I Vor Frelsers Kirke er påsken afmægtighed og overgivelse

Kirkens altertavle er afgørende for, hvordan døden på korset og genopstandelsen forstås og fejres i Vor Frelser Kirke på Christianshavn, siger sognepræst Marlene Lindsten

I Vor Frelsers Kirke på Christianshavn er altertavlen én stor samlet fortælling om påskedramaet fra skærtorsdag over langfredag og til påskedag. Fortællingen begynder skærtorsdag, da Jesus efter sit sidste måltid med disciplene går ud til Oliebjerget, hvor han i Gethsemane Have beder for sit liv. I Matthæusevangeliet står der også, at Jesus bliver grebet af sorg og angst, og at hans sjæl er fortvivlet til døden.

Dette gribende øjeblik har altertavlens arkitekt, Nicodemus Tessin, gengivet i alterets centrale figur, der forestiller en knælende Jesus, der med foldede hænder beder mod himlen. For udfaldet af sit livs sjælekamp beder Jesus nemlig ifølge Matthæus:

”Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.” Altertavlens motiv præger også fejringen i kirken:

"Jesu lidelse og død i påsken handler både om dyb afmægtighed og om tillidsfuld overgivelse. To forhold, der også præger gudstjenesterne henholdsvis langfredag og påskedag,” siger sognepræst i Vor Frelsers Kirke Marlene Lindsten og fortsætter:

”Langfredag slår vi derfor følge - både liturgisk og musisk - med Jesus under hans vandring gennem Jerusalems smalle gader med det tunge kors på ryggen. Teksterne, der læses, er fra ”Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie”, som er en sammenskrivning af de fire evangeliers fortælling om påskens hændelser.

Den mørke sky i Vor Frelsers Kirkes altertavle, der illustrerer hele verdens formørkelse, da Jesus udånder og dør på korset, kaster langfredagsskygger ind i kirkerummet. Den åndeløse tilstand af sorg og angst, der ikke alene griber Jesus inden hans tilfangetagelse i Gethsemane Have, men også enhver indlevet og troende efterkommer, fremhæves særligt ved, at orglets symfoniske toner langfredag forstummer. Langfredag synger alene koret - uden orglets ledsagelse.

Der er heller ikke altergang under langfredagsgudstjenesten, der i stedet giver rum til og mulighed for fordybelse og refleksion. Uundgåeligt er langfredag derfor en påmindelse om menneskets egen død og menneskets afmægtighed af den.

”Nogle vil måske mene, at det ikke er sundt at tænke på døden. Omvendt mener jeg, at det er usundt at fratænke døden. Døden hører på paradoksal vis med til livet. Døden tvinger os til at forholde os til den, ikke mindst, når vi mister dem, vi elsker. Døden kan ikke gøres mindre dødelig. Død er død, uanset hvordan vi taler om den. Når vi i påsken mindes Jesu død for 2000 år siden, kan det i mine øjne være en anerkendelse af, at sorg i forbindelse med dødsfald er en lang proces, og at sorgen i mere eller mindre grad følger mennesket resten af livet. Langfredag kan i den betragtning ses som en dag, hvor det er fuldt ud legitimt at længes, at sørge og at fordybe sig i erindring om afdøde,” mener Marlene Lindsten og anbefaler atter at se mod altertavlen i Vor Frelsers Kirke. Nu for at lade blikket hvile på Jesu foldede hænder.

”For mig personligt er det troens stærkeste udtryk: At folde hænderne til bøn og overgive sig i tillid til Guds vilje. Det er her menneskets fysiske virkelighed forenes med Guds åndelige virkelighed. Påskedag fejrer vi, at der ikke er tale om to forskellige virkeligheder, men én og samme. En klog mand har kaldt troens påstand herom for “Springet ud paa de 70.000 Favne Vand”.

Tro er at turde overgive sig til en trossfære, hvor kompasset ikke alene er videnskab og fornuft. Følgelig er troen på det uantagelige en absurditet for det menneske, der alene navigerer ved sin fornuft,” siger hun og fortsætter:

”Er det troende menneske da et ufornuftigt menneske? Ikke hvis du spørger mig. For mig at se er tro forbundet med ubegrænset frihed, netop fordi troens påstand ikke er gennemsigtig eller rationel. Hvis det var tilfældet, ville hele mysteriet om vores eksistens blive reduceret til en defineret og afgrænset formel, der i sidste ende lader mennesket alene tilbage i gravhulens mørke og uden mulighed for oplysning og åndelig udvikling. For hvad er der tilbage at opdage i livet, hvis alt på forhånd er optegnet og afskridtet?”

Påsken er ifølge Marlene Lindsten en begivenhed, der handler om at se livet i livet til trods for døden. På trods af lidelse og afmægtighed, som ubetinget hører med til det at være menneske i live og i livet, er det netop ud af dette absurde afsæt, at mulighed for ny indsigt og nyt livsmod kan hentes. Påskebegivenhederne slutter da heller ikke brat langfredag med Jesu død på korset. Jesu død på korset og hans opstandelse er derimod troens ”manddomsprøve”.

”Det er afsættet for al overgivelse og forståelse for, at menneskets vilje ikke nødvendigvis er den eneste sandhed. Det er i troen på opstandelsen, at vi får livet tilbage i al dets uafgrænsede, uforudsigelige og magiske storhed. Både i den fysiske virkelighed, vi kender så godt, og i den åndelige virkelighed, som er Guds, og som vi gennem troen gør os erfaringer med. Tror vi på opstandelsen, er begge virkeligheder lige dele af vores tilværelse både her og hisset,” mener hun og fortsætter:

”Foreningen af Gud og menneske fejres i nadveren, som vi påskedag atter indtager i Vor Frelsers Kirke. Orglet spiller og løfter stemningen op til kirkens himmelloft som en tonestige, hvorpå hvælvingernes barokengle kan stige op og ned. Ja, og naturligvis synger menigheden salmer af Grundtvig, der nåede at virke som præst ved kirken, inden han i 1872 sagde denne verden ret farvel. I et vers fra samme salme skriver han:

'O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som Ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale!'”

Påske er derfor lyse sale, sol og glæde – som den sol, der allerøverst oppe på alteret i Vor Frelsers Kirke gennembryder den kulsorte sky.