Vi har erstattet barmhjertighed med regler og krav

Birger

Det er vel ikke overdrevent at sige, at ordet barmhjertighed i forskellige aftapninger i løbet af kirkehistorien har spillet en uhyre stor rolle for udviklingen af det, vi i dag kalder sundhedsvæsen, velfærdssamfund, bistandshjælp og meget andet, skriver sekretariatschef Birger Nygaard. Foto: Privatfoto

Barmhjertighed er forsvundet fra både offentlig, politisk brug og i almindelig sprogbrug os imellem. Det er nærmest fornærmende og nedværdigende at tale om barmhjertighed.
Birger Nygaard, sekretariatschef ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Kirken har en forbløffende evne til at genopfinde sig selv og sætte nye bevægelser i gang. Det vil være smukt, hvis kirken i netop vores tid igen bliver kendt for at føre urimelig tale om barmhjertighed, mener sekretariatschef Birger Nygaard

”Vores troværdighed som kristne står og falder med, hvordan vi møder den, der er udstødt og såret på legemet, hvordan vi møder synderen, der er såret på sjælen,” fortæller Pave Frans i den aktuelle bog ”Guds navn er barmhjertighed”.

Med bogen er pave Frans igen på banen med et passioneret og udfordrende skrift, som sætter ord på det barmhjertighedens år, som han har udråbt 2016 til. Der er tale om en interviewbog, hvor stilen er mere umiddelbar end de stramt opbyggede officielle dokumenter fra Vatikanet. Styrken ved bogen er, at pavens personlige engagement i emnet kommer tydeligt frem. Det engagement, der i lyntempo har bidraget til at vende billedet af den katolske kirke som forstokket og tillukket til noget meget mere åbent og udfarende.

Temaet er altså barmhjertighed. Kritikere kan med god ret spørge, hvad nyt der skulle være i det? Barmhjertighed er et centralt bibelsk ord og et grundlæggende væsenstræk i det kristne gudsbillede. En akse i den forståelse, at Gud elskede verden, så han gav sin søn for at frelse den. Teologisk og liturgisk er ordet indarbejdet i kristen lære og kirkeliv forfra og bagfra. Noget er gået galt, hvis man til en gudstjeneste ikke er stødt på ordet. Så hvorfor skal det ord nu fremhæves, som om det ikke altid har været der?

Det er værd at bemærke, at organiseringen af nådeåret er lagt i hænderne på den enhed i den katolske kirke, der arbejder med at formidle evangeliet til dem, der er katolikker af navn, men ikke deltager aktivt i kirken og dens arbejde.

Barmhjertighedsåret skal altså ses i et forkyndende missionsperspektiv med tanke på dem, katolikker såvel som alle andre, der ikke sidder i kirken og lytter til forbarmelsesord hver søndag, for at fremhæve at barmhjertighed er helt central i det, kirken skal sige, gøre og være. Ordet hører ikke til i blot en teologisk eller liturgisk sammenhæng. Det tages ud i det offentlige rum som et væsentligt kendetegn ved kirkens og kristnes adfærd.

Det er i den sammenhæng, at ordet bliver interessant, og dets forkyndende kraft skal stå sin prøve. Store bibelske ord har det med at smitte af på sproget og kulturen. Det er vel ikke overdrevent at sige, at ordet barmhjertighed i forskellige aftapninger i løbet af kirkehistorien har spillet en uhyre stor rolle for udviklingen af det, vi i dag kalder sundhedsvæsen, velfærdssamfund, bistandshjælp og meget andet. Alt det, der handler om, at vi skaber samfund, hvor vi også tager os af dem, der ikke har fortjent hjælp, men som er mennesker på vores vej, der bliver vores forpligtelse, enten i personligt møde eller gennem de velfærdssystemer, vi har opbygget samfundsmæssigt.

Det interessante er, i hvilken grad barmhjertighed er forsvundet fra både offentlig, politisk brug og i almindelig sprogbrug os imellem. Det er nærmest fornærmende og nedværdigende at tale om barmhjertighed.

Det, der engang blev formet med udspring i barmhjertighedsord, er i dag erstattet af rettighedsord, lovgivning, regulativer og krav. En stor maskine, der bliver ved med at udvikle nye systemer og reparere på manglerne i de eksisterende. Systemer, der synes at miste deres kraft og afsæt, fordi de har glemt den grundlæggende tro, der satte dem i gang. Den virkelighed, at vi som mennesker bliver nødt til at leve af barmhjertighed og leve for at vise barmhjertighed. Det gælder åndeligt, og det gælder i de mange, mange almindelige livssituationer, hvor kun barmhjertighed i en eller anden form er svaret på problemerne.

Barmhjertighed er et megaord, og det er en megavirkelighed, som barmhjertighedens år søger at rulle ud. En kæmpe udfordring ikke bare til katolikker, men til alle kristne og hele menneskeheden: Kan ordet barmhjertighed rehabiliteres som et ord, der er gyldigt og gangbart i det offentlige rum uden at blive spændt for politiske og demagogiske vogne?

Og har ordet med sin både religiøse og menneskelige resonans stadig den kraft i sig, som kan skabe, hvad det nævner i en verden, hvor ord som krav og kynisme synes at have meget større gennemslagskraft. Netop kynikere kan hurtigt nedgøre ordet og komme frem til, at mennesker altid blot har tænkt på sig selv. Derfor er kynikernes eneste mulighed at skabe regimer, hvor det hele gøres op i rettigheder og regler og regulativer. Vi ved, og vi ser, at dette ikke holder i en verden, der består af mennesker, der har brug for barmhjertighed.

Paven skal ikke have utak for gennem barmhjertighedens år at søge at rehabilitere et af de største kulturskabende ord, vi har. Det er ikke gjort med et års kampagne. Skønt barmhjertigheds-ordet aldrig har været tabt i kirkens sprog, vil det også for kirken tage tid at tilbagevinde den offentlige brug af ordet med dets samfundsforandrende potentiale.

Det handler om i høj grad om styrke troen på, at vi er sat i verden for at være barmhjertige, ligesom Gud er barmhjertig. Den slags kommer ikke af sig selv, men kalder på, at alle dimensioner af kirkens rige tradition - liturgi, oplæring, dannelse, forkyndelse, fællesskab - går ind i opgør med ubarmhjertigheden i os selv og det nådesløse i vort samfund.

Kirkehistorien viser, at kirken har en forbløffende evne til at genopfinde sig selv og sætte nye bevægelser i gang, som sætter sig spor mange generationer frem. Det vil være smukt, om kirken i netop vores tid igen bliver kendt for at føre urimelig tale om barmhjertighed og på den måde genspejle sin herre.

Birger Nygaard er sekretariatschef ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.