Er dansk protestantisme på tilbagetog?

Vil folkekirken i fremtiden blive udfordret af en gudstjenestepraksis, der i sin karismatiske form er særdeles indbydende for et moderne og fællesskabshungrende menneske, men som i sin teologi og forkyndelse fordrer omvendelse og afholdelse? spørger forfatter Ole Juul

At ”protestanter erobrer Brasilien” (Jonas Fruensgaard , Weekendavisen den 13.februar), er ikke noget nyt. Tidligere professor ved det hedengangne teologiske fakultet i Aarhus, Viggo Mortensen, har for længe siden gjort rede for og analyseret kristendommens og især protestantismens sejrstog i Sydamerika.

For kristne protestanter i Sydamerika vil Europa snart ligne en missionsmark, hvor protestantismen åbenbart har sekulariseret sig selv ud af nævneværdig betydning og derfor er på markant tilbagetog.

En markant bibeltro protestantisme

 Det interessante er, hvilken type kristendom, man har med at gøre, når man taler om kristendommens og især protestantismens fremgang uden for Europa.

I Brasilien er det ifølge professor Roberta da Silva Juan en markant bibeltro protestantisme, der stiller strenge krav til dens udøvere om overholdelse af de ti bud. Men ikke alene til den enkelte stilles der krav. Kirkerne søger øget indflydelse i det offentlige liv, som man ønsker at præge i bibelfundamentalistisk retning, hvor man tager officielt afstand fra homoseksualitet, skilsmisse og abort. 

Læs også: Fremtidens teologi kommer fra Asien, Afrika og Sydamerika 
 
Vi har altså at gøre med en bibeltro protestantisme, der i sin teologi er yderst konservativ. Derimod er denne form for protestantisme på en helt anden afgørende måde ”fremme i skoen”, når det gælder kommunikation af budskabet.

Flere af de store protestantiske kirker i Brasilien ejer ikke alene deres egne kirker, de ejer også aviser, bogforlag, pladeselskaber samt radio- og tv-kanaler. Derudover er de særdeles aktive på de sociale medier, hvor de kan være i nærkontakt med deres medlemmer. Altså hypermoderne hvad angår kommunikation, men konservative, hvad angår indholdet af det, der bliver kommunikeret. 

Frisindede fossiler overfor funky fundamentalister

Når man som teolog og som optaget af kirkens rolle i samfundet reflekterer over nyheder fra Asien og Sydamerika om kristendommens – og især protestantismens – udbredelse, bliver man indfanget af det paradoks, som journalist Kåre Gade i en radioudsendelse for år tilbage kaldte ”frisindede fossiler overfor funky fundamentalister”.

Kåre Gade havde været til to gudstjenester i Aarhus, dels en højmesse i Aarhus Domkirke, dels en gudstjeneste i Aarhus Valgmenighed, der fandt sted i en lagerhal. Hvor gudstjenesten i domkirken holdt sig indenfor de faste og bundne liturgiske led, som nu engang hører højmessen til, var man anderledes fri i liturgien – eller mangel på samme – i gudstjenesten i valgmenigheden.

På samme måde var der en markant forskel i forkyndelsen. Hvor man i valgmenigheden hørte en konservativ og bibeltro udlægning af evangeliet, var det en helt anderledes frisindet tilgang i fortolkningen i domkirken.

Kåre Gade konkluderede, at ganske vist er søndagens gudstjeneste i folkekirken i sin liturgi håbløst gammeldags, men den er befriende frisindet i sin forkyndelse. Deroverfor står en stokkonservativ fortolkning af Bibelen fyldt med påbud, men udtrykt med de nyeste kommunikationsmidler – såsom rockbands og powerpoints - i en ganske fri form, der ikke behøver at tage hensyn til en fastlagt liturgi. 

Læs også: De nye fri- og valgmenigheder skaber dilemma i folkekirken 
 
Et lignende paradoks melder sig, når man i interviews i Kristeligt Dagblad møder udsagn fra såkaldte ’kulturkristne’, der hylder den særlige danske protestantisme og sætter pris på en frisindet forkyndelse af kristendommen, men som i gudstjenesten, når de af og til møder frem, glædes ved en fast liturgi og de gamle salmer.

I gudstjenesten er der et frirum, som er helt anderledes fra de rum og de fora, man ellers færdes i. Derfor er den anderledes omgangsform en lise for sjælen, en sjælden ro i sindet. Hvad man derimod ikke ønsker at høre i dette ganske anderledes rum er en konservativ og skrifttro udlægning af evangeliet. 

Kan folkekirken bevare sin form?

Tilbage står spørgsmålet: Kan vi i folkekirkens gudstjeneste vedblive med at fastholde en samværsform, en liturgi, som ikke umiddelbart virker indbydende for et søgende, ungt menneske og med en teologi og en evangelieforkyndelse, der handler om, hvordan troen lever i ubemærkethed i en sekulariseret hverdag? Eller vil vi – også i vores del af verden i endnu højere grad end tilfældet er i dag - blive udfordret af en gudstjenestepraksis, der i sin karismatiske form er særdeles indbydende for et moderne, søgende og fællesskabshungrende menneske, men som i sin teologi og forkyndelse fordrer omvendelse og afholdelse fra meget af det, der hører en moderne hverdag til? 
 
Indre Mission i Danmark, som ofte har søgt egne veje i fællesskaberne omkring tro og teologi, har igennem tiden siden bevægelsens oprettelse haft en intern drøftelse om forholdet til folke- og sognekirken. Indtil nu er man forblevet inden for folkekirkens rammer, hvilket har været en styrkelse for kirken, da missionsfolkene har støttet op om sognekirkens gudstjeneste - også i de tilfælde, hvor der har lydt en forkyndelse, man fra bevægelsen ikke altid har kunnet være enig i.

Læs også: Arven efter Christian Bartholdy vejer stadig i Indre Mission 

De nye valgmenigheder, som vokser op omkring en mere karismatisk og friere liturgisk opfattelse af gudstjenesten, vil i fremtiden blive en prøvesten for kirken. Spurgt direkte: Hvor længe vil denne nye protestantisme endnu være at finde inden for folkekirkens rammer? 
 
Ole Juul er tidligere sognepræst, nu skribent og foredragsholder. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.