Hvad er tridentinerkoncilet?

Tridentinerkoncilet (1545-1547) har stadig indflydelse på den katolske kirkes lære i dag.

Efter Martin Luthers reformation indledtes en række kirkemøder, der styrkede paven og påvirkede den katolske lære, som den ser ud i dag

Det første kirkemøde 1545-47: Det katolske læresystem udformes
Fra flere katolske lande havde man længe presset på for at få sammenkaldt et stort kirkemøde, der kunne reformere den katolske kirke. Ikke mindst var den tysk-romerske kejser Karl V interesseret. Pave Paul III så et kirkemøde som en mulighed for at styrke pavemagten.

Pavens forberedelser havde været i gang siden 1536, men først i 1542 lykkedes det at få sammenkaldt til et kirkemøde eller koncilium.
 
Mødet blev lagt i den nordøstlige del af Italien i byen Trient eller Trent (Italiensk: Trento. Latin: Tridentinum), som i øvrigt var den sydligste af de frie tyske byer.
 
I første omgang var fremmødet af biskopper og lærde teologer som rådgivere for biskopperne meget beskedent og helt domineret af italienske biskopper plus den nye orden, jesuitterne. Man gjorde nu op med den reformatoriske lære, idet man formulerede den katolske lære i faste dogmer. Det kom til at dreje sig om følgende fire områder:
 
1) Koncilet afviste den reformatoriske lære om Skriften alene, det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro. Kirkens tradition for at udlægge Bibelen blev stillet lige med Bibelen selv. I øvrigt skulle den latinske Bibel, Vulgata være kirkens eneste autoriserede skrift og ikke de hebraiske og græske grundtekster til henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente.
 
2) Kirken var ikke, som Luther mente, fællesskabet af troende. Nej, kirken var, fastslog koncilet, defineret ved pavedømmet og biskopperne.
 
3) Kirkemødets største teologiske problem var Luthers lære om retfærdiggørelsen ved tro. Retfærdiggørelsen finder sted ved dåben, fastlog koncilet. For kærligheden til Gud indgydes i hjertet ved dåben, og herved bliver mennesket retfærdiggjort og kan fremover gøre gode gerninger.
 
4) Koncilet fastholdt de syv sakramenter som kirkens midler til, at mennesket kan vokse i tro og gode gerninger. Sakramenterne er virksomme i sig selv og forudsætter ikke modtagerens tro. Vedrørende nadveren understregede man, at nadverens brød og vin forvandles ved præstens indstiftelse til Jesus legeme og blod. I nadverhandlingen ofrer Jesus sig selv på ny til frelse for mennesket.

En række politiske begivenheder gjorde, at mødet blev afsluttet i 1547. Kort efter døde Paul III og blev efterfulgt af Julius III som sammenkaldte til et nyt koncilium.

Det andet kirkemøde 1551-52: Nadver og bod til debat
Ved Tridentinerkoncilets andet møde genoptog man spørgsmålet om nadveren. Både de lutherske og de reformerte kirkers opfattelser blev fordømt. Ligeledes tog man læren om boden op, og det blev fastslået, at bodens sakramente var syndernes forladelse ved præstens tilsigelse, såfremt den rette anger kunne konstateres.
 
Mødet måtte imidlertid afbrydes, idet Karl V blev besejret af kurfyrste Moritz af Sachsen. Og kejserens tropper, nu under flugt, var i betænkelig nærhed af Trent.
 
I den lange pause indtil Tridentinerkoncilet kunne optage sine møder i 1562, blev de protestantiske kirker nu anerkendt i Tyskland gennem den såkaldte Augsburgske religionsfred i 1555. Julius III døde og blev afløst af en noget anden type, nemlig Paul IV. Han havde tidligere stået i spidsen for inkvisitionen og fortsatte sin kætterjagt. Han var almindeligt hadet. Kejser Karl abdicerede i 1556 og blev afløst af den mere tolerante Ferdinand, som måtte støtte sin magt på protestantiske fyrster.

Kirkemødet afsluttes 1562-63: Bekendelse til nye tider
I 1559 døde Paul IV, og Roms befolkning stormede hans palads og brændte arkiverne. Det var en mere mild Pius IV, der nu bragte Tridentinerkoncilet til dets afslutning. Men en række katolske fyrsters krav om præsters adgang til ægteskab, gudstjenester på modersmålet og ikke på latin, samt en række reformer af klostrene ville den nye pave dog ikke gå med til. I stedet fulgte han den linje, som var valgt på de to foregående kirkemøder. '
 
På det tredje møde genoptog man diskussionen om biskoppernes myndighed, om den var fra Kristus eller fra paven. Man nåede ikke til enighed. Pius IV overlod ledelsen af mødet til kardinal Morone, der blev anset for at være en af tidens dygtigste kirkemænd. Han var fængslet under pave Paul IV på grund af sine reformtanker, men nu frigivet af Pius IV.

Dygtigt og smidigt bragte han nu Tridentinerkoncilet til afslutning. Han fik gennemført en række positive reformer med hensyn til præsternes uddannelse og arbejde. Blandt andet skulle de holde flere prædikener og yde mere sjælesorg.
 
Selve den kirkelære, som blev resultatet af Tridentinerkoncilet, blev på Morones initiativ formuleret i en bekendelse, som i 1564 blev udgivet under titlen Profession fidei Tridentinum (Den tridentinske bekendelse). Bekendelsen blev udformet sådan, at den var åben for tolkning alt efter nye tiders behov. Hertil kom en katekismus, som slet og ret blev den håndbog, som præsterne brugte fremover. Alt i alt blev der ryddet op i den katolske kirkes lære. Således blev misbrugene af afladen afvist. Læren om skærsilden blev fastholdt, men i en forsigtig form.

Det betyder Tridentinerkoncilet for den katolske kirke
Den katolske kirke fik nu for første gang i sin historie sin egen bekendelse og fremstod dermed som en parallel til de protestantiske kirkes bekendelser. Derved kunne kirken nu afgrænse sig udadtil.
De protestantiske kirker var udelukket og blev anset for kættere. Den ortodokse kirke blev kun anerkendt som omfattende en begrænset del af kristenheden.
 
Ved at afgrænse sig i forhold til de protestantiske kirker og den ortodokse kirke kunne den katolske kirke nu koncentrere kræfterne om sit indre liv. Centraliseringen af ledelse hos paven blev styrket betydeligt (papalisme), og biskoppernes magtmuligheder i egne stifter blev forøget.

I de følgende århundreder frem til midten af 1800-tallet var der fred omkring kirkens lære. Den kirkelige kultur og fromhedslivet blomstrede. På Tridentinerkoncilet blev den nyere katolicisme til, og en fornyelse af kirken i moderne tid kom først på dagsordenen på Det andet Vatikanerkoncil 1962-65. Man ville nu tilpasse kirken til det 20. århundredes virkelighed, blandt andet med større åbenhed over for andre kirkesamfund og de store religioner.

Men med Tridentinerkoncilet blev den teologi fastlagt, som stadig er grundlaget for den katolske kirkes lære.