De ti vigtigste ting i middelaldermenneskets kristentro

Synd spillede en vigtig rolle i middelaldermenneskets tro. Der blev skelnet mellem tilgivelige synder og hovedsynder. I det folkelige sprog blev hovesynder til ”dødssynder”. Man talte syv dødssynder: hovmod, misundelse, vrede, dovenskab, begærlighed, fråseri, og skørlevned.

Hvilke ting i kristendommen var mennesker i middelalderen mest optaget af? Og var der helt overensstemmelse mellem kirkens teologi og det almindelige menneskes kristentro? Vi prøver at se på , hvad der var vigtigst for middelalderens mennesker.

De fleste tænker på middelalderen som en tid, hvor kirke og kirkens folk havde stor magt i Europa. Konge, biskop og ridder er figurer, de fleste forbinder med Europa i tiden før reformationen. Men hvordan var egentlig det middelalderlige menneskes religiøsitet og tro?

1. Kirkebygningen. Med kristendommen kom kirkebygningen. Ved biskoppens indvielseshandling, hvor der blev stænket vievand på kirkens vægge, blev kirken et helligt sted. I kirkens rum blev sakramenterne forvaltet til menneskets frelse.

I den indviede jord omkring bygningen stedtes man til hvile for at vente på opstandelsens morgen. Og man mente, at der fra kirkebygningen udgik den kraft, der sikrede markerne frodighed, frugtbarheden blandt mennesker og dyr, samt freden og trygheden i samfundet.

2. Messen (dvs. gudstjeneste) var centrum for det religiøse liv. I messen gentog man det offer, som Jesus med sin død havde bragt for menneskene. Messen skabte dermed forsoning mellem Gud og mennesker og mennesker imellem. Der blev også læst messer ved begravelser og for årsdagen for den afdøde. Det kaldtes sjælemesser.

3. Synd. Der blev skelnet mellem tilgivelige synder og hovedsynder. I det folkelige sprog blev hovesynder til ”dødssynder”. Man talte syv dødssynder: hovmod, misundelse, vrede, dovenskab, begærlighed, fråseri, og skørlevned. Fra disse ”dødssynder” udsprang alt ondt, også de dagligdags synder. Således havde den egentlige synd havde sit udspring ophav i menneskets indre, i dets tanker og lyster..

4. Skriftemål. I løbet af middelalderen bliver kristentroen mere og mere individualiseret og dermed stiger angsten for fortabelsens mulighed. Derfor skal de individuelle synder skriftes, og der skal gøres bod.

Det begynder med et ”tarifsystem”, hvor forskellige ugerninger skal sones med så og så meget bøn, faste og almisse. Og det udvikler sig til det individuelle skriftemål, hvor man hos sin præst bekender både sine begåede og formodede synder. Kirken krævede efterhånden mindst et årligt skriftemål, men mange søger nu skriftemålet langt oftere. I den sene middelalder var det ikke ualmindeligt med et ugentligt skriftemål.

5. Afladen vokser ud af det problem, om der nu også i sundsbekendelsen elelr skriftemålet er taget højde for alt!

For hvad nu hvis den troende havde skriftet alle sine synder og fået kirkens tilgivelse med dertil hørende bodshandlinger, men vedkommende dør inden boden er udført? I den senere middelalder udvikles den tanke, at kirken her kan komme til hjælp ved at udsted et afladsbrev, dvs. et "garantibevis" for, at man nu har fået tildelte en flig af de gode gerninger, som kirken selv havde som en skat i himlen.

6. Helgener. Dyrkelsen af martyrer og hellige personer havde stor plads i oldkirken, men tager et opsving i middelalderen. Ikke mindst i det personlige fromhedsliv får helgener en stor plads.

Med deres ”ekstraordinære” gode gerninger havde de skabt en skat i himlen, som kirken havde rådelighed over. Men ikke mindst havde helgener betydning som forbilleder og som pga. deres nærhed til Gud kunne gå i forbøn for det enkelte menneske.

7. Relikviedyrkelse, det vil sige dyrkelse af en helgens jordiske rester eller genstande. Karakteristisk for middelalderens religiøsitet er, at det knytter det hellige til noget konkret, det være sig en genstand eller et bestemt sted. Det hellige blev derfor koncentreret i relikvier, helgenbilleder og de altre, der var indviet til den pågældende helgen.

8. Pilgrimsrejser. Man valfartede til de steder, der var knyttet til den enkelte helgen. Man drog på pilgrimsrejse til Det hellige Land, Rom med apostlen Petes grav, til Santiago de Compostela, hvor Jakob var begravet eller til den hellige Olavs grav i Nidaros osv. En stærk drivkraft i pilgrimsrejserne var den aflad, man derved kunne opnå.

9. Mariadyrkelsen. Maria var i middelalderen den mest populære figur i det religiøse univers. Hendes festdage, dvs. festen for hendes undfangelse, fødsel og optagelse til himlen var de mest besøgte. Hun var den, der gik i forbøn for én og var dermed alles sjæles trøst.

10. Døden. Angsten for døden og for sjælens skæbne efter døden bliver et centralt problem op gennem middelalderen. Det førte til forestillingen om Skærsilden - nemlig det sted, hvor de sjæle, der har gjort sig fortjent til frelsen, skal renses, inden de kan gå ind i Himmeriget.

Tanken slår for alvor igennem i den sene middelalder og accepteres så af kirken ved et koncilium i 1439. Skærsildstanken udvikledes som en løsning på problemet, hvad der skete med en synder, der ikke havde nået at gøre bod, før døden indtraf.