Sådan foregik påsken i oldkirken

Påsken var kirkens hovedfest op gennem oldkirkens tid. I oldkirken var påsken også den store dåbsfest

I de to store kirker, som er rundet af oldkirken, den ortodokse kirke og den katolske er påsken den største årlige kirkefest.
Kristus er opstanden. Sådan lyder den frydefulde proklamation gentagne gange fra præsten ved den ortodokse kirkes påskenatsmesse. Svaret kommer i form af det lige så begejstrede svar fra menigheden: "Ja, han er sandelig opstanden".På pladsen og i gaderne foran den katolske kirkes hovedkirke, Peterskirken i Rom, samles påskedags morgen tusinder menensker for at overvære pavens påskemesse.

I den ortodokse kirke er der forud for påskefejringen er gået en seks uger lang faste, kaldet den store faste, hvor man afholder sig fra at spise kød, ost, smør og æg. Den katolske kirke har tilsvarende en fastetid fastetiden begynder efter det løsslupne karneval, som betyder "farvel til kødet".

Påske og dåb
Helt fra den tidlige kirkes tid har man fejret påsken. Den var fra begyndelsen den vigtigste af de kristne fester. Her blev Jesu Kristi død og opstandelse genoplevet og gjort nærværende for de troende. I oldkirken var påsken også årets store dåbsfest.

Forud var gået en oplæringstid for dem, der skulle døbes. Man fulgte nøje Jesu befaling om at lære og døbe. Altså skulle de, der skulle døbes, først indføres i kristendommens lære. Det kunne tage op til 3 år, inden dåbskandidaten var klar til at blive døbt. Ritualet kunne udføres på alle tider af året, men påsken var anset for at være mest velegnet, fordi dåben var den nye fødsel. I dåben vaskedes synden af, og den døbte indtrådte nu i et nyt liv. Det var, hvad påsken fortalte: At Jesus selv led døden og gennem sin opstandelse banede vej for de troendes nye liv.

Forberedelsen
I undervisningsperioden, som blev kaldt katekumenatet, blev der lagt vægt på, at kandidaten levede op til kristendommens etiske krav bl.a. om at tage sig af nødlidende.

De sidste dage og især den sidste nat, dvs. påskenatten, tilbragte dåbskandidaten i bøn og nattevågen. Tildigt om morgenen blev de, der skulle døbes, ført frem for den forsamlede menighed. Det foregik enten i et hus, som en af de troende krtistne havde stillet til rådighed eller i et nyindrettet kirkerum. De, der skulle døbes, afførte sig deres klæder som symbol på, at de nu forlod deres gamle liv. De erklærede derpå, at de forsagede djævelen. Dernæst blev de salvet med olie. Så kom selve dåbsritualet med tre gange hel neddykning vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, idet hver af de døbte forinden højt havde sagt ja til troen. Derpå fulgte biskoppens velsignelse over dem og fremstilling for menigheden.

Således var dåben påskemorgen en fremstilling af og en nutidiggørelse af Jesu Kristi død og opstandelse.

En oldkirkelig, biskop, Theodoros af Mopsuestia (d. 428) fra Lilleasien siger således til de nydøbte: Du har nu modtaget dåben, som er den anden fødsel. Du har gennem neddykningen i vandet fuldbyrdet begravelsen, og ved din opståen fra vandet har du modtaget tegnet på opstandelsen. Du er født og er blevet et nyt menneske. Du har ikke mere del i Adam, som var forgængelig og fordærvet på grund af synden, men du har del i Kristus, som ved sin opstandelse var helt fri fra synden, fordi han også fra begyndelsen aldrig den nær.

Påskegudstjenesten
Efter dåbshandlingen begynder så den egentlige påskegudstjeneste. Brød og vin sættes op på alteret, hvor de dækkes af klædningsstykker. Efter tilberedningen af nadveren har der sikkert været læsninger fra Bibelen, afvekslende med bønner og en prædiken af en biskop eller en af præsterne. Læsninger, prædiken og bønner kulminerede i proklamationen: "Kristus er opstanden" og menighedens svar. Ja, han er sandelig opstanden. Ifølge den gudstjenesteordning, som vi finder i Theodoros` skrifter om, hvordan katekumenerne skal belæres, bedes der nu bønner for levende og døde medlemmer af menigheden. Alle giver hinanden hånden som fredshilsen. Derpå følger bønnen for nadveren og indstiftelsesordene læses. Brødet brydes og lægges i bægeret med vin, sådan som vi kender det fra den ortodokse kirke i dag. En bøn om at modtage nadveren med værdighed følger så uddelingen.

Fra den ortodokse kirke i dag kender vi ligeledes den skik, at man forsamles til fælles spisning efter påskegudstjenesten og udveksler små gaver. Måltidet markerer fastens slutning. Jesu opstandelse har givet nyt liv til kirken. Sådan må vi forestille os, at det også har været i oldkirken, når man fejrede festen for opstandelsen.