Allehelgen giver rum til at sørge

Præsten Kirstine Stricker Hestbech taler om "Livet og

Kirken bærer langsomheden i sig, fordi dens mål er evigheden, og derfor har kirken altid tid nok. Dette er trøstende og helende for den sørgende, som bevæger sig uendeligt langsomt i sin sorg, mener præst Kristine Stricher Hestbech. Foto: Scanpix. Scanpix Danmark

Præsten Kirstine Stricker Hestbech taler om "Livet og

Præsten Kirstine Stricker Hestbech taler om "Livet og Angsten".

"Døden er jo blevet så privat i dag, at vi glemmer, at den sker for os alle," siger sognepræst på Midtsjælland, Kristine Stricker Hestbech. For hende er allehelgen en tid, hvor kirken skal give særligt plads til sorgen

Selvom allehelgen ikke traditionelt fejres i folkekirken, har højtiden alligevel fået plads rundt omkring i det danske kirkeliv.

For præst i Havdrup Kirke på Midtsjælland, Kristine Stricker Hestbech, er allehelgen en dag, hvor sorgen bliver kollektiv. Kirken kan være med til at vise os, at døden ikke er en fejltagelse, men et grundvilkår.

Hvordan fejrer I allehelgen i Havdrup Kirke?
På selve dagen starter vi kl. 17, når mørket er faldet på. Så begynder musikken og den stille sang inde i kirkerummet. Kirken fyldes af frakker, sagte snak og furede ansigter. Gudstjenesten er enkel og består af ord, der kan stå selv i antydninger og mejslinger, sådan som også sorgen gør det.

For sorgen er det hurtige strejf, når radioen spiller et alt for velkendt stykke musik. Eller når sorgens bølger kommer midt i indkøbet af en liter mælk. Blottede og sårede sidder de sørgende dér i kirkerummet, hvor gudstjenesten skal lægge sig som varm mælk om deres flossede hjerter med bøn om hjælp til den virkelighed, som nu er.

Gudstjenesten skal give de sørgende styrke og udholdenhed til at leve videre som den sidste kærlighedsgerning til den døde.

Senere i våbenhuset tager vi de levende lys i hænderne og går i stilhed ned til de dødes grave, så kirkegårdens dybe mørke kan afløses af kærlighedsblus. Kakao varmes, og vi samler os som høns op af kirkens mure og taler sagte og uddeler kram, inden vi går hjem.

Måske styrkede i visheden om, at ingen er alene i sorgen. At andre også har mistet, for både din elskede og deres elskedes navne blev læst højt. Men at døden ikke er en fejltagelse, der kun skete for mig, men et vilkår, som vi kan bære sammen.

Hvordan kan oplæsning af navne på de døde hjælpe bearbejdelse af sorgen over at have mistet?
Fordi sorgen bliver offentlig, altså kollektiv, når vi mindes sammen, og der læses højt. Den sørgende hos os erfarer, at bare her i min lille by er der 40 familier, som har mistet på et år.

Det svarer til to hele villaveje. Så forstår man, at 'jeg ikke er alene', og 'jeg er ikke den eneste, som næsten ikke kan mobilisere kræfter til at gå i Brugsen og på benzintanken, fordi jeg er så bange for at møde nogen jeg kender, så jeg bryder sammen'.

Døden er jo blevet så privat i dag, at vi glemmer, at den sker for os alle. Så vores egen historie bliver større, når den skrives ind i den fælles, som aktiveres, når navnene læses op.

Har folkekirken i dag i det hele taget en udfordring i håndteringen af døden og det at ”mindes”?
Kirken er til stede, når præsten tager den del af sit embede alvorligt. Her i sognet betyder det hjemmebesøg til dem, som ønsker det – og i lige så lang tid, der er behov for det.

Desuden tilbydes de efterladte at blive en del af sorggruppen samt at blive en del af de fællesskaber, som vi tilbyder i kirken.

Det er vigtigt, at vi stiller op med alternativer til ensomheden og isolationen ved at give rum til at sørge og mindes og skabe nye relationer. Rum, der ikke slides papirstynde, sådan som familie- og venskabsrummet godt kan blive, når pårørende eller venner synes, at den sørgende har sørget ”længe” nok.
 
Men kirken bærer langsomheden i sig, fordi dens mål er evigheden, og derfor har kirken altid tid nok.

Dette er trøstende og helende for den sørgende, som bevæger sig uendeligt langsomt i sin sorg. Sorgen heler i tiden. Og tiden er lang. Det skal kirken give plads og mulighed for.