Sådan ser kristne på grænser og danskhed

Hvordan ser kristne på grænser og danskhed? Teologiprofessor Kurt Larsen viser, hvordan synet gennem de sidste 250 år er skiftet mellem at være kristeligt-nationalt, internationalt og et nationalt. Og giver et bud på, hvad danskhed og grænser betyder anno 2016

I en tid, hvor Danmark har genindført grænsekontrol er det interessant at kigge på, hvordan kirkelige kredse i Danmark igennem tiderne har haft meget forskellige syn på Danmarks grænser og danskhed.

Tre syn på grænsen
På en genforeningssten foran Haslev Højskole står inskriptionen: ”Gud fastsætter Tiderne og Grænserne for Folkenes Boliger. Acta 17”. Citatet er hentet fra en ældre bibeloversættelses gengivelse af Apostlenes Gerninger kapitel 17 vers 26, der i den nuværende autoriserede oversættelse siger, at Gud har ”skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo”. Denne holdning er udtryk for et kristeligt-nationalt syn på grænser og danskhed.

En anden holdning kommer til udtryk hos Viggo Hørup, journalist og bagmanden bag Det Radikale Venstre. Han troede i slutningen af 1800-tallet, at Sønderjylland i 1864 var tabt for altid, og mente at sønderjyderne derfor lige så godt kunne vænne sig til at være tyskere og overtage tysk kultur. Folk som han blev opfattet som europæiske. I dag siger man globale.

Heroverfor stod andre for en national linje, der kæmpede for sønderjydernes genforening med Danmark. De sang ”for de gamle, som faldt, er der ny overalt” i den kendte sang ”Det haver så nyligen regnet”, om danske sønderjyders trofasthed over for tanken om at få grænsen flyttet sydpå.

Disse tre synspunkter har hver for sig haft skiftende vind i sejlene gennem de sidste 250 års danske historie.

Den kristeligt-nationale linje
Da Danmark i 1814 med nød og næppe havde overlevet Napoleonskrigene, fik den tredje holdning, den kristeligt-nationale linje, stærke fortalere. I denne kulturperiode, romantikken, så man meget tilbage i historien til Danmarks kristne oprindelse og fortid.

Digteren Ingemann skrev nogle meget læste historiske romaner, eksemplevis om kong Valdemar Sejr, hvori pointen var, at Danmark fik lov at bestå i middelalderen gennem bod, bøn og kristentro. Grundtvig havde endnu større betydning for den nationale bevidsthed ved sin danske sangskat og sin kombination af klassisk kristendom med dansk folkelighed, sprog og kultur. En tredje folkekær digter, Christian Richardt, ville også forene kristendom og danskhed: Klokkeklang og lærkesang, de kan godt forenes.

I krigene 1848 og 1864 og i generationerne derefter lå deres kristeligt-nationale linje som en stærk undertone. Det var også de kirkelige retningers storhedstid, og mange danskere blev præget af denne holdning gennem møder, højskolerne og også gennem mange folkeskoler. Indre Missions kendte formand, Christian Bartholdy, stod endnu i årene 1930-1960 som talsmand for en sådan kristeligt-national teologi, der gjorde ham til stærk modstander af samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt.

Internationalismen og globaliseringen
I oplysningstiden efter 1750 var man meget internationalt orienteret. Det var markedet og den frie handels blomstring, der interesserede. Man talte fransk med sin kone, tysk med sin hund og kun dansk til sin tjener. Den europæiske linje blev naturligvis stærkt modsagt i årene efter Napoleonskrigene, men i 1870 begyndte der igen at være stærke talsmænd for internationalismen i form af Georg Brandes og det moderne gennembruds mænd. Og også fra socialisterne, der ligefrem havde en slagsang, der hed ”Internationale”. Efter Den Første Verdenskrig var især socialister og radikale glade for det stykke internationalisme, der hed Folkeforbundet og tænkte på globale løsninger for eksempelvis international fred.

Men så kom Hitler!

Den nationale linje
Besættelsen i 1940 åbnede pludselig for et nyt væld af dansk nationalfølelse. Hal Kochs Grundtvigforedrag blev et tilløbsstykke. Den første september 1940 sang 700.000 danskere på en gang fædrelandssange som ”alsang”. Det nationale kom overalt i højsædet igen; dels præget af den kristeligt-nationale linje fra Ingemann, Grundtvig og Christian Richardt, dels som almindelig modstand mod nazismen og alt, hvad der var tysk.

Aldrig har Dannebrog vajet over landet som den 5. maj. Efter nazismens nederlag i 1945 håbede mange af de dansk-nationale, herunder mange kirkefolk, at få noget af Sydslesvig lagt til Danmark, så flere danskere kunne samles i Danmark, men et politisk flertal udtalte: Grænsen ligger fast!

Nutidens syn på grænserne
I 1968 var den nationale linje ikke længere populær, da ungdomsoprøret gjorde op med traditionerne, hvortil også hørte tankerne om folk og fædreland. De unge tog dermed linjen op fra 1930’ernes kulturradikalisme, 1870’ernes internationalisme og 1700-tallets oplysningstid. Fra disse miljøer og deres arvtagere støtter man i dag indvandring, Schengen-aftale og den almindelige globalisering.

Men efter de nyeste flygtningestrømme møder de holdninger fornyet modstand. Ved sidste valg stemte Sønderjylland overraskende massivt på Dansk Folkeparti, mens København fortsat stemte kulturradikalt og socialistisk.

I kirkelige kredse er der internationalistiske røster, der vil åbne grænserne for 100.000 flygtninge, eller ligefrem for alle, idet danskere ikke tænkes at have mere ret til vores goder end andre. Andre taler derimod dansk-nationalt og ønsker at værne om landets grænser, så velfærdsamfundet ikke bliver opløst, og så der ikke opstår muslimske parallelsamfund, der får en tusindårig dansk kultur til at falde fra hinanden. De to linjer står over for hinanden i dansk politik og dansk debat, også i kirken.

Den kristeligt-nationale linje synes derimod ikke at have mange talsmænd i øjeblikket. Hvornår har vi sidst hørt nogen citere bibelordet: ”Gud fastsætter Tiderne og Grænserne for Folkenes Boliger?” Men selvom vi ikke hører sætningen citeret, kan det godt være, at nogle af dem, der mener (ligesom det politiske flertal), at der må være en (lande)grænse, gør det ud fra den kristeligt-nationale tankegang, der kom ind med blandt andet Grundtvig og Ingemann.

Kurt E. Larsen er professor, dr.theol. og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.