Bibelen lærer os at tage åbent imod flygtninge og migranter

Det ubehagelige ved debatten om flygtninge og immigranter er ikke ønsket om at værne om en national identitet og et fællesskab med sammenhængskraft. Det er derimod den retorik, som forudsætter, at nogle folk er andre overlegne, mener generelsekretær Robert Bladt

Jeg er ikke stolt over at være dansker. Jeg er utrolig glad for og taknemmelig over at være dansker. Men stolt? Jeg kan vel ikke være stolt over noget, jeg selv, hverken direkte eller indirekte, er anledning til? At være dansker er en gave, et vilkår, et privilegium.

National stolthed går ellers sin sejrsgang over Europa. I rigtig mange lande oplever politiske partier med nationalistiske over- og undertoner fremgang. Det uheldige og uhæderlige ved national stolthed er ikke, at den er en ulogisk selvmodsigelse. Det er derimod uheldigt og uhæderligt, at den ofte hænger sammen med mistænksomhed, selvgodhed og foragt over for andre.

At tilhøre et folk og være en del af et samfund er en Guds gave til et menneske. De af os, som har en tydelig national identitet, tænker ikke nødvendigvis over, hvor værdifuldt, det er.

I Det Gamle Testamente refereres en samtale mellem Guds profet Elisa og en unavngiven kvinde fra Shunem. Den samtale afslører, at hun kender betydningen af at høre til. Da Elisa spørger hende, hvordan han kan gengælde hendes gæstfrihed, svarer hun: ”Jeg bor midt i mit folk!” (Anden Kongebog kapitel 4 vers 13). Hvad skulle Elisa kunne give hende, når hun bor midt i sit folk?

Den kristne missionær Paulus, som i det 1. århundrede bragte det kristne evangelium til mange folkeslag og lande, talte om, at det er Gud, der har ”skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo” (Apostlenes Gerninger kapitel 17 vers 26).

Vi skylder altså Gud tak for, at vi har et land og et folk, som vi hører til. Men må vi så ikke i samme åndedrag vise medfølelse med og omsorg for dem, som ikke er ligeså privilegerede som os? Det ubehagelige ved debatten om flygtninge og immigranter er ikke at mærke ønsket om at værne om en national identitet og et fællesskab med sammenhængskraft. Det ubehagelige er at mærke en retorik, som forudsætter, at nogle folk og nationer er andre overlegne og har stærkere ret til at bo ”midt i sit folk”.

Den bibelske historie kan inspirere os til, hvordan vi tænker humant og næstekærligt om det at høre til i et folkefællesskab. Guds folks historie begynder med en mand, Abram, som får besked på at forlade sit land, sin slægt og sin familie, hvorefter han bor som migrant i forskellige lande resten af sit liv. Hans efterkommere lever i århundreder i flygtningeghettoer i Egypten, inden de på dramatisk vis får deres eget hjemland.

Hele denne forhistorie er baggrunden for Det Gamle Testamentes etik i mødet med migranter:

”Du må ikke bøje retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage enkens klædning i pant. Husk at du selv var træl i Egypten ...” (Femte Mosebog kapitel 24 vers 17-18).

En etik, som også springer ud af Guds person. Han er ”den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke”, og i samme åndedrag er han den, som ”skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder” (Femte Mosebog kapitel 10 vers 17-18)

Den bibelske historie fortsætter med at være historien om migration kulminerende i, at Guds egen søn bliver en fremmed blandt mennesker, overladt til de i den faldne verden hjemmehørende menneskers forgodtbefindende. Han blev forfulgt af Herodes og måtte leve sin barndom som migrant i Egypten. Han blev distanceret af de ledende i folket og kaldt galilæer, nazaræer og samaritaner. Og han blev symbolsk henrettet ”uden for byporten”, forkastet af mennesker.

Når vi dykker ind i den bibelske historie om migration - som der kun er løftet en flig af her - opdager vi, at migration er et centralt, bærende tema for hele den bibelske frelseshistorie. Når Gud udvalgte efterkommerne af en omvandrende aramæer og blev en fremmed i vores verden, var det for at forsone og forene alle folkeslag i tilbedelse af den Gud, som vi alle udgår fra.

Korset er en forsoning af det enkelte menneskes skyld over for Gud, og samtidig sker der ved korset en sanering af det fjendskab, som bygges op mellem etniske og nationale fællesskaber. Et fællesskab, som vil fuldendes i evigheden, hvor mennesker af ”alle folkeslag og stammer, folk og tungemål” skal tilbede Gud, som frelsen udgår fra (Johannes Åbenbaring kapitel 7 vers 9).

Læsningen af den bibelske historie minder os om, i hvilken ånd og med hvilket sind vi bør møde migranter. Deres tab af at høre til et folk og være en del af et fællesskab er slået itu af politisk eller religiøs undertrykkelse, krig eller sult. I besindelse på, hvor betydningsfuldt dette er for os, må vi møde dem med medfølelse, overbærenhed og konkret hjælp - og lægge al misforstået stolthed, moralsk og etnisk overlegenhed bort.

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og skriver kommentaren ved kristendom.dk.