kommer til tro. Tro er blevet så ”personlig”, at man ikke engang deler den med sine børn. Og danskerne er blevet alt for vænnet til, at tro og kristendom bliver passet for dem i folkekirken, skriver cand.scient.pol. Charlotte Dyremose. Foto: RUNE JOHANSEN / Scanpix Denmark

Problemet er, at de mange kulturkristne danskere ikke aner, hvordan de skal gribe de religiøse fortællinger an. De har ikke selv lært at synge salmer og bede – selvom mange af dem faktisk gerne ville.
Charlotte Dyremose, menighedsrådsformand og tidligere kirkeordfører (K)

Kulturkristne forældre skal tage ansvaret for deres børns værdier lige så højtideligt som ansvaret for madpakken, ellers vil den kulturkristne kultur forsvinde, og børnene sidde tilbage med tomme og ligegyldige værdier, mener cand.scient.pol. Charlotte Dyremose

Samtidig med at det er blevet politisk ukorrekt at give børnene slik med i skole (de skal jo lære sunde vaner og have et godt helbred), er det blevet tilsvarende politisk ukorrekt at udstyre sine børn med veldefinerede værdier (vi skal jo nødig vælge for dem). 

Som forældre træffer vi mange valg og beslutninger for vores børn. Og desto flere ressourcer både økonomisk og socialt forældrene har, jo flere aktive valg bliver der at træffe:
 
Modersmål; hvor de vokser op; om de spiser sundt og økologisk; valg af skole og fritidsaktiviteter. At være forældre er en evig ansvarspådragelse. Ikke mindst, når det kommer til at påvirke de værdier, vi sender vores børn ud i livet med. Det være sig kulturelt, socialt, politisk – og ja, religiøst.

Men af en eller anden grund er det blevet populært hos ”overskudsforældre” at lade børnene ”vælge selv”, når det kommer til de store og svære valg i livet. Mens indholdet i madpakken og valg af fodtøj bliver holdt under skarp kontrol, står børnene alene med at finde deres værdimæssige ståsted i livet.

Som konsekvens lader mange af disse forældre deres børn selv ”vælge”, om de vil døbes – når de bliver gamle nok. Men at fravælge barnedåben for sine børn er også et valg. Et valg om at de ikke skal starte livet som fuldgyldige medlemmer af et kristent fællesskab.

Det er som om det er mere korrekt at lade børnene tage stilling med afsæt i den blå luft end at give dem et fundament, som de senere i livet kan tage stilling ud fra.

I det meste af verden er det da også helt naturligt, at man som forældre tager ansvar for at oplære sine børn i en bestemt trosmæssig ramme og med nogle bestemte værdier. Det bør man trygt kunne gøre i en dansk sammenhæng, hvor det kun er naturligt, at man senere i livet er i sin fulde ret til at vælge en anden religion end den, man er vokset op med.

Men danskerne er frygteligt blufærdige, når det kommer til tro. Tro er blevet så ”personlig”, at man ikke engang deler den med sine børn. Og danskerne er blevet alt for vænnet til, at tro og kristendom bliver passet for dem i Folkekirken.

En stor del af befolkningen kalder sig kulturkristne og slår fast, at de kan tilslutte sig de kristne værdier. Men den dybere forståelse for religionens betydning, som de fleste indvandrere til Danmark naturligt opdrages med, den har danskerne ikke. Derfor ender danskerne med ikke at forstå, hvor deres egne værdier kommer fra. Og når man ikke har denne grundlæggende forståelse for værdiernes oprindelse og betydning, så er de ikke længere værdier. Så er der kun tomhed tilbage. Så tør man ikke længere slå fast, at nogle værdier er bedre end andre.

Den tomhed og ligegyldighed rammer de børn, som ikke får et religiøst og værdimæssigt fundament. Og den rammer vores samfund som helhed, hvis ikke forældrene tager deres ansvar på sig.

Problemet er, at de mange kulturkristne danskere ikke aner, hvordan de skal gribe de religiøse fortællinger an. De har ikke selv lært at synge salmer og bede – selvom mange af dem faktisk gerne ville. Derfor søger de alternativ åndelighed og kommer til at leve i den vildfarelse, at de ikke kan tillade sig at lade børnene tage udgangspunkt i et bestemt værdi- eller religionssæt eller forære dem dåbens gave.

Dermed bliver børnene rodløse og værdierne går tabt. Hvis ikke de kulturkristne danskere snart kommer ud af deres religiøse hængekøje og begynder at tage ansvaret for deres børns værdier lige så højtideligt som ansvaret for madpakken, så vil også den kulturkristne kultur forsvinde. Derfor haster det for kirkerne med at få forældrene ordentligt i tale.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol., menighedsrådsformand og skriver kommentaren på kristendom.dk.