Helgener

Reformationen: Luther gjorde op med middelalderens kendte og elskede helgener

Under Reformationen blev de fleste helgenbilleder fjernet i landets kirker. Men deres navne er bevaret mange steder. Eksempelvis Vor Frue Kirke tager navn derefter. Foto: Nima/ritzau

Før Reformationen var helgener elskede i Danmark. Men Luther mente, at helgener skabte en unødvendig distance mellem mennesker og Gud. Det blev deres afsked

Du kender fejringerne Santa Lucia, Mortensaften og Sankt Hans. Nogle af katolicismens helgener lever stadig i dagens Danmark. Men hvilken rolle har de haft i den protestantiske kristendom?

Inden Reformationen var historierne om helgener bredt kendt blandt den kristne befolkning i Europa. Faktisk var de endnu mere kendte end de bibelske skrifter. De indeholdt spænding og drama, der tiltalte folk. Luther selv bad efter sigende til Sankt Anna, da han under en ridetur i tordenvejr troede, at han skulle dø.

Men som reformator forholdt Luther sig særdeles kritisk til helgener.

Reformatoren Luther mente, at en helgen var en unødvendig mellemmand

Reformatoren Luther kritiserede katolske helgener, fordi han mente, de var et mellemled, der distancerede mennesker fra Gud. Han fremhævede i stedet Guds ord og de to sakramenter, dåb og nadver, som det vigtigste.

Ifølge Luthers ligesindede lignede helgenkulten mere afgudsdyrkelse end noget andet. Luther og hans følgere mente ikke, at mennesker kom tættere på Gud ved at bede om forbøn hos en eller flere mellemmænd. Han mente, at det skabte en større distance i menneskets gudsforhold. Luther anså dem som et menneskeligt påfund. For Jesus Kristus var, og er, ifølge Bibelen den ubetinget efterfølgelsesværdige. Bibelen nævner ikke noget om helgendyrkelse, påpegede Luther.

I oldkirketiden var alle kristne som sådan kategoriseret under en hellig status. Senere fulgte martyrerne, som døde for og i den kristne tro. Og i middelalderen fulgte helgendyrkelsen med helgener som led mellem himmel og jord.

Tidligt fremtrædende kritikere af katolicismen mente, at ingen mennesker er åndeligt ophøjet andre. Helgener var ikke hellige, fordi de blot var mennesker. Om de døde for deres tro eller ej, ændrede ikke på det forhold, at de ikke kunne stå i stedet for Gud. Luther mente, at martyrdøden ikke var noget, der kunne bære menigheden i sig selv.

Luther medgav dog, at alle de afdøde troende kristne sad ved Guds side i himlen, men samtidig at vi ikke kunne være sikre på, at de bad for menneskene på Jord. Men det betyder ikke, at man ikke kunne lære noget af dem. De havde trods alt talt Guds ord.

Helgenerne fosvandt næsten med Reformationen

I dag spiller helgener ikke den store rolle i den lutheranske kirke. De blev affejet af Luther og hans følgere under Reformationen. Jomfru Maria fødte Guds søn, men hvor hun for katolikker er et menneske, der blev født uden arvesynd, er hun blot et menneske for protestanter. Det var det personlige gudsforhold og den direkte kommunikation med Gud, der skulle udøves, ifølge Luther.

Det er det for så vidt også den dag i dag.

I løbet af Reformationen blev de fleste helgenbilleder fjernet fra kirkerne. Men navnene på en masse kirker har vi stadig fra katolicismen, deriblandt Vor Frue Kirke, der muligvis er den mest kendte. Helgener kom til at spille en aftagende rolle for protestanter frem til år 1600.

I dag er den lutherske kirke som oftest udsmykket med et krucifiks, billeder og/eller anden kunst. Den reformerte kirke, der langt hen ad vejen ligner den lutherske kirke, er ofte så lidt udsmykket som muligt – stik modsat den katolske – for at understrege, at det er Guds ord, der skal høres. Dog gør man absolut ikke det store ud af statuer og billeder af helgener, som vi ser det i den katolske kirke.