De 10 vigtigste ting i middelalderens teologi

Nadverlæren, antallet af sakramenter og samspillet mellem tro og fornuft. I middelalderens teologi blev kirkens lære fastlagt. Et af de vigtigste redskaber var den græske filosofi

 1. Den gregorianske reform har navn efter pave Gregor VII (1073-85). Gregor bestemte, at præster ikke måtte være gift - og valg til kirkelige embeder skulle finde sted indenfor kirkens selv uden indblanding fra fyrsters og stormænds side. Hidtil havde man taget let på præsteægteskaber, og fyrster og konger havde hidtil haft afgørende indflydelse på valg af præster og biskopper. Men intet måtte nu binde de gejstlige (præster, biskopper) til det almindelige samfund. De gejstlige skulle udgøre en egen, afsondret, hellig stand. Reformen udløste naturligvis konflikter mellem pave og kejser.
 
2. Tro og fornuft er ikke i modstrid med hinanden. Men det, som troen opfatter kan også forstås af fornuften. Derfor skal teologien bruge filosofiens og logikkens grundregler. ”Jeg tror for at forstå”, sagde Anselm af Canterbury (ærkebiskop 1093 – 1109).

3. Gudsbeviser. Thomas Aquinas (1274 - 75) mente, at det ad fornuftens vej var muligt at nå til en erkendelse af Gud. Her gælder forholdet mellem årsag og virkning, nemlig at man ud fra denne verdens orden kan slutte sig til ophavsmanden eller skaberen. At Gud er treenig kan man imidlertid kun se gennem åbenbaringensom den fremgår af Bibelen.
 
4. Den objektive forsoningslære blev formuleret af ærkebiskop Anselm. Anselms spørgsmål er: Hvorfor blev Gud menneske? Og svaret: Fordi menneskets syndighed krænkede Guds ære. Men kun Gud kan bringe en forsoning i stand. Og det gjorde han ved at blive menneske i Kristus, og gennem sin frivillige død i menneskets sted opvejede han menneskets synder.

5. Den subjektive forsoningslære blev fremsat af Abelard (1079 – 1142). Ifølge Abelards tankegang er Kristi død blot frelsende ved, at den vækker menneskets genkærlighed. Igennem kærligheden til Kristus som frelseren ser mennesket sig tilgivet.

6. Nadverlæren. Ved et kirkemøde i Laterankirken i Rom 1215 blev læren om brøds og vins forvandling til Jesu legeme og blod stadfæstet. Brøds og vins substans eller ”væsen” bliver ved indvielsen (konsekrationen) forvandlet, mens elementerne beholder smag, lugt og udseende. Læren blev kaldt transsubstantiationslæren.

7. Guds nåde er Guds vilje til at ville frelse mennesker, dvs. Guds kærlighed til mennesker, hvormed mennesket tilgives og udrustes til de gode gerninger, hvormed mennesket kan gøre sig fortjent til frelsen. Kirken anviste, hvilke gerninger der gav aflad, dvs. tilgivelse for begået synd
 
8. Sakramenterne antal sættes til syv: Dåb, konfirmation, bod, nadver, den sidste olie, ægteskab og ordination. Sakramenterne bestemmes som de kanaler, hvorigennem Guds nåde formidles til mennesker.

9. Imitatio Christi, det vil sige livet i Kristi efterfølgelsen. Kirkens helgener havde haft et liv i Kristi efterfølgelse og gennemgået lidelse og død for deres tro. I øvrigt var det munkelivet, hvor man gav afkald på al ejendom og gik i kloster for at leve i fuld koncentration om Gud. Og så var også korsfareren, der afgav løfte om at befri Jerusalem, lod korset sy på sin dragt og viede sig til en religiøs opgave.
 
10. Mystikken udviklede sig i løbet af middelalderen. Gud ses som på én gang det ophøjede over alt og som det inderste i alt. I sin sjæl har mennesket en gnist af Guds eget væsen. Gennem dyb bøn og askese har mennesket mulighed for at forene sin sjæl med Gud.