4 historiske biskopper

Absalon, Brorson, Asser og Kingo. Fire biskopper, der har markeret sig i Danmarks kirkehistorie fra middelalderen til 1700-tallet. Se her hvordan

I dag får Viborg en ny biskop, og denne bliver valgt på baggrund af et bispevalg, hvor kandidaterne har ført valgkamp og forsøgt at kapre vælgere.

Sådan har det ikke altid været.

Før i tiden blev biskopperne udnævnt af den regerende konge.

Nogle af de skikkelser, som kongerne valgte, er i dag i bedst kendte som salmedigtere og sejrsherrer. Men de var samtidig biskopper og historiske personer og traf beslutninger, der har haft betydning for Danmarks kultur- og kirkeliv.

Nedenfor kan du læse om 4 vigtige biskopper i Danmark. 

Asser

Asser er kendt som Danmarks første ærkebiskop. Han blev i 1089 udnævnt til biskop i Lund, som på det tidspunkt hørte under det danske rige.

Senere fik han titlen som landets første ærkebiskop, da det såkaldte ærkesæde blev oprettet i byen omkring år 1103-04. 

Assers virke som ærkebiskop er først og fremmest kendt ved, at han begyndte opførslen af en ny domkirke i Lund. Han ønskede, at den skulle være stor nok til et ærkesæde.

Men Asser havde ikke kun opgaver inden for det kirkelige. Som ærkebiskop styrede han også landet i 1102-03, mens kong Erik 1. Ejegod var på pilgrimsrejse. 

Absalon

Absalon var biskop i Roskilde 1158-1192 og ærkebiskop i Lund 1178-1201. Det særlige ved Absalons bispeembede var, at han en årrække både var biskop i Roskilde og ærkebiskop i Lund.

Gennem disse to vigtige embeder blev han en nøgleperson i den omlægning af samfundet, der prægede Danmark i anden halvdel af 1100-tallet og blandt andet betød, at landet blev en del af et kristent Europa.

Absalons første opgave som biskop var at bekæmpe den slaviske stamme venderne, som plagede det østlige Danmark med røveriske overfald.

Absalon deltog selv aktivt i denne bekæmpelse og oprettede en vagtflåde, som han drog ud med for at bekæmpe sørøverne. 

Som biskop spillede Absalon også en særlig rolle i kirke- og kulturlivet. Eksempelvis gav han rige godsgaver til en række klostre, og han tog initiativ til at få nedskrevet Saxos Danmarkshistorie - den store, anerkendte beretning om Danmarks ældste tider til 1185.

Derudover udformede Absalon Den sjællandske kirkelov, der fastsatte forskellige regler for forholdet mellem biskoppen og indbyggerne i hans stift.

Absalon mødte dog også modstand, fordi han indførte bispetiende og krævede, at bønderne udførte arbejde for ham. Det medførte et oprør i Skåne. Absalon måtte flygte til Sjælland, og den danske konge fik med væbnet magt nedkæmpet oprøret.

Thomas Kingo

I 1677 blev Kingo udnævnt til biskop i Odense af Christian d. 5. Kongen havde især lagt mærke til Kingos talent for salmedigtning og hans evner som administrator.

Som biskop blev det blandt andet Kingos opgave at udarbejde et nyt ritual for gudstjenesten og at sørge for udgivelsen af en ny salmebog. Derudover rådgav han præsterne i både åndelige og administrative spørgsmål. 

Kingo rejste flittigt rundt i sit stift, som var stort og omfattede mange øer, herunder Lolland-Falster. På sine rejser bragte han for nogle præster "et frist pust" ind i præstegårdene, mens andre anså ham for lidt for livlig af en biskop at være.

Kingo var med til at starte genopbygningen og renoveringen af de kirker, der havde taget skade under krigen. 

Hans Adolph Brorson 

Brorson blev biskop over Ribe Stift i 1741. Brorson blev en populær biskop og prædikant, som fyldte den store domkirke til sidste plads. Som biskop havde Brorson især to kernepunkter, han arbejdede på at søsætte: Dels at udbrede pietismen, dels at fremme undervisningen i kristendommens indhold for børn og unge. 

Brorson rejste sit stift tyndt og blev glad, når han kom ud til sognene og så, at den pietistiske vækkelse havde skabt nyt kirkeliv. Derudover fremstod Brorson som en flittig og dygtig administrator, der havde styr på sit stift.

Han tog sig meget af præsterne, og de blev irettesat, hvis de ikke levede op til Brorsons præsteidealer. Samtidig var Brorson også mild, overbærende og yderst hjælpsom, når der var krise og nød i en præstegård.

Hans egen indvielse var ledsaget af en personlig tragedie: Hans hustru døde i sin barselsseng, mens Brorson blev bispeviet i København, og han led selv under flere sygdomsperioder i løbet af sin tid som biskop.