Allehelgen er højmesse og Benny Andersen

"Den almindelige højmesse holder os fast i håbet om at mødes igen," siger præst Kirsten Elisabeth Weile, der læser et digt af Benny Andersen op til allehelgensgudstjenesten

I Kokkedal Kirke i Nordsjælland læses Benny Andersens digt "Noget at leve op til" højt i stedet for navne på sognets døde. For præst Kirsten Elisabeth Weile er oplæsningen en måde at sætte ord på et minde og se sorgen i øjnene - sammen med andre. Men det væsentlige er at fejre opstandelsen, ligesom til højmessen hver søndag.

Hvordan fejrer I allehelgens i Havdrup Kirke?

Allehelgen i Kokkedal Kirke fejres ved en ganske almindelig højmesse, fordi enhver kristen gudstjeneste er en lovprisning af og en tak for Guds sejr over døden i Jesus’ opstandelse. Noget som får en særlig betoning allehelgensdag, fordi opstandelsesbudskabet lyder, mens vi mindes alle dem, som vi har mistet. Vi fejrer derfor også gudstjeneste – og allehelgen – for at holde fast i håbet om, at vi skal mødes igen.

Derudover er der under allehelgens-gudstjenesten mulighed for at tænde et lys og holde en stund med stilhed. Og så har vi udviklet en tradition med at læse Benny Andersens digt ”Noget at leve op til” op.

Der holdes så senere på dagen en fælles gudstjeneste i kommunens kapel, hvor mange bisættelser og begravelser finder sted. Og her er tilgangen mere eksperimenterende med musik og oplæsning. Efter gudstjenesten er det også muligt at gå ud på kirkegården med blomster og sætte lys på gravene.

Har folkekirken i dag i det hele taget en udfordring i håndteringen af døden og det at ”mindes”?

Der oplæses til gengæld ingen navne på årets døde. Ikke som et fravalg, men fordi det aldrig har været en tradition i kirkens 32-årige liv, og fordi sognets indbyggere bisættes mange forskellige steder. Så det kunne blive problematisk rent praktisk at få alle nævnt.

Traditionen mange steder med oplæsning af sognets døde giver god mening. Det er mennesker, der alle har været med til at udgøre sognets historie – og denne dag samler man erindringer om alle de mistede og takker Gud for deres liv og de spor, som de har sat.

På den måde udtrykker man, at livet værdsættes og modtages som Guds gave. Men det udtrykkes i ligeså høj grad, at hvert enkelt menneske med navns nævnelse har en uerstattelig værdi både for mennesker - og for Gud! Der var en enkemand, der engang sagde til mig: ”Jeg ved ikke, hvad jeg synes om, at min kones navn skal læses højt i kirken – men jeg skal i hvert fald være der, når det bliver læst.”

På den måde fik han ikke bare en anledning til at komme, men næsten en forpligtelse, hvilket kan være en god hjælper i sorgen: Jeg gør dette, fordi jeg ved, at jeg gør hende glad med det. Eller synes jeg skylder hende det. Her er der en mulighed for at vise den omsorg, som jeg stadig har sådan trang til at udvise, men som jeg nu ikke har så mange steder at gå hen med.

Samme mand får også en mulighed for i kirken at høre, at der bliver sat ord på de eksistentielle udfordringer, som man står med i forbindelse med et tab – og ordene er vigtige - også på allehelgensdag.

For livet er hårdt. Man kan dø af det. Vi er udsatte, og vi kan falde, og vi kan miste. For sådan er menneskelivet.

Og det bliver der talt direkte om i kirken. Nogle gange bliver livet sågar kaldt for mørkets og dødens sted. Det er ikke for at tage glæden ved livet fra os. Det er snarere tværtimod. Det er, så vi kan huske at være lys for hinanden, så meget vi overhovedet kan det. Så vi kan huske at leve nu, elske hinanden og se hinanden, være gode ved hinanden og være noget for hinanden. For at kalde lyset frem hos hinanden, når mørket rammer, når vi mister.

Således er det ikke ”farligt” eller udtryk for at drysse salt i såret at sætte navn på de døde og ord på sorg og tab. Det er derimod at se det i øjnene – sammen.

Har folkekirken i dag i det hele taget en udfordring i håndteringen af døden og det at ”mindes”?

Folkekirken har altid en udfordring i forhold til døden. Først og fremmest ved at gøre vort bedste for at give de efterladte en mulighed for at tage ordentligt afsked med deres døde ved smukke bisættelser og begravelser.

For vi holder jo netop bisættelse/begravelse for de pårørendes skyld. Og det har vi heldigvis mange traditioner for, som både er gode og gennemarbejdede efter mange års brug.

Men så med bagefter? Ja, der har vi især det kirkelige fællesskab, som forhåbentligt er åbent og imødekommende – uanset hvor man er henne i sin sorg. Fordi vi i kirken hjælper på vej som den barmhjertige samaritaner i historien hos Lukas. Vi følger et stykke ad vejen, hjælper med at komme videre.

Men vi er der ikke for at overtage hele ruten, men for at blive i stand til at fortsætte på egne ben. Men allerførst, når man er lagt ned af sorgen, så skal man bruge de andre til at rejse sig og komme videre. Det er ideen i det kirkelige fællesskab – og det skal vi hele tiden forbedre.