Analyse

Flygtninge udfordrede folkekirken i 2015

Helt konkret blev situationen dog først for os danskere, da flygtninge pludselig i september måned vandrede på vores hjemlige motorveje (billedet). Det forjættede land viste sig ikke at være Danmark, flygtningene drømte om et nyt liv i Sverige. For mange danskere en lettelse, for andre et wakeup-call. For vi skal vel hjælpe vores medmennesker i nød, skriver sognepræst og mediekonsulent Christian Roar. Foto: Claus Fisker

År 2015 vil blive husket for flygtningekrisen. Folkekirken tog situationen på sig - både lokalt og på landsplan. Det samme gjorde kirkerne i Europa. Dog ikke uden debat, vurderer sognepræst Christian Roar i et tilbageblik på 2015

I april kæntrede fem både i Middelhavet, og 1200 flygtninge druknede. Helt konkret blev situationen dog først for os danskere, da flygtninge pludselig i september måned vandrede på vores hjemlige motorveje.

Det forjættede land viste sig ikke at være Danmark, flygtningene drømte om et nyt liv i Sverige. For mange danskere en lettelse, for andre et wakeup-call. For vi skal vel hjælpe vores medmennesker i nød?

Lokalt i folkekirken har man arbejdet med at modtage den tiltagende flygtningestrøm et stykke tid. Folkekirken er lokal, og det samme er asylcentrene. I Hanstholm holdt konfirmanderne loppemarked til fordel for flygtninge, i Jelling holder man engelsksprogede gudstjenester, og talrige sogne holder arrangementer for de tilrejsende. Ofte er det den lokale præst, der tager initiativet.

Netop for at styrke det arbejde og gøre den folkekirkelige betjening af asylcentrene mere ensartet, har biskopperne igangsat en proces, der i 2015 ledte til dannelsen af Folkekirkens Asylsamarbejde under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Fra officielt hold har man et ønske om en øget indsat fra kirkens side på dette område. Asylsamarbejdet er støttet af blandt andet Kirkeministeriet.

Flere biskopper opfordrede til indsamling og forbøn i forbindelse med landsindsamlingen til Syriens flygtninge i september. Hadsund Kirke var sågar en del af tv-showet om aftenen med deres lokale høstauktion til fordel for flygtninge.

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen rejste i december på delegationsrejse til Athen sammen med tre politikere. De skulle ved selvsyn se, hvordan situationen i Sydeuropa er, og hvad ikke mindst kirkerne gør for at hjælpe.

I Østjylland demonstrerede en provst og flere præster i præstekjole mod ildspåsættelse og tegning af hagekors ved et asylcenter.

Folkekirken er med andre ord synlig i flygtningespørgsmålet som aldrig før, og der bliver sat fokus på samtlige niveauer i kirken. Alle er dog ikke enige om udgangspunktet.

En ophidset debat om næstekærlighed rejste sig i efteråret. Lisbeth Zorning Andersen og andre med hende fik at vide, at det var klamt at flashe sin næstekærlighed på sociale medier. Hun havde hjulpet en flygtningefamilie til Sverige og lagt et billede ud på Facebook.

I årevis har Søren Krarup søgt at overbevise danskerne om, at ens næste kun er de allernærmeste. Nu var flygtningene meget tæt på, men Krarups datter, folketingsmedlem Marie Krarup, mente, at præsten og alle andre danskere roligt kunne køre forbi de desperate syriske mænd, kvinder og børn på motorvejen. For de var nemlig slet ikke vores næste.
 
Som Marie Krarup udtalte til kristendom.dk: ”De mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, er præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker.”

Reaktionen på Krarups tolkning af næstekærlighed udeblev ikke. ”Vores danske samfund er bygget op omkring næstekærlighed,” lød reaktionen fra Kim Hartzner, generalsekretær i Mission Øst. Og han argumenterede videre for, at globaliseringen gør, at ”vi kan forholde os til hele verdens problemer”.

Bag ved denne diskussion lurer et principielt spørgsmål. Hvad vil det sige, at Danmark, som det hedder i regeringsgrundlaget, er et kristent land? For mange betyder det, at vi hjælper folk i nød, og at kirken skal italesætte dette. Andre mener, at kirken skal holde sin mund og helt overlade spørgsmålet til politikerne. Det særligt luthersk kristne er nemlig, at kirken ikke blander sig i politik, lyder argumentet.

Den hastigt ændrede befolkningssammensætning i hele Europa vækker bekymring. Hvis vi er et kristent kontinent, hvor mange muslimer kan vi så rumme, uden at det tipper over? Kan vi integrere de mange, der kommer i disse år?

Frygten bliver modsagt ikke mindst af de internationale kirkelige organisationer. Europa skal ikke udvikle sig til et fort, der holder resten af verden ude. Som et rigt velhavende kontinent har vi en særlig forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød. Sådan var budskabet i en udtalelse fra Konferencen af Europæiske Kirkers bestyrelse i november.

Netop transnationale kirkelige organisationer som Konferencen af Europæiske Kirker kommer i det kommende år til at spille en central rolle i Europa. Debatten er nemlig den samme rundt om i kirkerne. Vi bliver udfordret på vores kristne identitet af flygtningestrømmen.

Kirkerne skal besvare spørgsmålet: Hvad har det af konsekvenser, at vi er kristne?

"Europas sjæl er i fare," skriver Konferencen af Europæiske Kirker med reference til tidligere formand for Europakommissionen Jacques Delors og hans tanke om at give Europa en sjæl. Hvad er det for en ånd, der driver os som enkeltindivider og borgere i både Danmark og i Europa? Det spørgsmål udfordrer flygtningestrømmen folkekirken og alle Europas kirker til at besvare. Viser vi vores kristne sindelag ved at isolere os eller ved at tage imod?

Spørgsmålet er ikke nemt at besvare sort-hvidt. I Danmark synes den officielle kirkelige holdning at være at tage imod, men der er også enkelte kraftige stemmer, der siger: luk grænsen.

Under alle omstændigheder har kirkerne evnen til at fremme freden i Europa. Det har historien vist. Men et kig i historiebøgerne viser også, at kirkerne kan fremme krig og ufred. Det er ikke ligegyldigt, hvad kirkerne siger - eller ikke siger - det kommende år. Kirkerne må forklare, hvad det kristne vidnesbyrd er anno 2016 i en globaliseret verden, hvor mennesker flytter sig.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.