Modeuge flytter vielser fra rådhus til museum

I modeugen kan man blive viet på et af Købehavns smukke museer - om sommeren kan man blive gift i det fri ved museet. Her bliver Merielle Enggaard og Jørgen Gertsen viet på Thorvaldsens Museum i 2011. Foto: Michael Bothager/Scanpix 2011

I starten af februar kan brudepar ikke blive viet på Københavns Rådhus. Til gengæld får de kommende ægtefolk mulighed for at blive viet på Thorvaldsens Museum

Under Københavns Modeuge i starten af februar skal Københavns Rådhus bruges til modeshows og andet i forbindelse med fremvisningen af bluser, nederdele og andre beklædningsgenstande. De borgerlige vielser i hovedstaden er derfor i perioden d. 3. til d. 6. februar flyttet til Thorvaldsens Museum.
 
Vielserne på Thorvaldsens Museum vil finde sted på museets 1. sal ved Alexanderfrisen og med udsigt over museets gård, hvor selve Bertel Thorvaldsen ligger begravet.

Musik, sang eller anden underholdning under vielsen er ikke en mulighed. Man må heller ikke medbringe mad – eller kaste med ris inde på museet.
 
Til gengæld skal hverken brudepar eller deres gæster betale entré til museet. Der er heller ingen begrænsninger på antallet af gæster, som man må have med – og man må godt drikke champagne eller andet, så længe det foregår i forhallen eller på den store trappe ud mod Bertel Thorvaldsens Plads. Fotografering uden stativ er også muligt i hovedetagen.

Det er ikke første gang, at man flytter vielserne fra Københavns Rådhus til Thorvaldsens Museum under modeugen. Det har man gjort i flere år – og både til modeugen i februar og i august. Hvor mange, der skal giftes på Thorvaldsens Museum under denne modeuge, har man ikke overblik over, men på Bryllupskontoret på Købehavns Rådhus oplyser man, at mange bliver ekstra glade, når de får at vide, at de skal giftes på Thorvaldsens Museum. Ofte går de kommende brudepar nemlig efter en bestemt dato – og så får de overraskelsen, når de ringer og spørger om de kan blive gift dén dag. Thorvaldsens Museum er også et af de særlige steder i København, hvor giftelystne om sommeren kan vælge at blive viet i det fri.

Hvis man ønsker at blive gift på Thorvaldsens Museum, skal man rette henvendelse til Bryllupskontoret på Københavns Rådhus.