Hun vil vække en undren

Eva

Den største udfordring for sognepræst Eva Tøjner Götke er at få konfirmanderne til at forholde sig til et andet verdensbillede end det naturvidenskabelige.

De skal være fortrolige med den evangelisk-lutherske tro og den folkekirkelige gudstjeneste. Så kort kan kravene formuleres til de godt 50.000 unge, som i disse uger bliver konfirmeret. På intet andet tidspunkt i livet end i de tidlige teenageår i konfirmandstuen får danskerne en så intensiv indføring i kristendommens univers. Men en ny, endnu ikke offentliggjort kortlægning af danske teenagers tro viser, at mange unge mister troen på Gud i samme periode. Eva Tøjner Götke er sognepræst i Thomas Kingos Sogn i Odense og en af de mere end 2000 præster, som uge efter uge står ansigt til ansigt med de unge konfirmander.