Vi kan ikke pensioneres fra pligten til næstekærlighed

01 Jan 2016, Copenhagen, Zealand, Denmark - - - Copenhagen, Denmark. 1st January 2016 - - Queen Margrethe II ...

Hvis prins Henrik havde sagt til sig selv: ”Min ven, slå dig til ro på Château de Cayx, spis gåselever, drik Cahor Malbec vin og vær glad,” ville det have været en problematisk pensionering. Men sådan skal pensioneringen ikke nødvendigvis forstås, mener generalsekretær Robert Bladt. Foto: © Corbis. All Rights Reserved. / Scanpix Denmark

En prins, der pensionerer sig selv fra sine repræsentative forpligtelser, kan stadig være fuld af bevidsthed om at ære Gud og tjene sin næste med de ressourcer, Gud har givet ham, mener generalsekretær Robert Bladt

Annonceringen af prins Henriks pensionering i dronningens nytårstale kom ærlig talt bag på mig. Kan prinser virkelig pensioneres? Men ved nærmere eftertanke må jeg indrømme, at det snarere er mit syn på pension, der trænger til en revision.

I Danmark er det en lovfæstet ret at gå på pension, når man fylder 65 år. Ja, ja, jeg ved godt, der er skred i pensionslovgivningen, og at vi andre først får lov at abdicere, når vi er fyldt 68. Men det er for så vidt sagen uvedkommende, om man skal være 65, 70 eller 75 for at kunne gå på pension. Det afgørende er, hvordan vi tænker om at blive pensionist.

Min egen opfattelse - som prinsens pensionering altså ruskede op i - er, at pension betyder, at man bliver løst fra sine forpligtelser. Mission accomplished.

Tjek ved ”arbejdsliv” på livets to-do liste. Nu er der ingen, som kan forvente noget af mig mere. Jeg er løst fra alle forpligtelser. Nu gælder det om at ”nyde sit otium” og få nogle gode år og nå alt det, man ikke har nået, mens arbejdet forhindrede en i det.

Set i det lys kommer prinsens pensionering jo noget senere end alle vi andres. I det lys kan man vel godt unde den aldrende prins det.

Men det er slet ikke det lys, pensionering skal ses i.

Jesus fortæller i en af sine lignelser (Lukasevangeliet kapitel 12, vers 16-21) om en rig mand, som, efter hvad der må have været en umådelig god høst, beslutter sig for at trække sig tilbage. ”Min ven,” kalder han sig selv og fortsætter med at sige til sig selv: ”Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!” Se, det er selvpensionering. Det er at være løst fra sine forpligtelser.

Men er det ikke en ret, vi har? Når man har ydet sit på arbejdsmarkedet, er det så ikke rimeligt, at man kan høste frugten, rejse verden rundt, være lidt god ved sig selv?

Nix. Det er i hvert fald ikke en eksistentiel ret.

For vi løses aldrig fra næstekærlighedsbudet. Det er en eksistentiel pligt.

Det kom bag på mig, at en prins kan pensioneres. Det er jo en rolle, man fødes til eller gifter sig til og dør med, og med den rolle følger forpligtelser over for andre, herunder det land, hvis prins man er.

Hvis prins Henrik havde sagt til sig selv: ”Min ven, slå dig til ro på Château de Cayx, spis gåselever, drik Cahor Malbec vin og vær glad,” så havde det været en problematisk pensionering.

Lige så problematisk som hvis Stine Bosse, den tidligere koncernchef for TrygVestas, som 50-årig havde valgt at lade sig pensionere for at dyrke sig selv og sine interesser. Lige så problematisk som hvis en hvilken som helst dansker vælger at lade sig pensionere for at dyrke sig selv.

Men sådan behøver det ikke være. En prins, der pensionerer sig selv fra sine repræsentative forpligtelser, kan stadig være fuld af bevidsthed om at ære Gud og tjene sin næste med de ressourcer, Gud har givet ham. Ligesom Stine Bosse valgte at stoppe sin erhvervskarriere blandt andet for at have tid til sin familie og sine børnebørn.

At gå på pension er ikke at blive løst fra sin forpligtelse til at ære Gud og tjene sit medmenneske med de ressourcer Gud nu engang har givet os. For mange af os sker der en dramatisk forandring i vores liv, når vi ikke længere skal passe et lønnet arbejde. Når vi ikke længere kan ære Gud og tjene vores medmennesker gennem vores arbejde, må vi se os om efter andre måder at gøre det på.

På den måde er vi alle prinser, der ikke kan pensioneres. Vi fødes alle til en rolle. At være menneske er at have blåt blod i årene og at have forpligtelser over for Gud, næsten og de fællesskaber, vi hører til i. Vel skal der være en juridisk pensionsret, men det må ikke være en ret, som fortrænger pligten til næstekærlighed.

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og skriver kommentaren ved kristendom.dk.