Syv eksistentielle råd til nye studerende

- Det er i orden ikke at vide, hvem man er, og hvad man skal, skriver Elisa Weyse. - Foto: stock.xchng

Læs studenterpræst Elisa Wejse syv råd til, hvordan man tackler studielivets eksistentielle udfordringer

Når man påbegynder et studium er der mange praktiske ting der skal gå i orden, og man må stille sig selv mange spørgsmål: Hvordan vil man tilrettelægge sin hverdag, hvordan skaber man et godt studiemønster, får styr på SU'en, boligen og så videre.

Noget andet er de dybere eksistentielle refleksioner. Som studerende kan man føle sig på usikker grund, og det kan derfor af og til være svært at vide, hvilket ben man skal stå på. Vi har spurgt studenterpræst Elisa Weyse, hvad hun plejer at give af gode råd til de nye studerende:

1. Du er på vej
Som studerende starter man på en ny epoke, og man har endnu ikke fundet sig selv. Man er på vej i livet. Man har ikke livserfaring. Det er i orden ikke at vide, hvem man er, og hvad man skal. Identiteten skal først til at formes, og det er svært.

2. Tillad dig selv at være dum
Det handler ikke om at være klog. For vi er alle dumme på livet. Når man er studerende, er det tilladt at være dum i forhold til alle de spørgsmål, der dukker op i denne fase af livet.

3. Hav ikke alt for høje forventninger til dig selv
Studerende vil så gerne se godt ud, have en sød kæreste, et godt studiejob, gode karakterer og masser af venner. Men det er ikke altid muligt, at det hele kan lykkes.

4. Gem dig ikke bag en facade
Det er vigtigt, at du ikke gemmer dig bag en facade, og siger, at alt går fint, hvis du i virkeligheden er dybt ked af det indvendig.

5. Slip kontrollen
Mennesker vil gerne have kontrol og vide, hvad der sker i morgen, om to år og om ti år. Men det er ikke menneskeligt muligt. Vi har ikke kontrol eller magt over fremtiden det er kun Gud, der har det. Tillad dig sig selv at være afmægtig. Vi skal lære engang imellem at aflægge magten og erkende afmagt. Det er vigtigt, for ellers risikerer man at knække nakken.

6. Brug hinanden
Henvend dig til dine studiekammerater. De har sikkert samme problem som dig. De er ikke så meget anderledes og kan godt forholde sig til dit problem.

7. Tillad dig selv at søge hjælp
Brug studenterpræsterne. Vi er ansat og uddannet til at hjælpe. Når jeg oplever, at unge mennesker kommer til mig med problemer, tænker jeg tit, at jeg kunne have hjulpet dem nemmere og hurtigere, hvis de var kommet et halvt år i forvejen. Men de studerende har en tendens til at ignorere problemerne og ikke tage dem alvorligt.

Elisa Wejse fungerer som studenterpræst ved Handelshøjskolen i Århus og er desuden tilknyttet Studentermenigheden i Århus.