Religionsfilosofi

Teodicé-begrebet: Løgstrup om lidelsens plads i verden

I 1978 vendte den danske teolog K.E. Løgstrup teodicé-problemstillingen på hovedet: Hvis vi anfægtes af ondskabens tilstedeværelse i verden og finder den meningsløs, hvorfor så ikke også anfægtes af det godes tilstedeværelse, der giver livet mening? Foto af brændende bil under gadeuro: Scanpix

Ondskab får os ofte til at tvivle på, om der er en mening med livet. Men er lykken ikke også en grund til at betvivle livets meningsløshed? Dét mente teologen K.E. Løgstrup og kaldte opfattelsen "nihilodicé"

Spørgsmålet om lidelsens plads i verden har optaget kristne gennem hele kirkehistorien. Også den store danske teolog K.E. Løgstrup har arbejdet med udfordringen.

Teodicén er den problemstilling der rejser sig ved, at man betragter en ondskab i verden, som synes uforenelig med en god og almægtig Gud. En god og almægtig Gud må have magten til at fjerne det onde, men siden det onde stadig eksisterer, må man enten benægte Guds godhed eller almagt, hvis Guds eksistens skal være forenelig med ondskabens eksistens.

Allerede før vores tidsregning var mennesket anfægtet og forarget over Gud, når lidelsen kom tæt på, selvom man var rettroende. Dette ses bl.a. i Jobs bog, i hvilken Job får frataget hele sin familie, og al sin ejendom.

Hvor stammer teodicé-begrebet fra?

Begrebet "teodicé" stammer fra den tyske filosof Leibniz fra 1600-tallet, som betragtede vores verden som den bedste af alle mulige verdener. For ham var ondskabens tilstedeværelse i verden blot et udtryk for, at verden stadig ikke er fuldkommen som sin skaber.

Hovedformålet med forsøgene på at løse teodicén har ikke været at forstå det onde eller lidelsen og at forklare denne, men at sætte Gud fri fra anklagerne om ikke at være god, at have skabt en ond verden eller ikke at eksistere.

Teodicé er at lægge vores moralske kodeks ned over Gud

Foruden Leibniz' syn på verden som ufuldkommen, er det også foreslået, at ondskab ikke eksisterer i sig selv. Godhed eksisterer, og det vi kalder ondskab, er i virkeligheden kun fravær af det gode. Derved har den gode Gud kun skabt en god verden.

Andre har betragtet teodicén som et moralsk onde, som hviler på mennesket, og ikke Gud. Gud har ifølge denne tanke skabt mennesket med en fri vilje, og det indebærer, at mennesket også kan foretage valg imod Guds ønsker. Gud er derved fri for anklagerne, for det er mennesket der er skyld i verdens ondskab.

Dette er også Luthers og Kierkegaards synspunkt: mennesket er ikke i en position hvor det kan anklage Gud, da det som synder selv er under anklage.

K.E. Løgstrup og Nihilodicén

I 1978 vendte den danske teolog K.E. Løgstrup problemstillingen på hovedet: Hvis vi anfægtes af ondskabens tilstedeværelse i verden og finder den meningsløs, hvorfor så ikke også anfægtes af det godes tilstedeværelse, der giver livet mening? Vi kan jo kun tænke livet som meningsløst på grund af ondskaben, hvis vi forudsætter, at livet rent faktisk er værd at leve på grund af det gode, og derfor konkluderer Løgstrup, at nihilisme er umuligt.

Løgstrup kalder nihilismens problemstilling for en "Nihilodicé", som bedst lader sig oversætte fra det græske med "retfærdiggørelse af intet", og som står som en kontrast til teodicé, som betyder "retfærdiggørelse af Gud".

Løgstrup mener ikke, at Gud har skabt verden ond, men skabelse og tilintetgørelse hører sammen i skaberværket og mennesket: derfor er megen lidelse og død biologisk og geologisk betinget, og har hverken noget med ondskab eller synd at gøre. Gud er som skaber årsag til, at sygdom, død og naturkatastrofer eksisterer, men det kan ikke betragtes som ondskab.

Gud under menneskets moral

Det er Løgstrups synspunkt, at vores anfægtelse af verdensordenen skyldes vores manglende evne til at begribe Guds moralske væsen, og vi gør Gud til en person, der skal leve op til vores moralske standarder - men vores moralske standarder kan kun straffe ondskaben, ikke udrydde den.

I stedet for at give et svar på lidelsen, forkynder Jesus et gudsrige, hvor lidelsen ikke skal være, og ifølge Løgstrup er dette det centrale: Vi må sætte vores lid til det gudsrige, i stedet for at anfægtes over lidelsen.