Skovsgaard: Du har det, der skal til for at blive en god biskop
Besøg hos præster og menigheder viser dig glæder og udfordringer i de lokale kirker, skriver biskop Steen Skovsgaard til Henrik Wigh-Poulsen, der søndag bliver bispeviet i Aarhus
Kære Henrik
Kristendom.dk har bedt mig om at give dig tre gode råd som ny biskop. Jeg vil godt prøve at lege med, selvom det er lidt kejtet at give gode råd her på denne måde.
Men jeg kan da i hvert fald fortælle dig, hvad der har haft betydning for mig som biskop. Og måske kan du bruge noget af det.
Da jeg blev biskop i 2005, fik jeg foræret et omfattende værk med titlen: ”Sjæleskat” af Christian Scriver. Det er en gammel bog fra 1888 – udgivet første gang i 1675. Jeg tænkte, at den nok ville komme til at samle støv, men i stedet begyndte jeg at læse i den og blev så grebet, så jeg næsten dagligt i årenes løb har læst et lille afsnit fra denne gamle prædikensamling.
Den har været både meget inspirerende og udfordrende.
Faktisk har jeg valgt nu at udgive en lille bog med en samling af citater fra Scrivers: ”Sjæleskat”. Den skal udkomme i begyndelsen af september, og jeg håber at kunne nå at forære dig et eksemplar til bispevielsen, og at den må kunne være til inspiration. Ved siden af bibellæsningen er en sådan ”Sjæleskat” god at hente daglig opmuntring og inspiration fra.
Noget af det første, jeg gjorde som biskop, var at nedsætte to forskellige stiftsudvalg.
Det ene udvalg var en teologisk tænketank bestående af cirka 12 præster og menighedsrådsmedlemmer med vidt forskellig teologisk observans. Vi mødes hvert kvartal for at drøfte teologiske emner og spørgsmål. Det har været, og er stadig, utroligt givende, og disse samtaler har været med til at styrke det teologiske fundament og holde den teologiske inspiration og samtale levende.
Det andet er innovationsudvalget, som drøfter forskellige nye kirkelige initiativer. Det har været, og er også stadig, et uvurderligt forum til drøftelse af nye, store, gode, skæve og spændende idéer og tanker inden for det kirkelige liv. Her drøfter og overvejer vi grundigt og udvælger de idéer, forslag og initiativer, som vi har lyst til at bære videre og give vinger. Disse to udvalg har tilsammen været inspiration for Lolland-Falsters Stifts motto: Ex contemplatione innovatio. Fra fordybelse kommer fornyelse.
Jeg har i årenes løb gjort meget ud af at besøge præster, menigheder, kirker og sogne, og jeg kan roligt sige, at det er noget af det mest givende og vigtige i bispegerningen.
Her mødes vi i øjenhøjde, her møder du glæden ved at være lokal folkekirke, her ser du problemerne, udfordringerne og glæden og stoltheden ved arbejdet og det kirkelige liv. På sådanne visitatser er der mulighed for at drøfte forholdene grundigere, og du kan være med til at inspirere - alene ved at fortælle, hvordan du har set og oplevet, hvad man gør andre steder.
Du er dig - og du har alt det, der skal til for at blive en god biskop.
Gud i vold!
Steen Skovsgaard
Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falster Stift.