Hvordan skal kirken forholde sig til et forandret Danmark? 

Det er næppe en overraskelse, at Danmark har forandret sig siden Morten Korchs stokroseidyl. Men den forandring tvinger os også til at diskutere, hvad kristendommens dogmer og folkekirken betyder i dag, mener sognepræst Jette Rønkilde

Er kristendommen en gammel sandhed? Skal præstegården sælges fra eller er den en væsentlig del af den danske kulturarv og sogneidentitet? Må præster gå ud over sognegrænser? Er der opbrud eller sammenbrud i kirken, som vi kender den? Skal vi kæmpe med næb og kløer for at bevare det, vi kender?

Det burde ikke være nogen overraskelse, at Danmark har forandret sig siden Morten Korchs stokroseidyl, og et spørgsmål blandt mange er, hvordan kirken skal forholde sig til disse forandringsstrukturer?

De nye boligkvarterer, som skyder op rundt omkring i Danmark, er i sig selv et tegn på forandringsstrukturer, som kan have en indvirkning på kirkens sognestruktur.

De fleste nyere huse har to carporte, som oftest rummer to biler. Folk kører ud af sognet og har deres daglige liv dér. De kommer hjem med fyldte indkøbsposer kl. 17.30 og kaster sig straks over en ”det-tager-kun-25-minutter-opskrift” downloadet fra internettet. Putter unger, ser fjernsyn, svarer på mails for derefter at gå i seng og stå op næste morgen til samme rutine.

Internettet har bevirket, at vi er gået fra et samfund, som var præget af autoriteter og professor-viden som sandhedsorakler til en wikipedia-kultur, hvor sandhed i højere grad er til diskussion. Artikler, sandhed og viden deles, og man kan vælge at tro på forfatteren, men forfatteren kan måske tage fejl.

Det har betydning for kirkelivet! I dag vælger folk, hvad de vil deltage i ud fra devisen ’giver det her mening for mig at deltage i’ og bruger derfor kun deres ’sparsomme’ tid på det, som er meningsfuldt. Derfor er det ikke en selvfølge, at den lokale sognekirke betyder noget som helst, ikke engang at det er den, som vælges til kirkelige handlinger.

Folks liv leves ikke primært i hjemsognene længere og følger dermed ikke nødvendigvis sognets rytme. Folks brug af kirken viser sig også at have med liturgisk identitet at gøre ud fra parametre som stemning, atmosfære, kirkebygning, præst, fællesskab, musikalsk profil og lignende. 

Vanekirkegængeren er på tilbagemarch, og lejligheds- eller eventkirkegængeren er på fremmarch, siger den tyske teolog Michael Meyer-Blanck.

Hans Raun Iversen er inde på en lignende analyse, når han i Kristelig Dagblads kirkeanalyse den 5. august plæderer for, at ”folkekirkens organisation og selvforståelse er ude af trit med kirkens medlemmer”.

Hvad betyder de forandringsstrukturer for kristendommen og for sognekirken? De betyder blandt andet, at det er på sin plads med teologiske diskussioner af, hvad kristendommens dogmer betyder i dag og om nødvendigt reformulere dem – det er ikke nok bare at henvise til, hvad kloge mennesker har sagt for mere end 50 år siden.

Samtidig betyder det, at vi må fortsætte den teologiske debat om kirken og dens forhold til kultur og forandringsstruktur. Det fordrer en konstruktiv debat og teologisk refleksion over, hvad det vil sige at være kirke i tiden. Hvad er en menighed? Kan vi forsat opretholde sognegrænser? Hvad er kirken for en størrelse? Hvem er kirkens ’vi’? Hvori består det lutherske i dag?

Sognestrukturer er ikke hverken bibelske eller guddommelige – skal de være der, skal det være, fordi de giver mening. Som med kirke og teologi. Det er ikke gjort med at påberåbe sig at være modkultur og derfor ikke behøve forholde sig til aktuelle og konkrete problemstillinger.

Det er ikke gjort med gentagelse af det gamle – stokrosernes tid er forbi og kun der, hvor kirken tør indrømme det, kan dens årtusindgamle tradition gå fra gammel sandhed til evig sandhed. Og hvordan den gør det, bliver vi forhåbentlig aldrig færdige med at diskutere.

Jette Bendixen Rønkilde er ph.d., vikarpræst og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.