Skal folkekirken være herre i eget hus?

Det kommende folketingsvalg bliver afgørende for folkekirken. Kirkens folk kan være med til at præge diskussionen om kirkens rolle og privilegier op til valget, skriver mediekonsulent Christian Roar

“Vi har stor bevågenhed fra regering og folketing, de er så glade for folkekirken, at de selv ønsker at styre den.”

Sådan sagde tidligere biskop Karsten Nissen med et glimt i øjet, da han holdt afskedsgudstjeneste i Viborg Domkirke sidste år.

Bag den humoristiske kommentar ligger en lang debat om folkekirkens plads i det danske samfund. En debat, der langt fra er slut, selv om den højt bebudede styringsreform smuldrede mellem hænderne på kirkeminister Marianne Jelved. Folkekirkens forhold blev heller ikke ordnet ved lov i denne omgang.

Karsten Nissens bemærkning dækker over to sandheder. For det første, at politikerne gang på gang blander sig i kirkelige forhold. Også det som mange ellers vil betegne som indre forhold. Se bare Ramsdal-sagen, hvor flere politiske ordførere var ude med det samme og rådgive biskoppen om hans tilsynspligt.

Læs mere: Faderen, sønnen og synodespøgelset 

For det andet er det folketinget, der laver lovgivningen omkring folkekirken. Udefra set er det vores synode. En ganske glimrende ordning, hvis man spørger modstanderne af styringsreformen. Folketinget er nemlig langt mere repræsentativt end en kirkelig synode ville være. Modstandere frygter, at en kirkelig synode kan føre til en politisk kirke domineret af de forskellige kirkelige fløje.

Tilhængerne af en synode vil, at folkekirken skal være herre i eget hus. Man vil undgå politisk indblanding. Især Manu Sareen rokkede i sin tid som kirkeminister ved de uskrevne regler om, at politikerne ikke skulle blande sig i folkekirkens indre anliggender. Fra start erklærede han sig som “chef” for kirken. Det satte gang i en debat i kirkelige kredse.

Spørgsmålet er, om folketinget som synode giver mening, når 21 procent af befolkningen ikke er medlemmer af kirken. Tidligere var tæt på hele befolkningen medlemmer. Vi var en luthersk, kristen nation. I dag har vi ateister og muslimer til at lovgive om folkekirken.

Folkekirkens unikke ordning, hvor vi ikke har et øverste kirkeråd, vil fortsat være under pres, når vi i løbet af i år får valgt et nyt folketing. Ikke blot fordi folkekirken skiller sig ud fra alle andre lutherske kirker med denne styreform, men fordi vi lever i et stigende multikulturelt samfund.

Læs også: Folkekirkens synoder ændrer sig 

Skal stat og kirke fortsat være så tæt forbundet, som tilfældet er nu? Det spørgsmål vil blive stillet igen og igen. Selve måden, kirken styres på, interesserer ikke bredt, det er en intern, kirkelig debat uden folkelig appel. Men det tætte forhold mellem stat og kirke kan få sindene i kog.

Senest har vi set, at flere lokalpolitikere i København vil have civilregistreringen flyttet fra kirken og til kommunen. Det kan ikke passe, at hinduer, ateister og muslimer skal i kontakt med kirken, når de skal navngive deres børn. Den beslutning kan naturligvis ikke tages på Københavns rådhus. Den skal tages i folketinget.

Er Danmark en kristen nation? Søndag er i hvert fald ikke længere en hviledag. Folketinget har liberaliseret lukkeloven, og butikkerne holder nu udsalg midt i kirketiden søndag formiddag.

Kirke og skole blev skilt i 1975. Kan vi stadig forsvare, at konfirmationsundervisningen foregår i skoletiden. Den nye skolereform fra 2014 har sat dette under pres.

Der rokkes i disse år ved en ældgammel konstruktion mellem stat og kirke, som går tilbage til kejser Konstantin den Store. Han tillod de kristne i det romerske imperium. Forfølgelsens tid var forbi. Kejseren indkaldte til kirkemøder, hvor kirkens forhold blev afklaret. Staten som ramme om kirken var en realitet.

I år 380 blev kristendommen statsreligion. Siden har forholdet mellem kirke og stat været afgørende op igennem historien. Hvor megen magt Rom skulle have, og hvor meget magt den lokale regent skulle have, har været et omdrejningspunkt. Det var også en del af baggrunden for reformationen. I Danmark fik kongen mere magt over kirken, når ikke Rom stod for den.

Debatten er altså ikke ny. Det nye er, at man rokker ved konstruktionen om, at et land har en dominerende religion. Religionsfriheden er af nyere dato, den kom efter grundloven, men konsekvenserne er først slået igennem de sidste 30 år med fremkomsten af det multireligiøse samfund.

Læs også: Et flop af en kirkereform 

Da danerne blev kristne, fulgte vi kongens tro. Efter reformationen blev Europa inddelt efter princippet “cuius regio, eius religio”, hvilket er latin for, at den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende. Sådan er det ikke mere. Nu kan alle selv vælge religion eller rejse hertil med deres egen religion. Folkekirkens særstatus er under pres.

Derfor bliver det kommende folketingsvalg afgørende for folkekirken. For hvis Karsten Nissen har ret i, at folketinget er så glad for kirken, at de selv vil bestemme, så er det op til et folketingsvalg, kirkens folk skal på banen og være med til at præge diskussionen om kirkens rolle og privilegier.

At styringsreformen faldt kunne jo skyldes, at politikerne netop vil bevare magten over kirken. Det er sjældent, man ser folk frivilligt afgive magt.

Magtens mænd og kvinder vælger vi i år. Derfor er det interessant, hvilken rolle kirken kommer til at spille i et kommende regeringsgrundlag. Bagved ligger nemlig en indikation af, om Danmark ses som et kristent samfund med én dominerende kultur.

Dronningen vil også med overgangen til 2016 sige “Gud bevare Danmark!” Spørgsmålet er, hvor længe hun bliver ved med det.

Christian Roar Pedersen er mediekonsulent, sognepræst og skriver kristendomsanalysen på kristendom.dk