Svensk visedigter var udskældt af kirken, men elsket af folket

Nordisk visekunsts store digter, svenskeren Carl Bellman var ikke elsket af kirken i sin samtid, men i vor tid fejres han med årlige Bellman-dage i både Sverige og Danmark

Den svenske kirke var ikke glad for digteren og sangeren Carl Michael Bellman, der levede og skrev i 1700-tallets Stockholm. For hans viser hyldede livet som en festende og drikkende borger. 

Men Bellmans viser er ikke desto mindre populære i dag. Og på søndag fejres Bellman-dagen i Lyngby nord for København. Visedigteren Carl Michael Bellman var svensk og levede i 1700-tallets Stockholm, men alligevel er han så elsket i Danmark, at vi nærmest er at betragte som hans fædreland nummer to. Han startede som kirkens mand, men hans poesi ændrede sig fra fromhed til poetiske og drukne viser, og kirken var ikke glad for hans livsførelse.

Bellman selv besøgte aldrig Danmark, men især storværket ”Fredmans Epistler” og efterfølgeren ”Fredmans Sange” er yderst populære herhjemme. 

På Bellman-dagen, der arrangeres af den danske Bellman-forening fokuseres der på de to sangskatte og deres hovedperson, urmageren Fredman, der faldt fra et liv i rigdom ned til at dø fattig og i laser og pjalter på gaden. Bellman bruger Fredman til i ”Fredmans epistler” at fortælle om livet som medlem af Bacchi-ordenen. Det var en orden, som Bellman selv var med til at indstifte, og her drejede livet sig om at drikke masser af vin og dyrke masser af elskov, inden døden kommer, hvilket kan ske hvert øjeblik. 
 
Det kan man også høre i omkvædet på Fredmans sang nr. 21 ”Måltidssang”, som i øvrigt er en af fællessangene til dette års Bellman-dag. Omkvædet lyder i en dansk oversættelse, der er ret tro mod den svenske originaltekst: Synes Du graven er for dyb og klam, ja så tag dig dog endnu en dram, tag dig så ditto en, ditto to, ditto tre, så dør Du gladere!
 
Bellman var ikke kirkens favoritdigter
Kristne temaer og personer, der får os til at tænke på personer fra både Gammelt og Nyt Testamente, optræder ofte hos Bellman i "Fredmans Epistler". Bellmans ord, tanker og et levned var den svenske kirke absolut ikke glad for. Men hvad mente man i Danmark, som af mange betragtes som mere frisindet end Sverige - både dengang og i dag?

Ja, man var mere frisindet i Danmark, hvor tre ud af fire danske præster ifølge magasinet ”Alt om Historie” brændte deres egen brændevin i 1700-tallet. Dog var hverken uhæmmet druk eller for den sags skyld hor de danske gejstliges livret.
 
Omvendt findes der ikke beretninger fra Danmark á la den fra Lund, hvor man ifølge Per Olsen sendte en cirkulære udfra Lunds Domkapitel i 1767. Ordren lød til stiftets præster, at de skulle indsamle alle eksemplarer, tryk og aftryk af visen om Gubben Noach og lignende viser.

Det lykkedes selvsagt ikke. Bellmans viser spredte sig hurtigt i både Sverige og Danmark. Bellman fik også i en anden og lignende sag med på vejen, at han ”drifwet gäck uppå Religionens bekostnad.” – altså havde drevet gæk, det vil sige drillet, ja måske ligefrem endda spottet, på religionens bekostning.

Senere i 1933 skrev den danske præst William Baunvig så en Bellman-monografi, hvori der ifølge Per Olsen er en relativ grundig gennemgang af Bellmans såkaldte Hamlet-monolog, nemlig epistel nr. 23, som hedder ”Ack du min Moder - om den fortabte og fordrukne søns forbandelser over sin mor og far.” Det er der, hvor Fredman taler om, at hans mor burde have haft lås og bom for hendes jomfrudom.

Forfatter til Bellman-bogen fra 2015 ”Tøm nu dit glas, se Døden på dig venter” og medlem af bestyrelsen for det danske Bellman-selskab Per Olsen oplyser, at alle er velkomne til at deltage i Bellman-dagen. Der er også hele 82 epistler og 65 sange at vælge imellem – og det er bare dem, der bærer Fredmans navn.

Den sidste epistel fra Fredmans epistler, nr. 82 ”Hvile ved denne kilde” (dér hvor Bellman selv træder frem), er altid med. Årets tema er Bacchi-ordenen og Ulla Wiinblad, dog med fravær af den meget kendte epistel nr. 72 ”Glimmande Nymf”, hvor Fredman sidder ved sin store kærlighed Ulla Wiinblads seng en sen nattetime og synger hende i søvn.