Og initiativprisen går til ...

Chefredaktør Erik Bjerager overrækker Kristeligt Dagblads Initiativpris til Janus Maigaard, stifter af C. A. R. Janus Maigaard føler, prisen er et kæmpe skulderklap til hans arbejde med socialt belastede unge. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Et lille kirkeligt projekt, der reparerer biler for mindrebemidlede, vinder Kristeligt Dagblads Initiativpris

Opbakningen har været overvældende. Mere end 160 forskellige kirkelige initiativer meldte sig til konkurrencen om Kristeligt Dagblads nye initiativpris. Blandt dem nominerede vi her på avisen syv, hvoraf en dommerkomité nu har udpeget en vinder.

Ud fra devisen om, at selv små projekter kan være til stor inspiration, endte et lille opfindsomt projekt fra baptistkirken i Roskilde med sejren. C.A.R. betyder ikke bare bil på engelsk, men står også for Christians are repairing – kristne reparerer – og det er, hvad projektet går ud på.

Den initiativrige baptist og mekaniker Janus Maigaard står bag idéen, der rækker ud til socialt utilpassede unge. Han har fået etableret et bilværksted ved kirken, hvor de unge kan komme og reparere deres egne biler, men først og fremmest hjælpe socialt vanskeligt stillede med en gratis bilreparation.

Projektet giver de unge et tilhørsforhold til andre mennesker, for nogle også til kirken, og det hjælper dem til at lave noget meningsfuldt.

De mange initiativer, som Kristeligt Dagblads læsere har meldt ind til konkurrencen, er blevet præsenteret på Kristeligt Dagblads internettjeneste kristendom.dk, hvor der også har været holdt en afstemning om læsernes favorit.

Den vandt musikeren Sigurd Barrett, der med sit flotte og meget omtalte projekt "Sigurd fortæller bibelhistorier" formidler basal kristendomskundskab til mange børn og unge.

Med initiativprisen, der uddeles for første gang, vil vi på Kristeligt Dagblad gerne være med til at vise, at der foregår en masse nyt i dansk kirkeliv, selvom fordommen ofte er den modsatte. Vi har valgt at optrykke samtlige 160 indkomne forslag i et særtillæg, der følger med avisen i dag, fordi listen over idéer også er med til at skabe inspiration for andre og give nyttig viden videre.

Vi håber, at initiativprisen også har den afledte funktion, at opmærksomheden om de nye idéer vil fungere som en påskønnelse og opmuntring til netop at tænke og gøre nyt. Med den store idérigdom, vi har oplevet i kirkelivet, gentager avisen konkurrencen hvert år fremover.

Tak til dommerkomitéens seks medlemmer: forlagsdirektør Maria Krabbe Hammershøy, leder af center for ungdomsstudier og religionspædagogik Søren Østergaard, natkirkepræst Signe Malene Berg, direktør for Innovation Lab Preben Mejer, biskop Henning Toft Bro og generalsekretær i KFUM og KFUK Kirsten Lund Larsen.

Til lykke til vinderprojektet og tak til alle, der bidrog til konkurrencen.