Hvem er Præmonstratenserordenen?

Børglum Kloster var oprindeligt beboet af en munkeorden, der i 1120'ernes Tyskland blev grundlagt af en omvendt adelsmand. Bliv klogere på Præmonstratenserordenens historie her

Nordjyske Børglum Kloster tilhørte en munkeorden, der tiltrak den middelalderlige adels sønner og døtre.

Munkeordenen havde det knap så mundrette navn Præmonstratenserordenen, og her boede munke og nonner dør om dør og søgte at leve, som oldkirkens medlemmer havde gjort det. I Danmark var Børglum Kloster ordenens hovedsæde og centrum.

Sankt Norberet blev omvendt og skabte munkeordenen

Ordenen blev skabt af den tyske ridder Sankt Norberet. Han blev født ca. år 1080 i en adelsfamilie i byen Xanten i Nordrhein-Westfalen. Som en af de yngre sønner i familien kunne han ikke arve farens besiddelser, og som så mange andre riddersønner uden arv gik han i kirkens tjeneste. Selvom han kun beklædte en underordnet stilling i kirken, færdedes han ved det lokale fyrstehof, hvor han nød et ubekymret og priviligeret liv.

Det fortælles imidlertid, at han en dag (vistnok år 1115) på en ridetur kommer ind i et uvejr. Et lyn slår ned for fødderne af hans hest. Den stejler og slår ham af. Følelsen af, at døden er ham nær får ham til at omvende sig og lade sig præstevie. Historien er tydeligt nok en parallel til historien om Paulus` omvendelse på vejen til Damaskus.

Norbert kaster sig nu ud et støre reformarbejde. Han vil føre kirken tilbage til oldkirkens idealer. Norbert giver nu afkald på alt, hvad han ejer og deler det ud til fattige. Men han møder modstand fra gejstligheden i Xanten, der anklager ham for at prædike uden tilladelse og for at være en hykler. Han opsøger pave Gelasius II, som netop opholdt sig i Frankrig. Paven giver ham brev på, at han kan prædike frit.

En ny og from munkeorden spreder sig hurtigt i Europa og til Danmark

Norbert bliver nu vandreprædikant, det vil sige en omvandrende præst, og han får især stor virkning i Nordfrankrig. I 1120 grundlægger han et fællesskab af præsteviede munke, såkaldte regularkanniker. Den nye orden tog navn efter det sted, hvor det første fællesskab opstod, nemlig Prémontré-dalen i Nordfrankrig. Måske spillede betegnelsen også på det latinske ”præmonstrare” = at vise forud. Ordenen spredte sig hurtigt, mens Norbert fortsatte sin virksomhed som vandreprædikant.

I 1126 blev han valgt som ærkebiskop i Magdeburg, og hans karriere fortsatte imidlertid med, at den tysk-romerske kejser Lothar II udnævnte ham som kansler for Italien. Norbert døde allerede i 1134. Men i de få år, hans munkeorden havde virket, var præmonstratenserne nu spredt ud over Frankrig og Tyskland. I 1150 førte ærkebiskop Eskil præmonstratenserordenen til Norden.

Det kan meget vel være cistercienseren Bernhard af Clairvaux, der har anbefalet præmonstratenserne til sin nære ven, den danske ærkebiskop Eskil. I første omgang blev der grundlagt klostre i Skåne. Til disse klostre kom munkene direkte fra Prémonstrè. Et stort kloster blev anlagt i Børglum med munke fra det tyske kloster i Steinfeld, Sachsen. Herfra blev der lagt et nonnekloster i Vrejlev ved Vrå i Vendsyssel.

Præmonstratenserorden blev hurtigt en af overklassens mest populære ordner, og der blev oprettet ca. 500 præmonstratenserklostre i Europa. Præmonstratensere, der kom til Børglum Kloster, blev bestemt regnet for at høre til den europæiske gejstligheds elite.

Præmonstraterordenen havde klostre for både munke og nonner

Norbert indretter sin orden efter kirkefaderen Augustins regel med anvisninger på fælles tidebønner, arbejde, næstekærlighed, stilhed, fastetider og afholdenhed fra at spise kød, ost, mælkemad og æg. Han ønskede at komme så tæt som muligt på den livsmåde, som de første apostle havde. Norberts egen klædning i ubleget uld blev forbilledet for ordens hvide klædning, som præmonstraterne bar.

Et særpræg for ordenen var oprettelsen af dobbeltklostre med afdelinger for henholdsvis nonner og munke. Ofte belv præmonstratenserne benævnt korherrer og tilsvarende hed nonnerne korfruer. Ved optagelsen, som afsluttede en 1-2 årig prøveperiode, skulle der aflægges livslangt løfte om et liv i fattigdom, fællesskab, afkald på ægteskab og lydighed mod klosterets regler og dets leder. Ud over tilknyttede nonneklostre kunne præmonstratenserordenens klostre også omfatte en tredje afdeling af lægfolk, som blot skulle overholde visse fromhedsregler.

Optagelsen i munkeordenen krævede præstevielse, og ved bønner og studium skulle munkene dygtiggøre sig til prædikeembedet for at vække og oplyse de dorske og uvidende og bremse kætteri. Klostrene blev styret af abbeder - eller en provst, hvis fællesskabet udgjorde en gruppe præster eller kannikker ved en domkirke, det vil sige et domkapitel. Selve ordenen hørte direkte under paven.