Historisk møde står for døren i den ortodokse kirke

Ecumenical Patriarch Bartholomew I of Constantinople leads the Divine Liturgy at the St George church, the ...

Kirkemødet har været over 100 år undervejs. De første tanker om et koncil, der kunne drøfte nogle af de problemer, som de ortodokse kirker står overfor, blev luftet før den russiske revolution i 1917, skriver sognepræst Christian Roar Pedersen. Foto: Filippo Monteforte / Scanpix Denmark

Den 16. juni samles den ortodokse kirke til et helligt og stort koncil på Kreta, hvor man blandt andet skal drøfte status for de mange ortodokse kirker i vesten og rundt om i verden. Mødet er det største af sin art i over 1000 år, skriver sognepræst Christian Roar Pedersen.

2016 kommer til at gå over i kirkehistorien. Den 16. juni samles den ortodokse kirke til et helligt og stort koncil på Kreta. Det største møde af sin art i over 1000 år.

Kirkeledere og repræsentanter fra 14 ortodokse kirker deltager i koncilet, hvor man blandt andet skal drøfte status for de mange ortodokse kirker i vesten og rundt om i verden.

Kirkemødet har været over 100 år undervejs. De første tanker om et koncil, der kunne drøfte nogle af de problemer, som de ortodokse kirker står overfor i den moderne verden, blev luftet før den russiske revolution i 1917. Kommunisternes indmarch og to verdenskrige forsinkede det hele, og vi skal helt frem til 1961, før en proces blev sat i gang, og det første forberedende møde fandt sted i 1976.

Efterfølgende blev der holdt forberedende møder i 1982, 1986, 2009 og 2015. Men det er altså først nu, at kirkerne endelig kan samles til det store koncil. Det var meningen af koncilet skulle mødes i Istanbul, men på grund af den geopolitiske situation er det ikke muligt for den russisk-ortodokse kirke at mødes i Tyrkiet. Derfor er koncilet flyttet til Kreta.

På et møde i januar 2016 lagde man sig fast på følgende emner, som koncilet skal behandle: mission, den ortodokse diaspora, faste, kirkers autonomi og ortodokse relationer til andre kristne.

For at forstå mødets betydning bliver vi nødt til at kigge på den ortodokse kirkes selvforståelse. Man taler om den ortodokse kirke i ental. Der er kun en kirke, der bindes sammen af liturgi og fælles lære. Kirkens lære er lagt fast på de syv økumeniske konciler. Det sidste var i år 787.

Samtidig består den ortodokse kirke af mange selvstændige kirker. Historisk set er det nationale kirker med eget overhoved. Man taler derfor om "den russisk-ortodokse" kirke, den "rumænsk-ortodokse" kirke, den "serbisk-ortodokse" kirke og så videre.

Modsat den romersk-katolske kirke er der ikke et fælles overhoved for den ortodokse kirke. Der er ikke en biskop, der har juridisk magt over de andre, men patriarken i Konstantinopel (vore dages Istanbul) har en æresforrang. Han er første blandt ligemænd.

Ifølge ortodoks kirkeret kan der kun være én kirke i et område. Man kan altså ikke have to ortodokse kirker i eksempelvis Rusland. Der er kun én kirke på et sted med et overhoved. Denne tanke er kraftigt udfordret af den massive udvandring af ortodokse specielt fra kommunistiske lande, der fandt sted i det 20. århundrede.

Mange russere emigrerede til USA og andre vestlige lande, men det samme gjorde bulgarer, serbere og rumænere. Pludselig stod man med flere ortodokse kirker i de samme lande og byer. Den såkaldte diaspora udfordrer derfor den ortodokse selvforståelse. For er eksempelvis Frankrig at betragte som et område, der hører under russisk kirkeområde, og hvad med USA?

I øjeblikket ser vi et kludetæppe af kirker, der i mere eller mindre grad er selvstændige i forhold til moderkirkerne. Den ortodokse kirke har to grader af selvstændighed. Den ene kaldes for autonome kirker. De har en vis grad af selvbestemmelse, men kan ikke vælge eget overhoved. Den anden form for selvstændighed er autokefale kirker, der kan vælge eget overhoved (autokefal er græsk for “eget hoved”).

Hvem, der har retten til at gøre en kirke selvstændig, er ikke afklaret. Den russisk-ortodokse kirke gav således den ortodokse kirke i USA status som autokefal i 1970, men dette er ikke anerkendt af andre ortodokse kirker. Mange hævder, at kun patriarken i Konstantinopel har autoritet til at skænke selvstændighed. I hvert fald indtil et stort koncil løser sagen på en anden måde.

Dermed har vi også sat navn på den magtkamp, der ligger bag denne debat om kirkens struktur. Debatten er nemlig alt andet end teoretisk, den er en kamp om indflydelse rundt om i verden. Kampen står mellem Moskva og Konstantinopel. Kampen blev tydelig i 1996, da Den russisk-ortodokse kirke afbrød nadverfællesskabet med Det økumeniske patriarkat i Konstantinopel.

I Estland var der en kirke, som ville høre under Konstantinopel, men Moskva hævede at Estland var deres kirkeområde. Nadverfællesskabet er siden genoprettet, men striden er ikke bilagt mellem de to patriarkater. I Ukraine ser vi også en splittet kirke, der kigger mod henholdsvis Moskva og hjælp fra Konstantinopel.

Magtkampen internt i den ortodokse kirke er vigtig at huske på, når lutheranere og andre konfessioner møder ortodokse i mellemkirkelige sammenhænge. Ofte tænker vi de ortodokse som en størrelse, hvilket de langt hen ad vejen er, men vi skal huske på spændingerne under overfladen.

Om den ortodokse kirke løser alle problemer omkring diasporaen på koncilet i juni er tvivlsomt. Spørgsmålet om autonomi skal behandles, men ikke spørgsmålet om autokefale kirker. Rusland har raslet med sablerne så sent som i december 2015 og truet med, at koncilet ikke blev til noget.

Processen er skrøbelig, men netop derfor er det stort, at koncilet finder sted. Første skridt bliver dermed taget til at få ortodoks kirkeret tilpasset en moderne globaliseret verden, hvor folk flytter sig og kirken flytter med.

Hvilken karakter koncilet på Kreta får, vil tiden vise. Som med de øvrige konciler i den ortodokse kirkes historie, er det den efterfølgende reception af koncilet, der får betydning for, om det bliver anerkendt. På forhånd har konservative kræfter, der hævder at beskytte den sande ortodoksi, erklæret koncilet for et røver-koncil.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.