Kristendomsanalysen

Tro kan redde os fra teknologiens diktat

Men troens rette plads er ikke den skammekrog i privatlivet, som rationalismen har forvist den til. Tro er ikke en privat sag, du kan holde for dig selv. Troen skal ud i det offentlige rum, påvirke vores handlinger og holdninger og på den måde skabe, og skubbe til vor tids rationalitetsforståelse og individuelle følelsesoverbevisning, skriver frikirkepræst Mikael Wandt Laursen.

Internettet gør vores følelser og præferencer til allemandseje, der kan udnyttes og rettes ind. Kun en tro som vi klart tør stå ved, kan redde os fra ensretning, mener frikirkepræst Mikael Wandt Laursen

Snart mister vi lysten til at have lyst, forudser den franske filosof Gasper Koening. Teknologien vil have læst os så godt, at vi ikke længere behøver at træffe valg.

I et væk tilkendegiver vi vores personlige præferencer på nettet indenfor produkter, musik, film og nyheder, og for hvert klik bliver internet monstret klogere på, hvem vi er. Der er ingen grænser for, hvor gode algoritmerne kan blive til at forudse vores dag, vores humør og vores behov. Og de kommercielle og politiske aktører bliver stadigt bedre til at udnytte den voksende viden.

Den største teknologiske revolution er muligvis de sociale medier. I et væk tilkendegiver vi vores personlige præferencer indenfor produkter, musik, film og nyheder, og for hvert klik bliver internetmonstret klogere på, hvem vi er.

Der er ingen grænser for, hvor gode algoritmerne kan blive til at forudse vores dag, vores humør og vores behov. Og de kommercielle og politiske aktører bliver stadigt bedre til at udnytte den voksende viden.

I et interview i Weekendavisen bruger den franske filosof Gaspard Koening eksemplet om de kommende computerstyrede og førerløse Teslabiler, der snart kan bringe os rundt, uden at vi behøver at gøre andet end at sætte os ind.

Den intelligente bil ved, hvor vi vil hen, kender vores præferencer på turen og kan undgå alle trafikale problemer på vejene. Snart vil vi altid køre den mest optimale vej til arbejde, der vil ikke være spontane afstikkere, irriterende medtrafikanter eller motorer, der kører i tomgang.

Men, siger Koening, netop automatiseringen af vores valg udvisker os som handlende individer. Vi behøver ikke længere at vælge, for computeren ved, hvad der er bedst for os og for det omkringliggende samfund, så det hele flyder bedst muligt. Vi accepterer, at vi i økonomiens, helbredets og miljøets navn skal rette ind og gøre det mest optimale. Resultatet er, at ”Vi bevæger os fra en retsstat til en ensretningsstat” (Weekendavisen 19. juni 2015).

Og hvad der er endnu værre: Ifølge Koening risikerer vi at miste ”lysten til at have lyst”. Alt bliver serveret for os af internettets kommercielle opportunister, der dermed i sidste ende pacificerer os og gør vores egen lyst ligegyldig. Vi får jo alligevel, hvad vi vil have, om vi så har udvist og handlet på lysten eller ej.

Koenings analyse er interessant. Tendenserne er ikke svære at få øje på. Spørgsmålet er, om vi, med lystens deroute og den følelsesmæssige ensretning i vores måde at træffe valg på, er på vej til at miste intuitionen, følelserne og fornemmelsen som ledestjerne for vores individuelle liv.

På samme måde som vi i kølvandet på verdenskrigene mistede troen på og tilliden til rationaliteten som en ledestjerne, der vil bringe os alle i skøn harmoni.

Hvis vores følelser alligevel er allemandseje og bliver brugt og manipuleret af allehånde udbydere, hvordan kan vi så selv stole på dem? Vi er nødt til at have fat i noget, som er større end os selv. Noget som er forankret i noget stærkere end vores egne følelser og rationalitetsforståelse.

Vi har brug for, at troen kommer på banen igen. Midt i det offentlige liv og debat. Troen er den livlinje, der går udover rationalitet og følelser, der ellers let kan manipuleres til ensretning.

Ikke at vi skal skippe rationalitet og individuelle fornemmelser. Vi har brug for samspillet og modspillet mellem alle tre elementer. Det holder dem alle spændstige, udfordrede og ydmyge.

Rationaliteten er nødvendig for at holde os i nogenlunde orden. Følelser er anerkendelsen og respekten for det enkelte menneske, og troen giver os fundamentet for, hvem vi er, og hvad vi er kaldet til.

En rationalitet uden følelser og tro bliver kold og hoven. Følelser alene manipuleres og tro alene har ikke gang på jorden. Men sammen, og med hver deres rette plads, så kan de gensidigt vitalisere hinanden.

Men troens rette plads er ikke den skammekrog i privatlivet, som rationalismen har forvist den til. Tro er ikke en privat sag, du kan holde for dig selv. Troen skal ud i det offentlige rum, påvirke vores handlinger og holdninger og på den måde skabe, og skubbe til vor tids rationalitetsforståelse og individuelle følelsesoverbevisning.

Lige fra de første kristnes bekendelse af Jesus som Herre, fremfor Cæsar, har den kristne tro haft offentlige konsekvenser. Der er rigeligt med eksempler på sammenstød med det herskende rationalitets regimente, som både har udfordret kristentroen, men også selv er blevet udfordret og sat på plads.

I en tid med stigende flygtningestrømme, teknologisk ensretning, frygt for manglende sammenhængskraft i velfærden, økonomiske sparediktater, skal troen bruges, udfordre og udfordres for at se nye sider af vor tids rationalitets regimente og følelsesmæssige konsensus.

Rationalitet og følelser kan ikke klare udfordringerne alene. Troen er nødvendig for at give motivation og legitimitet til at vove det spring i rationalitet, som nye udfordringer kræver.

Den kristne tro var grundlaget for slaveriets ophævelse i England og indførelsen af sociale reformer. Det var mennesker som William Wilberforce, der med Bibelen i den ene hånd og rationalitet i den anden, kæmpede en livslang kamp mod undertrykkelse og nød. Uden troen vil de samme tiltag forvitre og i sidste ende gå til grunde.

Tro er naturligvis ikke et ensartet billede. Der er langt fra fanatiske Islamisk Stat til andre troende grupper. Vi har også rigeligt med forskelle i vores egen kristne trosarv. Kernen må være en tro, der er ”virksom i kærlighed”, som Paulus udtrykker det. En tro, hvor kærlighedsbuddet er indbegrebet. Hvordan det så skal tolkes, det er én af de spændende dialoger, vi løbende kan lade os udfordre af.

Derfor: Få troen frem fra skammekrogen. Genopdag dens styrke, og kend dens svagheder. Lad os fejre troen i gaderne og ved festlige sammenkomster. Lad den blive en del af vores hverdag. Vi er ikke kaldet til at være kulturkristne, men lade kulturen blive præget af en levende tro. Ellers kan vi miste det hele menneske til kommercialisme, og hele menneskeheden blive truet.

Mikael Wandt Laursen er frikirkepræst, journalist og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.

Mikael Wandt Laursen Foto: Privatfoto.