Nye initiativer fastholder kirken i danskernes hverdag

Det er væsentligt at diskutere, hvad der er gode tiltag, fordi de er en vigtig del af kirkens kamp for at forblive i kontakt med danskerne

De seneste måneder har der været debat om kirkens aktiviteter.

Kritikere har advaret mod at blive en fortravlet kirke, der haster rundt og vil arrangere aktiviteter af enhver slags uden at kunne fokusere på det ene vigtige.

En Martha-kirke kalder sognepræst Merete Bøye i dagens Kristeligt Dagblad folkekirken med henvisning til den bibelske fortælling om den travle Martha over for den hengivne Maria, der kan prioritere og vælger at sætte sig for Jesu fødder. Kritikken må tages seriøst. Alle, der vil meget, risikerer at miste fokus.

Men det er ikke det sidste ord, der er at sige om den sag. For advarslen må ikke lægge låg på den bevægelighed, som en kristen kirke nødvendigvis må have.

Det er væsentligt at diskutere, hvad der er gode kirkelige tiltag, fordi der er en anden kamp under aktiviteterne. Mens folkekirken trænges støt tilbage fra sin tidligere dominerende samfundsposition, taber kristendommen plads i danskernes bevidsthed.

Når det i denne uge har vist sig, at babysalmesang er endog meget udbredt, kan man vælge at se det som et svigt af forkyndelsen og ærgre sig over det. Men man kan også se det som en lille sejr i den store kamp for at fastholde en relation mellem danskerne og kirken.

Kristendommens plads i det danske samfund er ikke nogen selvfølge. Og kontakt mellem folk og kirke er det heller ikke længere. Det løbende arbejde for at finde de rette måder at henvende sig til danskerne på som kirke er alle små skridt for at bevare et forhold til de mange mennesker, der i dag aktivt skal vælge kirken til.

Mange kirkelige tiltag bidrager til at styrke forhold mellem kirke og folk. Men konkurrencens dommerpanel valgte i år at dele initiativprisen mellem to vindere, der i særlig grad gør det.

Dels folkekirkens sorggrupper, der i mere end 100 sogne over hele landet tilbyder efterladte at mødes med andre, der har mistet. Og dels sognepræsten ved Sankt Povls Kirke i Korsør, Anna Kluge, der sætter unge og ældre til at tale om liv og tro ved at invitere mennesker i bedsteforældregenerationen med til konfirmationsundervisning.

Begge initiativer viser en kirke, der tager sit ansvar på sig ved tilværelsens vigtige overgange. Konfirmation og dødsfald er to af de livssituationer, hvor mange mennesker søger kirken. De to vindere viser vejen frem med deres nutidige bud på, hvordan disse møder mellem kirke og folk giver mening for mennesker i dag.
 
De trækker begge på ældgamle traditioner. I 2000 år har kirken mødt sorgen med et budskab, der kunne bære den sørgende igennem. Og i 2000 år har oplæring i kristendom været en kirkelig kerneopgave.
Endelig har begge vinderne en eksistentiel dimension, som gør dem vedkommende.

Folkekirken kan næppe møde danskerne et mere meningsfuldt sted i deres liv end ved tab. Også konfirmationsarbejdet kan ramme en eksistentiel nerve. Det viser en lille ordveksling fortalt af en ældre konfirmandmentor i Sankt Povls Kirke i Korsør:
 
”I vinter blev jeg vidne til en af de unge pigers usikkerhed, noget, hun ikke talte med sine forældre om: ’De voksne siger, at jeg bare skal være mig selv. Men hvordan kan jeg vide, hvem jeg er?’.”

Både sorgbearbejdelse og kristendomspædagogik er eksempler på, at kirken i dag finder nye former til et indhold, som altid har været kerneopgaver for kirken.

Det samme gælder de diakonale tiltag, som Kristeligt Dagblads initiativkonkurrence igen i år er fyldt med. De er alle udtryk for, at landets kirker er i stand til at finde nye måder at være kirke på og samtidig leve op til kernekirkelige forpligtelser.