I middelalderen havde man masser af festlige helligdage
Har du hørt om Valborgsbål, Skt. Olavs-marked og Mikkelsdag? Måske ikke, men hvis du var født i middelalderen, ville du sikkert være trukket i stadstøjet og mødt op på landsbyens torv for fejre de tre små højtider
Du kender sikkert myten om, at Struensee, Christian den VII's berømte livlæge, sløjfede en masse halve helligdage og samlede dem under ét - Store bededag.
Selvom den historie ikke er helt sand, er det rigtigt, at reformatoren Struensee "slettede" ikke mindre end elleve helligdage fra kalenderen. En af årsagerne er, at han i oplysningstidens ånd var opmærksom på arbejdets nytteværdi, og de mange helligdage førte for megen slendrian og munterhed med sig.
Mariadage fyldte året
Men allerede inden Struensee var antallet af helligdage noget lavere end før reformationen i 1536. I middelalderens katolske Danmark var der endnu flere helligdage.
Mange af dem handlede om Maria, Jesu Moder, hvorom der ved middelalderens slutning var skabt en decideret Maria-kult med dyrkning af Den Hellige Jomfru med rosenkrans, AveMaria-bønnen og et væld af blomster på hendes eget alter, der den dag i dag altid findes i venstre side af en katolsk kirke.
Så udover Maria Renselsesdag/kyndelmisse 2. februar, Maria Bebudelsesdag 25. marts og Maria Besøgelsesdag 2. juli var der Maria Himmelfart 15. august og Maria Fødselsdag 8. september for bare at nævne de vigtigste. Lokalt har man også fejret jomfru Maria på andre dage, også fordi mange kirker var indviet til hende.
Knud Larvards dag
Men også andre dage har været hellig- og mærkedage i den katolske middelalder i Danmark.
Én af de vigtigste var Knud Lavards dag 7. januar. Knud Lavard var et muligt kongsemne i Danmark, da han blev myrdet af sin fætter netop 7. januar 1131 i skovene ved Haraldsted sø tæt på Ringsted. Byen blev senere Valdemarernes by, da Knud Lavards egen søn Valdemar endte med at blive konge af Danmark. De fleste kender ham under hans tilnavn Valdemar den Store. Han sørgede for, at faderen blev helgenkåret i 1170 og endda udråbt til Sjællands værnehelgen.
Igennem hele middelalderen holdt man derfor messer på denne dag – mest storslået i Ringsted, hvor man også gik i procession ud til det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet, og hvor der blev bygget et særligt kapel til hans ære.
Kapelruinen er der endnu, og katolikkerne har i vores tid igen messe i Haraldsted, både 7. januar og den første weekend i juli, hvor der også gås pilgrimsvandring ud til kapelruinen.
Valborgsfejring
To sammenhængende dage, nemlig d. 30. april og d. 1. maj, kaldtes Valborgsmesse og Valborgsdag. Valborg eller Valpurgis var en engelsk kongedatter, der levede i 700-tallet, og som valgte rigdommen og magten fra til fordel for et liv som kristen. Ifølge folketroen havde Valborg derfor også kraft til at beskytte mod trolddom og hekse, og netop derfor fejrede man hende med de bål, som var gode til at holde det onde væk.
Hendes helgendage falder også sammen med forårets komme i Norden, så Valborg-fejringen her kom også til at handle om at bede om beskyttelse af afgrøden og om en god sommer.
Summa summarum blev Valborg fejret med store fester, hvor man for en stund kunne slippe det hårde arbejde i mark og eng. Valborgsbålene er næsten helt væk i Danmark idag, men overalt i Sverige flammer de endnu om aftenen d. 30. april som en hilsen til foråret.
Skt. Olavsdag
Når høsten står for døren, bliver det Skt. Olavsdag, som er d. 29. juli. Dagen har navn efter Skt. Olav, der var Norges første kristne konge og som blev fordrevet og dræbt i slaget ved Stiklestad d. 29. juli 1030. Kort efter blev han helgenkåret – og berømt i en grad, så der overalt i Norden blev afholdt mange Skt. Olavsfester og Skt. Olavs-markeder, hvor man inden høstens hårde slid kunne mødes og muntre sig.
Antallet af handlende var nemlig altid stort, men i Nidaros i Norge, hvor Skt. Olav lægger begravet, var antallet af pilgrimme mindst ligeså stort. Nidaros i Norge danner i øvrigt igen i vor tid rammen om et Skt. Olavs-marked, som afholdes helt i middelalderens ånd.
Mikkelsdag
Høsten er – eller skal gerne være - slut, når det bliver 29. september og Mikkelsdag. Dagen forsvinder heller ikke med reformationens komme. Tværtimod kan man næsten sige, at dagen endda også overlever Struensees helligdagsreform, hvor dagen ellers ophører med at være helligdag.
Men menneskene – selv i vore dage – holder stadig høstfester og høstgudstjenester for at takke for føden. Dengang i middelalderen har det bare været endnu mere dybfølt, da en god eller en dårlig høst reelt kunne betyde forskellen på liv og død, for især de gamle, de små og de svage.
Allesjælesdag
Endelig har man i middelalderen holdt Alle Sjælesdag d. 2. november. Dagen, som stadig er en stor dag i den katolske kirke, handler om at bede for alle de døde sjæle og deres frelse. Dagen skal ikke forveksles med Alle Helgensdag, som er d. 1. november – og som er sådan en slags fælles helligdag for alle de helgener, der ikke har deres egen helgendag i løbet af året.
I folkekirken har man bevaret Alle Helgensdag - og ikke Alle Sjælesdag - til trods for at helgenernes rolle her er meget lille – og at dagen mest bruges på de afdøde. Det kan godt virke paradoksalt.