"Jesus kræver at vi giver afkald på os selv og alle vore dyder"

Afhængigheden af Gud kan være en velsignelse, der sætter ens rigdom i det rette perspektiv; så man deler Guds gaver med andre i stedet for at puge dem sammen, mener konst. præst Margrethe Horstmann

"Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige."

Det er de berømte ord, som Jesus svarer den rige unge mand, der gerne vil frelses, og som har holdt alle budene. Men som gik bedrøvet bort, da han hørte de ord, thi han var meget velhavende og havde meget gods.

LÆS OGSÅ: Stræben efter rigdom fordærver vores liv

Umiddelbart giver 1992-oversættelsen udseendet af, at rigdom vitterligt er en hindring for at blive frelst, for vi kan ikke dyrke både Gud og Mammon.

Rigdom som en "udfordring"
Til gengæld ligger det lige for at lade alle, der har mere, end vi synes tilkommer dem, vide, at de nok ikke helt lever op til det, der kræves. Blandt andet ved at spørge om det dog ikke er en udfordring at være rig.

Udfordring et ord, der er ladet med positiv værdi; der ligger en belønning og venter for enden af manøvren. Man kan jo besvare udfordringen gennem at give nødhjælp eller indføre kødløse dage.

Sjovt nok har de fattige ikke så mange udfordringer, hos dem kommer de kødløse dage helt af sig selv.

De, som har lidt, har alt andet lige måske lettere ved at sige Fadervors fjerde bøn end de, der står bøjet over supermarkedets dybfryser eller delikatesseafdeling med mobilen klemt inde mellem skulder og øregang. Udfordring er dybest set et overklasseord.

LÆS OGSÅ: Vi kredser om den forkerte rigdom

Livsforståelsen kan blive en hæmsko
Den rige unge mand blev ikke udfordret, men det blev gjort ham klart, at det, han havde, og som var hans liv og selvforståelse, var en hindring for at stå ansigt til ansigt med Gud.

Det ligger i 'ktemata polla' (i den danske tekst oversat med 'meget velhavende', red.), der kan betyde meget gods, store besiddelser, men bestemt også anseelse eller mangel på samme.

Hvem har ikke kendt nogen, der var ofre for et eller andet, og hvis hele identitet lå i det at være offer? Når åndeligt søgende påstår, at kirken ikke kommer dem i møde, kunne det så ikke tænkes, at også åndelighed i kirkelig henseende er en byrde af synd, ligesom materiel rigdom er det, når man dyrker den?

Guds særlige bevågenhed
Svaret til den rige unge mand, der gjorde, at han gik bedrøvet bort, var ikke blot et svar, men svaret, som intet menneske kan undgå.

Det var "ho logos", ordet selv, som er en dom over alle os, der tror, at vi i kraft af noget, vi selv er eller har, har Guds særlige bevågenhed.

LÆS OGSÅ: Rigdom kræver høj moral

Men som også er et tilsagn om denne bevågenhed, i dåben; ikke i den dejlige følelse af afkald, når vi giver vore madpenge til nødhjælp, eller når vi taler om, at det er mangel på generøsitet at sige kristendommens ærkefjende, islam, imod, eller når vi leger med tvivlen som troens skygge og på den måde gør afkald, tolerance og tvivl til dyder.

Afhængighed kan være en hæmsko eller velsignelse
Når vi taler om rigdom som en udfordring, men ikke et øjeblik drømmer om at skille os af med, hvad vi måtte have (jo, hvis vi kommer i medierne) er vi i samme situation som den rige unge mand, der gik bedrøvet bort.

I hans tilfælde blev afhængigheden af Gud en hæmsko. For tolderen Zakæus blev afhængigheden den velsignelse, der satte hans rigdom i det rette perspektiv, og satte ham til at dele Guds gaver med andre i stedet for at puge dem sammen.

Og nøjagtig samme svar får vi. Jesu tale indebærer et krav til os om at give afkald på os selv og alle vore dyder. Vil vi ikke det, må vi gå bedrøvede bort. Men vil vi, da er Gud allerede gået os i møde, for det er kun i kraft af hans ord, at vi vil.

Margrethe Horstmann er konstitueret sognepræst i Lolland-Falster Stift og panelist ved kristendom.dk.