Ikoner skabte strid i Det byzantiske Rige

The Archangel Michael, by Andrei Rublev or Andrej Rubljov (1360-1430), painted between 1410 and 1420, Icon. ...

Andrej Rublev (1360- 1430) malede dette ikon over ærkeenglen Michael. Ikonet kan ses i Moskva på "Gosudarstvennaja Tretjakowskaja Galerja" Foto: Scanpix

Ikoner er i den ortodokse kirke et vindue til den åndelige verden, gennem hvilket den troende kan møde Gud. Tidligere har ikoner været årsag til konflikt og forfølgelser

Vi har netop overstået pinsens fejring af den kristne kirkes fødselsdag. "Den kristne kirke" består i dag af mange forskellige kirkeretninger med forskellige tilgange til vigtige spørgsmål som nadver og sakramenter.

Men i Det byzantiske Riges tidlige kirke gav også spørgsmålet om ikoner anledning til voldsom konflikt og gav anledning til det, vi i dag kalder "den ikonoklastiske strid":

Ikonets oprindelse og symbolik

Ordet "ikon" er blot det græske ord for "billede". Kristne afbilleder enten et ansigt, en person eller en scene, og det er oftest Kristus, jomfru Maria eller kirkens helgener. Ikonet inviterer den der betragter det til tilbedelse og til et møde med en virkelig person - ikke blot et billede. 

Læs også: Tre ikoner af Jesu fødsel 

Ikonerne er en central del af alle ortodokse kirker. Forrest i kirkerne foran alteret, er der oftest en væg fyldt med adskillige store ikoner, som kaldes "ikonostasis". De bidrager i høj grad til den mystiske dimension af den ortodokse religiøsitet. 

Islam og det kristne rige

Ikonerne har gennem tiden været centrum for flere stridigheder. Den første fandt sted i det 8. årh. e.kr.

I 600-tallet blev Det Byzantinske Rige stærkt truet af den nye religion, islam, som var i hurtig vækst og udbredelse. Muslimerne indtog på kort tid Damaskus, Antiokia og Jerusalem, som alle var store og væsentlige byer i Det Byzantinske Rige, hvor Konstantinopel (det nuværende Istanbul) var hovedstad. I år 650 havde islam allerede indtaget to tredjedele af Det Byzantinske Riges områder. 

De byzantinske kejsere beskyldte blandt andet ikonerne for den tilbagegang, de oplevede. Muslimer lavede ikke afbilleder af Gud, som de ortodokse billedmalere gjorde, og derfor troede nogle af de byzantiske kristne, at ikonerne var skyld i, at Gud ikke var på deres side. De begrundede deres frygt i det bibelske forbud mod afguder. Herfra stammede forestillingen om, at man hverken kunne eller måtte forsøge at rumme det guddommelige i et billede. 

Læs også: Ikoner er et hit hos katolikker

Kejser Leo III konkluderede, at han måtte udrydde alle ikoner for at vinde Guds gunst og velvilje tilbage. Han beordrede i 726 udslettelsen af ikoner, og forbød produktionen af flere ikoner, samt en forfølgelse af de kristne som støttede op omkring ikonerne.

De, som støttede op om ikonerne, argumenterede derimod for deres berettigelse med, at det guddommelige var blevet synligt ved Jesu inkarnation, og at det derfor alene var det synlige, og ikke det usynlige og forbudte, de portrætterede. De betragtede ikonerne som et vindue ind i himlen.
 
Johannes af Damaskus (675-749 e.kr) var den vigtigste forsvarer af ikonerne. Han var opvokset i et muslimsk miljø, og havde sit virke i arabisk territorium hele sit liv. Her kom ikonoklasmen (billedødelæggelse) til udtryk i et edikt af den muslimske kalif i Damaskus, Yasid 2., der i 722-723 beordrede udslettelsen af kors og andre kristne billeder og symboler.

Foruden at samle ikon-tilhængere under en fælles front med argumentet om Guds frivillige inkarnation, påpegede Johannes af Damaskus også forskellen på ære og tilbedelse: Man kan ære mennesker og ikoner, men tilbedelse er forbeholdt Gud alene.  

Udrensningen af ikonerne

Læs også: Ikoner kan være en stor hjælp i bønnen 

Men forbuddet mod ikoner varede indtil 787, og denne forbudsperiode kaldes "den første ikonoklasme".  

Forbuddet ophørte i 787 ved et kirkekoncil i Nikæa, hvor ikonerne blev accepteret. Koncilet blev indkaldt af kejser Leo III's efterfølger, Konstantin VI. Johannes af Damaskus' argumentation for ikonerne og deres brug var afgørende for beslutningen.
 

Det betød imidlertid ikke, at krigen var afsluttet. Allerede år 814-842 fandt endnu en forbudsperiode sted med forfølgelse af ikon-tilhængere, og krigen blev først endeligt tilendebragt under kejserinde Theodora 2. i år 843. 

Ikonoklasme i Danmark

Med reformationen opstod også en ødelæggelse af de billeder, som på det tidspunkt fandtes i de katolske kirker i Danmark. Ikonoklaster trængte ind i disse kirker og ødelagde billeder af blandt andet helgener. På den måde mente de at rense kirkerne og gøre dem klar til, at de nu skulle bruges som protestantiske kirker. 

I nyere tid er kritikken af Kurt Westergaards tegninger af profeten Muhammed, og i samme forbindelse afbrændingen af Dannebrog, også et udtryk for en ikonoklasme, som skyldes Koranens forbud mod at afbilde Profeten.