Kommentaren

Folkekirkens præster bør se længere end til de lokale aktiviteter

I en netop udkommet rapport ”Folkekirken set udefra” er markedsanalytikeren Sven Scharlings opfordring en anden. Udgangspunktet er det samme: Folkekirken er dødssyg, skriver sognepræst Carsten Haugaard Nielsen Foto: Privat

Præsterne har så travlt med aktiviteter i deres eget sogn, men de bør koncentrere sig om fælles indsatser for diakoni, sjælesorg og forkyndelse for de kulturkristne, mener sognepræst Carsten Haugaard Nielsen

Det er efterhånden nogle år siden (2003), at teologerne Svend Bjerg og Palle Steffensen kaldte folkekirken for ”et oppegående dødsleje”. Deres konklusion var: så gør dog alvor af, at folkekirken er dødssyg og nedlæg den!

I en netop udkommet rapport ”Folkekirken set udefra” er markedsanalytikeren Sven Scharlings opfordring en anden. Udgangspunktet er det samme: Folkekirken er dødssyg. Forsiden af rapporten prydes af en gammel udgået eg, og det forklares i rapporten: Sådan ser folkekirken ud! Men rapporten siger så: gør noget ved det! Skab luft om den gamle eg, så bladene kan skyde igen.

Hvad skal der så konkret gøres ifølge rapporten?

For det første må folkekirken erkende, at de fleste danskere er kulturkristne og på lang afstand af kirken. Ok, det vidste vi godt!
 
For det andet må præster og andre ledere i folkekirken erkende, at folkekirken er i krise. Rapportens grundlag er interviews med en række præster. De fleste af dem er travlt optaget af deres eget sogn, hvor antallet af aktiviteter er steget. Så det går da meget godt, mener de. Det er rapportens påstand, at folkekirken ikke for alvor forholder sig til den krise, som færre medlemmer og faldende dåbsprocenter viser.

For det tredje peges der på en vej frem: ”De kulturkristne medlemmer bør opprioriteres i kirkens praksis og organisering af sin indsats, så forkyndelsen også målrettes dem og ikke bare dem, der kommer i kirken. Det kan fx gøres ved at satse mere på opsøgende arbejde, sjælesorg og diakoni frem for kirkearrangementer med et meget beskedent forkyndelsesindhold. Denne tilgang forudsætter en langt større aktivering af frivillige end hidtil. Det indebærer også, at kirken opgiver blufærdigheden m.h.t. at bringe evangeliet på banen.”

Her siges der noget vigtigt! Der må komme et nyt fokus i folkekirken: Et udadrettet fokus på de kulturkristne. Mere opsøgende arbejde. Mere diakoni. Mere tilbud om sjælesorg. Mindre kulturtilbud uden forkyndelse. Flere frivillige. Mere tydelighed i forhold til det kirken er til for: At forkynde evangeliet!

Eller sagt med tre buzzord: Udadrettethed, frivillighed, tydelighed.

For at det virkelig kan blive til noget, må folkekirkens organisering justeres, siger rapporten også. Der er brug for en central folkekirkelig enhed, der kan analysere folkekirkens situation, tage fælles initiativer, styrke medieindsatsen, effektivisere og omfordele ressourcer. Der peges også på, at folkekirken står svagest i de store byer. Det kalder på en særlig indsats dér.

I sig selv er det usædvanligt, at en markedsanalytiker analyserer folkekirken. Set indefra bliver man straks skeptisk og spørger: hvad ligger der bag? Men der ligger tilsyneladende ikke andet bag, end at Sven Scharlings far engang var kirkeværge, og at Sven Scharling – trods sporadisk kontakt - har kærlighed til kirken.

Man kan diskutere, hvor meget nyt der er i rapporten. Kirkelige debattører har det seneste årti sagt meget af det, der siges i den. Men den stiller det alligevel skarpt og velgørende op:

Det er ikke nok for kirken at være tilbagelænet kulturbærer eller aktivistisk eventskaber med fokus på det enkelte sogn. Det store perspektiv og krisebevidsthed, tak! Og så: Udadrettethed, frivillighed - og væk med blufærdigheden i forhold til at forkynde.
 
Værsgo folkekirke! Denne rapport er en gave, som biskopper, præster og menighedsråd bør pakke op og drøfte. Hent rapporten på www.scharling.dk

Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.