"Islam kan lære af kristendommens kvantespring"

Mikael Wandt

Det tager givetvis tid at bevæge islam denne vej. Især fordi islam ikke indeholder det samme dna på disse områder. Der er ikke nødvendigvis en ”oprindelig” forståelse, der kan legimitere den grad af kulturel integration og individuelt frisind, som vi danskere efterlyser, mener frikirkepræst og journalist Mikael Wandt Laursen. Foto: Privatfoto.

Vi skal ikke forvente det samme fra islam som fra kristendommen, men det betyder ikke, at vi ikke skal presse på. Islam er nødt til at indrette sig på at være en minoritetsreligion i Vesten, men det sker ikke uden ydre pres, mener frikirkepræst Mikael Wandt Laursen

Kristendommen og islam har en del fælles gods, men på helt afgørende punkter er de vidt forskellige. Kristendommen stod for en række kvantespring, som islam ikke har i sit katalog af religiøse valgmuligheder. Det er kvantespring, der er grundlæggende for vores danske samfund i dag og derfor kvantespring, som islam må lade sig inspirere af, hvis den skal lykkes som en velfungerende minoritetsreligion i Vesten.

Det første kvantespring var kristentroens skift fra ydre religiøse handlinger, til en indre hjertes forvandling igennem troen og Helligåndens virke. Pludselig handlede det ikke om at opfylde Det Gamle Testamentes 613 bud, men om at få et hjerte, der elskede Herren sin Gud og sin næste som sig selv. Kærlighed blev gjort til lovens opfyldelse. Utro kvinder, der var grebet i på fersk gerning i sengen med en anden kvindes mand, blev mødt med ordene: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå bort og synd ikke mere” (Johannesevangeliet kapitel 8).

Det enkelte menneske blev sat fri til at lytte til Ordets og Helligåndens tiltale, fremfor udelukkende at skulle være afhængig af ydre religiøse autoriteter. Det dna førte kirkefaderen Augustin på sporet af individet og medvirkede til den individuelle opfattelse af mennesker, vi har i dag.

Et andet afgørende kvantespring var respekten for de forskellige kulturer. Det var hele verden, som skulle nås med de gode nyheder. Og vel og mærke ikke på en jødisk facon, med jødiske traditioner eller med det jødiske sprog. Budskabet skulle fortælles på modtagerens sprog, iklædes modtagerens kulturelle klædedragt og formidles ud fra en forståelse af modtagerens kulturelle og religiøse ståsted.

Godt nok har kirken masser af gange handlet som kulturel imperialist. Men på et tidspunkt har andre hjemfødte kulturelle kræfter taget over, og så har kristendommen forvandlet sig fra en vesterlandsk herremands religion til en hjemmefødt og kulturelt integreret kristendom, der typisk er blevet favnet af de lavere sociale klasser i første omgang.

Denne respektfulde kulturelle dna i kristendommen er så stærk, at selv etablerede vesterlandske kirker i længden ikke har kunnet undertrykke det.

Endelig har kristentroen i sin protestantiske udgave fastholdt troen på det almindelige præsteskab. Enhver kan få lov til at læse Bibelen på sit eget sprog, komme med sin udlægning og modsige religiøse autoriteter. Det er nok derfor, at protestantismen indeholder et imponerende kludetæppe af forskellige kirkeretninger.

Kristendommen indeholder et dna, som vi i dag fejrer uden at vide det. Det er en del af vores kultur og arv, som har gjort os til, hvem vi er i dag. Det er sådan vort samfund er skruet sammen. Derfor kan vi med fuld stolthed og ret udfordre islam til at adoptere den samme glæde og tro på, at dansk er lige så godt som arabisk, også for de hellige skrifter, og at religionen må iklæde sig modtagerlandets kultur.

Vi kan opfordre islam til at vise tillid til, at det enkelte menneske skal have muligheden for selv at træffe valg, og at den proces kan være utrolig sund. Ikke bare for det enkelte menneske, men også for den religions udvikling, som det enkelte menneske måtte bekende sig til. Det er ikke den ydre fremtræden, som er vigtig, men hjertets indstilling.

Vi kan sammen skabe muligheder for en dansk imamuddannelse. Det vil måske være første skridt til at få en større mangfoldighed i de religiøse autoriteters stemmer, når det gælder islams udtryk i Vesten.

Det tager givetvis tid at bevæge islam denne vej. Især fordi islam ikke indeholder det samme dna på disse områder. Der er ikke nødvendigvis en ”oprindelig” forståelse, der kan legimitere den grad af kulturel integration og individuelt frisind, som vi danskere efterlyser. Derfor er det ydre pres nødvendigt, kombineret med en opbakning og et partnerskab med dem indenfor islam, der vover at tage opgørene. Det er ikke let.

Mikael Wandt Laursen er frikirkepræst, journalist og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.