Engang var fundamentalister imod Darwin og for demokrati

Begrebet fundamentalisme er historisk opstået som et internt kristent fænomen i årene efter 1910 i USA, men det har fået en hel anden betydning i dag, forklarer teologiprofessor Kurt E. Larsen i sin analyse af begrebet

I Gyldendals ti-binds leksikon fra 1977 defineres fundamentalismen ganske kortfattet ud fra dens kristne baggrund: “Teologisk retning opstået i USA efter Første Verdenskrig. Fundamentalismen bygger på verbalinspiration og anerkender ikke udviklingslæren, da denne strider mod Bibelen”.

I Den store danske Encyklopædi fra 1997 fylder behandlingen af fundamentalismen derimod tre lange spalter med lige meget plads til kristen, jødisk og muslimsk fundamentalisme. I tiden mellem de to udgivelser var begrebet både blevet bredt ud og fyldt med ny betydning.

Den historiske fundamentalisme
Begrebet fundamentalisme er historisk opstået som et internt kristent fænomen. Det opstod i årene efter 1910 som betegnelse for en teologisk konservativ retning i nogle af USA’s protestantiske kirker. Nogle kirker og individer ville holde fast ved de for dem fundamentale punkter i den kristne tro og fik derfor navnet fundamentalister.

Baggrunden for denne udvikling var den stærke position, protestantisk vækkelseskristendom på det tidspunkt havde i USA. Landet havde et protestantisk-kristent præg, og det var sket ad frivillighedens vej, for der var fuld religionsfrihed.

I årene omkring 1915 følte nogle imidlertid, at USA’s kristne arv var truet. Kirkeligt ved at Bibelen, der før havde spillet så stor en rolle, blev udsat for historisk kritik af liberale teologer. Politisk blev USA’s kristne og demokratiske arv truet af, at samfundet var ved at blive sekulariseret og religiøst pluralistisk. Konservative kristne i USA mente at se rødderne til det påståede tyske storhedsvanvid i Første Verdenskrig i Nietzsches tanker om overmennesket og i Darwins udviklingslære.

Bekymrede kristne udgav derfor skriftserien “The fundamentals” (”Det fundamentale”, red.). Kampen blev også ført udenfor kirkesamfundenes mure. For at hævde Bibelens autoritet, for at værne om et kristent menneskesyn og hele samfundets grundlag angreb fundamentalisterne undervisningen i darwinisme i skolerne. Det lykkedes dem at få udviklingslæren forbudt i en række sydstater, og siden har man ofte forbundet fundamentalisme med anti-darwinisme. Dog var dette oprindeligt kun en lille del af fundamentalisternes kamp.

Det særlige ved USA var, at landet var blevet til gennem et oprør mod europæiske traditioner. Derfor fremhævede man i stedet Bibelen og hver persons ret og frihed til selvstændigt at tolke den. Enkeltpersoners demokratiske ret var en stærk værdi. De oprindelige fundamentalister kæmpede netop for at bevare frihed og demokrati og imod kræfter, som de frygtede ville afskaffe disse værdier.

Ny brug af ordet fundamentalist
Efter den islamiske revolution i Iran i 1979 begyndte man offentligt at tale om islamiske fundamentalister. Måske fordi kristne og islamiske fundamentalister har det til fælles, at de begge bygger på en hellig skrift: Henholdsvis Bibelen og Koranen.

Forskellene er imidlertid til at tage og føle på. Den store forskel ligger i de to bøgers syn på politik. Islam rummer en politisk side, der kan – og efter manges mening bør - omsættes i praktisk politik, i form af sharia, kalifat eller en Islamisk Stat. Jesus sagde derimod: Mit rige er ikke af denne verden. Evangeliet kan aldrig udbredes ad politisk vej. Det ligger den kristne tro helt fjernt, at noget godt kan fremmes med vold, endsige terror.

Var Martin Luther fundamentalist?
Martin Luther slog i sin reformation på princippet ’Skriften Alene’ og han holdt fast ved fundamentale punkter i klassisk kristendom. Var han så ”fundamentalist”? Nej, ikke i den nye betydning af ordet, hvor politik også spiller en rolle. Luthers syn på Bibelen og troen indbefattede en lære om to regimenter. Luther skelnede mellem troens og fornuftens område, mellem det verdslige og det åndelige regimente. Først og fremmest var kristendom en tro, og den kunne ikke identificeres med politik. Gjorde man evangeliet til lov for samfundet, så havde man ifølge Luther misforstået evangeliet – og i øvrigt også gjort samfundet stor skade.

Ville nogen gøre de kristne uret, så lærte Luther, at man skal vende den anden kind til. Man skal lide, også selvom det i yderste tilfælde betyder, at man mister livet. Det kan man kalde ”rabiat kristendom”. Det er virkelig en ”radikaliseret kristendom”.

Til gengæld er kristne langt borte fra begrebet ”fundamentalisme” og de elementer af krig og terror, som man i dag forbinder dette med.

Kurt E. Larsener professor, dr.theol. og skriverkristendomsanalysenved kristendom.dk.