Hvad betyder det, at folkekirken er grundtvigsk?

Mange præster og folkekirkemedlemmer kalder sig i dag ”grundtvigske”. Men hvad mener de med det? Er det blot for at sige, at de ikke er missionske? Vi ser på folkekirkens ”grundtvigske” indhold

Når vi taler om folkekirken, taler vi ofte om den grundtvigske arv. Biskopperne og mange præster, menighedsråd og ikke mindst medlemmer identificerer sig med det grundtvigske. Men hvad betyder denne arv reelt i dag? Og er det virkelig Grundtvigs kirkesyn og kristendomsopfattelse, der dominerer folkekirken?

Èn af Grundtvigs bedrifter var at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg vide, at kristendommen er sand?

I hans samtid i begyndelsen af 1800-tallet eksisterede stort set kun to mulige svar. Det første var bibelfundamentalismens svar: "Selve det skrevne ord i Bibelen er Guds ord og dermed sandt." Dernæst havde pietismen et lidt andet svar: "Selve den religiøse oplevelse er beviset på sandheden."

Men Grundtvig kom til en helt tredje konklusion: Han mente, at selve den kendsgerning, at den kristne menighed har været samlet om dåb, nadver og forkyndelse gennem 1800 år udtrykker i en troens kraft. Altså er Kristus til stede i ordet og sakramenterne, altså er kristendommen sandhed.

Derfor er gudstjenesten i centrum af Grundtvigs kristendomsopfattelse. Gudstjenesten er nemlig det særlige mødested mellem Gud og mennesker. Vi bliver involveret med krop, sind og hjerte. Her får mennesker en anden tids- og rumfornemmelse, og bliver så at sige sat ind evighedens rum, hvilket tydeligt kommer til udtryk i hans salmer som f.eks.: ”Denne er dagen, som Herren har gjort… Op han dag lukked Himmerigs port” (Den Danske Salmebog nr. 403).

Grundtvig ønskede frie menigheder og sogne

Grundtvig krævede kirkelig frihed. Da vi med Grundloven i 1849 fik defineret kirken som en evangelisk-luthersk folkekirkemente Grundtvig, at friheden ikke var konsekvent nok. Alene det at kalde folkekirken ”evangelisk-luthersk” var for ham en indsnævring. Han argumenterede for den enkelte menigheds frihed til eget præstevalg og til selv at definere sin gudstjeneste. Folkekirken som sådan skulle blot være en rammeordning, der sikrede præsters forkyndelsesfrihed og menighederne egen frihed til udfolde et udfolde det kirkelige liv.

Han var altså imod både en statskirkeordning og en selvstyrende kirke med en central ledelse i form af kirkeråd eller synode, der ifølge ham blot ville føre til en uniformering og ensretning i kirken. Nej, kirken skulle være præget af de samme forskelligheder og modsætninger, som der nu en gang var i folket. Konkret blev der på Grundtvigs initiativ indført en lov om sognebåndsløsning, det vil sige vælge en anden præst og et andet sogn til, og en valgmenighedsordning.

Hvilken rolle spiller det grundtvigske i folkekirken?

Hvad er så det grundtvigske i folkekirken? Flertallet af landets biskopper betegner sig som grundvisk orienterede. Det er også tydeligt, at det grundtvigske syn på gudstjenestens styrke og betydning præger folkekirkens præster. Mange præster deltager i menighedsrådenes arbejde for gennem aktiviteter og arrangementer at give sognet sin egen profil og lade det folkelige og det kirkelige liv supplere hinanden i en menighed.

Grundtvigs frihedsopfattelse kommer desuden særligt til udtryk i skellet mellem det ”indre” og ”ydre" i kirken. Folketing og ministeriet sørger for kirkens rammer, men blander sig ikke i kirkens ”indre” liv. Præsterne har forkyndelsesfrihed.

Alligevel er der ”overlapninger” mellem det indre og det ydre. Da Folketinget vedtog en lov om homoseksuelle ægteskaber måtte folkekirkens biskopper rette ind og udarbejde et kirkeligt ritual for vielse af homoseksuelle, fordi kirken som vielsesmyndighed må følge ægteskabslovgivningen. Når præster udtaler sig i modsætning til det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, kan biskoppen som tilsynsmyndig indstille til afsked. Spørgsmålet er, om det ikke er i strid med Grundtvigs eget frihedssyn?

For Grundtvig anerkendte, at folkekirken grundlag var i ”kristendommens ånd”, men han mente også, at Grundlovens beskrivelse bandt sine medlemmer til bekendelsen af den lutherske kristendomsforståelse og inddelte kirken i sogne, som man med sin adresse tilhørte og var bundet til.

Det betød, at Grundtvig også kritiserede den fælles gudstjenesteordning ved og de fælles ritualer ved kirkelige handlinger som dåb, nadver, konfirmation, bryllup og begravelse, samt det kirkelige tilsynsembede, nemlig biskopperne og øverst et ministerium, der fungerer som præsternes arbejdsgiver og et folketing, der lovgiver for kirken.

Folkekirkens fløje er ikke helt enige om det grundtvigske

Organisationen ”Grundtvigsk Forum” har til formål at skabe rammer for en debat om forholdet medlem kirke og folkelighed, kultur og samfund, herunder ikke mindst forholdet mellem kirke og skole. Grundtvigsk Forum mener, at der skal der være højt til loftet og plads til uenighed i folkekirken og at kirkens rummelighed er afgørende for grundtvigianismen.

Men der er også modstand mod og en kritik af folkekirkens rummelighed. Indre Mission har fra sin første begyndelse kritiseret de grundtvigske for deres positive syn på det folkelige og kulturens ytringer. Alt i alt markerer kirkens højrefløj sig i de seneste årtier stærkt i en oprustning af bibel- og bekendelsestroskab, der eksempelvis giver sig udtryk i modstand mod kvindelige præster og vielse af homoseksuelle. For også stemmer fra den grundtvigske højrefløj, der vil understrege, at klassisk kristendom, sådan som den kommer til udtryk i kirkens bekendelsesskrifter, skal være kirkens grundlag.

Højrefløjen er præget af et frit menighedsbegreb. Især yngre generationer har valgt at benytte den grundtvigsk inspirerede valgmenighedslov eller har dannet frikirker.

Kilde: Grundtvigsk Forums hjemmeside: www,grundtvig.dk