Jesu lignelser

Lignelsen om den uærlige godsforvalter

I Matthæusevangeliet 10,16 sender Jesus disciplene ud som får blandt ulve, og siger at de skal være snedige som slanger og milde som duer. Det er samme tema der gør sig gældende i lignelsen om den uærlige godforvalter.

“Det ikke er nok at være god, man skal også være snedig: Som får blandt ulve, der er snedige som slanger og milde som duer”, siger René Falkenberg, lektor i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet.

Vi skal være varsomme med at læse lignelsen om den uærlige godsforvalter med moderne øjne, for så vil vi hæfte os ved, at manden svindler med en anden mands penge og derfor handler umoralsk. Men budskabet er ikke af moralsk karakter. Jesus taler ikke til individet, men til menigheden.

Hvad siger Jesus egentlig i lignelsen?

Centralt for forståelsen af lignelsen er dualismen mellem denne verden og lysets børn. Denne verden er i Lukas’ verdensbillede falden og underlagt Satan, og når han her taler til lysets børn er pointen, at de skal være snedige i måden, de agerer på i denne verden. Matthæusevangeliet har samme motiv i 10,16: Her sender Jesus disciplene ud som får blandt ulve, og siger, at de skal være snedige som slanger og milde som duer. Det virker som om, at Lukas har gjort det udsagn til en historie.

Når Paulus taler om sin mission viser det sig, at han på samme måde er snedig: Han er græker for grækere og jøde for jøder, og selvom Paulus derfor er blevet beskyldt for at være en vendekåbe, så er det en realisering af det, Jesus taler om i lignelsen om den uærlige godsforvalter. Den faldne verden har brug for det gode budskab, evangeliet, men de kristne må være snedige, når de skal forkynde det.

Når Jesus derfor taler om at skaffe sig venner ved hjælp af penge er det et eksempel på, hvordan de kristne kan handle snedigt: Ved at forholde sig til penge som en realitet, som de må bruge til egen fordel.

Hvad kan vi bruge lignelsen til i dag?

På sin vis er vores situation ikke anderledes i dag end dengang. Vi kan ikke tale noget ind i vores verden, hvis ikke vi sætter os ind i den og forstår de samfund og kulturer, vi vil tale til, hvad enten det er Islamisk Stat eller det danske folk. Vi skal altså ikke være blåøjede og drage ned til Islamisk Stat med roser, når de besvarer os med kugler.

Kan du genkende dig selv i lignelsen?

Det kan jeg i høj grad. Jeg kan genkende den blåøjede umiddelbarhed, som lysets børn har ifølge Lukas. Jeg vil gerne møde verden med et åbent sind. Men jeg må også være klar over at jeg ikke altid vil blive mødt med samme umiddelbarhed. Nogle gange vil andre mig det ondt. Derfor skal jeg forstå, hvordan verden fungerer, og det skal jeg også lære mine børn.

Det betyder ikke, at vi ikke skal være gode, men at det ikke er nok at være god, man skal også være snedig: Som får blandt ulve, der er snedige som slanger og milde som duer.

Luk. 16,1-9: Lignelsen om den uærlige godsforvalter

v1 Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. v2 Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. v3 Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. v4 Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. v5 Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? v6 Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds!

v7 Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« v8 Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. v9 »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.

René Falkenberg, Lektor i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet. Foto: Daniel Mikkelsen, Foto/Medie Afd. MoesgŒrd