Færre husbesøg skaber distance mellem præst og menighed

Husbesøget er det kit, der holder præst og menighed sammen i et forpligtende fællesskab. Nu er husbesøget ved at forsvinde som en konsekvens af sammenlægninger og ansættelse af specialpræsteri, skriver teolog og forfatter Ole Juul

I begyndelsen af det nye år bragte Kristeligt Dagblad en analyse af præstembedet, hvori journalist Tobias Stern Johansen konkluderede, at den klassiske præst er på retur.

I stedet oplever man i folkekirken, at et stigende antal specialpræster får embede. De tæller i dag cirka 300 og dækker over 30 specialpræstetitler.

Læs også: Den klassiske præst er på retur

At der er præsteembeder i folkekirken, der varetager særlige udsatte grupper, såsom sygehus- og fængselspræster, er ikke noget nyt. Det nye er, som Hans Raun Iversen konkluderede i samme analyse, at der ingen grænser er for, hvilke områder i folkekirken, der kan tænkes at ansætte specialpræster. ”Nogen arbejder seriøst på at lave graviditetspræster og barselspræster”, siger samme Raun Iversen.

Da der ikke er uanede lønmidler til rådighed i folkekirken, vil denne udvikling naturligt få indflydelse på ansættelsen af præster, især i landområderne. Her ser man derfor også en udvikling – eller snarere en afvikling – hvor der sammenlægges sogne og pastorater, og hvor man derved kan spare lønudgifter til præstestillinger.

Læs også: Et brev til kongen blev startskuddet til 30 nye præstetitler

De præster, der er tilbage, og de, der bliver ansat i de nye sammenlagte pastorater, har ikke længere den fornødne tid til det opsøgende arbejde; det klassiske husbesøg i sognet, som tidligere har kendetegnet folkekirken – især i landsognene.

Den indbyggede medmenneskelige forpligtelse, der udsprang af præstens møde med sit sognebarn, er ikke i samme grad som tidligere til stede. Husbesøget som grundlaget for vekselvirkningen mellem præst og menighed har ikke længere den vægt i embedet, som det tidligere havde.

Husbesøget holder præst og menighed sammen

Tendensen kan spores tilbage til pastoralseminarierne og efteruddannelserne, hvor der ikke afsættes megen tid til oplysning og samtale om den kerneydelse, som husbesøget er. Her er der langt større fokus på det sjælesørgeriske møde, men med en manglende forståelse for at tillidsforholdet mellem præsten og den enkelte, der er grundlaget for sjælesorgen, netop er skabt gennem husbesøget og det daglige møde. 

Når der her tales om husbesøg, tænkes der ikke på sygebesøg eller besøg hos pårørende efter dødsfald, som det er enhver sognepræst pålagt, og som også fortsat er en af folkekirkens væsentligste kerneydelser. Ved husbesøg forstås mødet med et sognebarn, hvor man som præst gennem et besøg giver sig tid til at tale sig ind til det væsentlige i det menneskeliv og sogneliv, man som kirke og menighed har tilfælles. 

Læs også: Her er de over 30 forskellige præstetyper i Danmark 

Ligeledes har præsten gennem husbesøget mulighed for at blive klogere på det menneske og den familie, han har sat sig ind til, hitte rede i familieskab og slægtsskab og lære vedkommende at kende, hvilket er af uvurderlig betydning den dag, hvor der i forbindelse med sygdom eller dødfald for alvor er brug for det kendskab og den tillid, der forud er skabt gennem husbesøget. 

Der er megen fokus på folkekirken, ikke mindst dens præster, og der er en stigende tendens til at kirken hele tiden skal retfærdiggøre sin eksistens gennem specialpræster og synliggørelse. 

Billedet af præsten i sin præstegård med tid til at være til stede i den menighed, han eller hun er kaldet til, blandt andet med jævnlige husbesøg, er så godt som udraderet. Nu ser man i stedet en fortravlet præst, der er underlagt et synliggørelsens tyranni, der ikke levner ret megen tid til det for medierne usynlige møde med den enkelte i menigheden. 

Husbesøget er det kit, der holder præst og menighed sammen i et forpligtende fællesskab. Når husbesøget, en af folkekirkens klassiske kerneydelser, er ved at forsvinde som en konsekvens af sammenlægninger og ansættelse af specialpræster, er det ikke kun en forringelse af det klassiske præstearbejde. Det er i lige så høj grad et tab for folkekirken og for det fællesskab, der konstituerer et velfungerende sogn. 

Ole Juul er teolog, forfatter og skriver kristendomsanalysen på kristendom.dk