Analyse

Professor: Kristne bør debattere med ateister

Professor Kurt E. Larsen mener, at kristne bør bruge energie på at debattere med f.eks. Ateistisk Selskab. Læs hans forklaring her Foto: Arkiv

Ateismen skal mødes af saglige argumenter, så den ikke har for let spil. Uholdbare påstande skal gendrives! Så sikkert fornuftigt er det måske heller ikke, at der ingen Gud er til, skriver professor Kurt E. Larsen i et forsvar for kristen apologetik

Der er gang i bevidst kristnes engagement i forsvar for troen, kaldet apologetik. Formanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, har haft travlt med at rejse rundt til debatter med troende kristne, på landsstævner for Indre Missions Ungdom og senest en meget velbesøgt debat med en teologistuderende i Aarhus Valgmenighed.

Nogle finder, at det er en mærkelig prioritering fra kristne lederes side at bruge tid på at debattere med ateister. Hvorfor søge at bringe tankemæssige svar på andres indvendinger mod kristen tro. Er det ikke sådan, at kristendom er en ren trossag? Og hvad med Helligånden – hvis kristen tro kun opstår som en frugt af Helligåndens virke gennem forkyndelsen, hvorfor så ikke hellere bruge tiden på at forkynde noget mere? Sådan kan man tænke, men sådan har den kristne kirke ikke tænkt gennem sin historie.

I tiden efter apostlene voksede den kristne kirke i Romerriget. Ind imellem var der forfølgelser fra romerske embedsmænd og kejsere, men folk strømmede alligevel til menighederne. Undertiden blev kirken udfordret indefra, når sekteriske grupper med blandingsreligioner søgte indpas. Midt i de store vanskeligheder stod kristne apologeter frem og forsvarede den kristne tro og den kristne menighed mod angreb.

En af de første apologeter hed Justin. Han forsvarede den kristne tro mod jødiske angreb, ved at vise, at kristentroen var i overensstemmelse med det Gamle Testamente. En anden af hans apologier er måske skrevet direkte til det romerske senat. Han argumenterede for, at kristendom burde være tilladt i romerriget.

Imod diverse forestillinger om, hvad der skete af mærkelige ting ved de kristnes gudstjenester, beskrev Justin den kristne søndagsgudstjeneste som noget ganske fredeligt: Oplæsning fra apostle og profeter, tale ved præsten og fællesbøn, spisning og uddeling af mad til udbringning af mad til dem, der var fraværende på grund af sygdom. Apologeten modarbejdede fordomme!

Justin blev alligevel dræbt for sin tro, men andre apologeter fulgte efter ham. Irenæus hed en anden apologet, der især er kendt for sin kamp for klassisk kristentro mod diverse afvigere. Han tog et godt pædagogisk udgangspunkt i trosbekendelsen, som folk kendte fra dåbsundervisningen, og gendrev dem, der i foragt for det menneskelige legeme afviste tanken om kødets opstandelse.

Han påviste, at de så bort fra sammenhængen i Bibelen for at få den til at passe med deres fremmede lære. Tertullian hed en tredje apologet fra årene omkring 200, og han angreb hedenskabet direkte. For ham var kristendommen det bedste samfundsgrundlag, fordi den romerske moral stod svagt i sammenligning med kristen moral.

De første kristne så således ingen modsætning mellem mission og forkyndelse på den ene side – og apologetik på den anden. Begge opgaver var vigtige. Der har været tider, da kristendom var så selvfølgelig en sag i Danmark, at apologetik ikke var nødvendig.

Men i slutningen af 1700-tallet, da kristentroen for første gang siden Harald Blåtand blev angrebet, tog biskop Balle i København apologetikkens opgave op igen og imødegik omhyggeligt alle angreb. Noget tilsvarende gjaldt i årene omkring 1900, da socialister og fritænkere angreb troen – og blev modsagt af professor Ammundsen på store debatmøder i København. Og der var gode grunde til, at de gjorde det dengang, og at meget taler for at opprioritere apologetikken igen i dag.

I dag er det bevidste ateister, der står frem som markante modstandere af kristen tro. Ja, af al religiøs tro. Det er en ærlig sag, for vi har heldigvis religionsfrihed. Med modstanden skal mødes af saglige argumenter, så den ikke har for let spil. Uholdbare påstande skal gendrives. Så sikkert og ”fornuftigt” er det måske heller ikke, at der ingen Gud er til!

Apologetik har ikke til formål at skabe tro, men derimod at rydde nogle anstød og forhindringer af vejen, så forkyndelsen lettere høres.

Den vigtigste grund til at drive apologetik er imidlertid, at den kristne tro af natur ikke kan være en tro i det skjulte. Troen er nok en personlig sag, men den Gud, som den kristne kirke bekender sig til, har skabt Himmel og jord. Han har også skabt os med både hjerte og hjerne, både med følelse og fornuft. Vel kan troens indhold aldrig bevises med fornuften, men den strider heller ikke mod den menneskelige fornuft.

Kristen tro er aldrig kun noget privat og inderligt. Dens indhold foreligger åbent for enhver – og troen bør praktiseres i fuld offentlighed. Derfor må kristne til alle tider være klar til at stå på mål for det, vi tror på. Og det, vi foretager os i de kristne menigheder.

At kæmpe med åben pande, det er en grundkristelig værdi. Den hjælper apologetikken os til at holde fast ved.

Kurt E Larsen er professor og dr. theol. og skriver analysen ved kristendom.dk